Katrine Østlund Jacobsen: Aftaler med Gud

Filmen er en af nyhederne på Filmstriben.dk og den blev vist i MandagsDokumentaren for nogen tid siden. Ebbe Preisler noterede efter visningen i sine meddelelser, at publikum stillede instruktøren en lang række spørgsmål om hendes “meget rene og ukunstlede film”, som netop er “langt fra at være et nyfigent portræt af en eksotisk person…”  Preisler havde forinden skrevet om den i MandagsDokumentarens katalog: 

“Hovedpersonen er en dansk komtesse, Antonia Holstein-Ledreborg, der blev religiøst vakt under en pilgrimsrejse i Jugoslavien og dernæst valgte en tilværelse som katolsk nonne i Paris. Filmen skildrer blandt andet bønnens betydning og afkaldets dilemma. Der er en stor ro og ulmende skønhed i filmen, men også en nærhed og intimitet, der det svært tilgængelige tilgængeligt. Man forstår den dragning mod det katolske univers, som næres af det materielle og det sanselige og ikke kun af akademiske sysler.”

Agreements with God: Synopsis in English: “The film is an essay about faith and prayer as told by the Danish novice Antonia Holstein-Ledreborg on her continuous path to her appointment with God…

… “The film is an essay about faith and prayer as told by the Danish novice Antonia Holstein-Ledreborg on her continuous path to her appointment with God. Brought up on a Danish manor as a Roman Catholic and later religiously roused during a pilgrimage in Yugoslavia, she applies for reception in a religious order which has its principal convent on a river boat in Paris.

It is in this city of temptation and vanity that she, surrounded by the urban bustle and in great inner calm, in a continuous prayer’s conversation with God right now is preparing herself to take the final vow, the vow of renunciation, and to come to terms with, also with the consequences, of her consumated entry into the life of a nun.

In flashbacks, the film offers us glimpses of her childhood paradise and lets us follow her preparations to the day when she dedicates her life to Jesus and walks into the future with the ring on her finger.” (Wake Film site)

Denmark, 2007. 28 min. Production and distribution: Wake Film. http://www.wake.dk/wf.lasso?n=746 Tilgængelig i Danmark på www.filmstriben.dk

Anders Østergaard: Burma-VJ

… that has the subtitle, ”reporting from a closed country” is content-wise a totally shocking experience. There you are in the middle of a military brutality that is filmed by courageous video journalists, who know that a documentation like this can only be done by them, and not by the foreign news teams that get into the country. And the reason why it touches you so much, is the stylistical approach that Østergaard has chosen. In an unsentimental, almost cool tone, he builds a story with a main vj character who is a kind of executive producer for all the cameramen, who turn up whenever there are demonstrations, most of the time with hidden cameras, and constantly reporting back by mobile phone on what happens. A drama is created through a classical dramaturgical structure but there is space left for the audience to think about what is shown.

We know many of these shootings before from the tv news, but here they are put into a context of a well told story that will catch the attention of an audience all over the world. A cry for help!

The film won first prizes at cph:dox and idfa 2008.

Danish journalist Lars Movin has interviewed the director and his editor, veteran master Janus Billeskov Jansen in the English language magazine ”Film”. A very interesting inside to the story of the film.  

http://www.dfi.dk/tidsskriftetfilm/64/burma.htm
http://www.dfi.dk/tidsskriftetfilm/64/burmabilleskov.htm

Andrej Tarkovskij: Offeret

“…Die Gegenfigur Adelaides ist die demütig-bescheidene, stets schüchtern und unsicher wirkende Maria, die im Haus Alexanders ihren Dienst als Zugehfrau versieht. Zwischen ihr und dem Hausherrn scheint zunächst keine Annäherung möglich – wie sollte sie auch? Dann aber kommt es zu jener nächtlichen Begegnung, nach der Alexander nicht mehr so weiterleben kann wie zuvor: Angesichts der bevorstehenden Katastrophe erfährt er die Liebe zu dieser einfachen Frau wie ein Geschenk Gottes, das sein ganzes Schicksal rechtfertigt. Das Wunder, dessen er inne wird, verwandelt ihn..” (Andrej Tarkovskij 1984)

“…Die Gegenfigur Adelaides ist die demütig-bescheidene, stets schüchtern und unsicher wirkende Maria, die im Haus Alexanders ihren Dienst als Zugehfrau versieht. Zwischen ihr und dem Hausherrn scheint zunächst keine Annäherung möglich – wie sollte sie auch? Dann aber kommt es zu jener nächtlichen Begegnung, nach der Alexander nicht mehr so weiterleben kann wie zuvor: Angesichts der bevorstehenden Katastrophe erfährt er die Liebe zu dieser einfachen Frau wie ein Geschenk Gottes, das sein ganzes Schicksal rechtfertigt. Das Wunder, dessen er inne wird, verwandelt ihn..” (Andrej Tarkovskij 1984)

Forleden aften så jeg Tarkovskijs “Offeret” og er ikke ved mig selv endnu.. Det er Bergmans og Watkins angst (“Skammen” og “Wargame”), det er Strindbergs (eller Ibsens måske?) kammerspil. Nej, rettere, det er figurerne i stuerne på en af Tjekhovs herregårde. (Jeg farer vild i mine associationer..) Det er Tarkovskijs naive kristentro og russiske strenghed og ordløse erotik.

Dvd-erne gør det muligt! Mestrenes samlede værker. Jeg har den senere tid set Jon Bang Carlsens film (de fleste dog på VHS) og er i gang med Jørgen Leths film og har Herzog, Godard og altså Tarkovskij på programmet. Ser så mange film som muligt, læser hvad jeg kan overkomme. I roligt tempo, for det er vældige gensyn og store møder, dvd-kulturen har åbnet mulighed for. “Offeret” havde jeg for eksempel ikke set før nu. Jeg kendte filmen gennem klipperen Michal Leszczylowskis dokumentarfilm “Regi Andrei Tarkovskij” med skildringen af instruktørens arbejde på optagelserne. Den film er i øvrigt på dvd-udgaven med som bonus. 

Andrej Tarkovskij Collection 1-6. Remasteret, med danske undertekster. Another World Entertainment, 2008. I boghandler og videobutikker, kan dog ikke ses på bibliotek.dk endnu, men flere af de andre kan lånes på biblioteket, ser det ud til. Jeg er ved at prøve det af.

Litt.: Peter Schepelern i Ekko #41, maj 2008 (anmeldelse af dvd-udgaven). Andrej Tarkowskij: Die vesiegelte Zeit, 1984, ny udgave 2000.  

Helena Trestikova: René

Am I just an object of study for you, René asks Helena, the director of the film, in one of their numerous conversations during the 20 years, she has followed the child/the youngster/theman René, who spends most of his life time behind bars sentenced for robberies. Nobody is never only an object, she responds, and indeed the film gives you the impression that she helps him strongly financially and supports him in the organising of his career as a writer, who gets his books published. He has a lot to thank Helena for, and he does so in the film.

However, the film loses its truthfulness as the director does not reflect on her own role towards René. He is quite open about himself, but we dont hear how she must have been trying to get him out of the disastrous life he leads – or about her general relationship to him. She has opinions about this, I am sure, I was maybe in love with you, René says at a certain moment… She must have felt this, but it is not in the narrative. Or how did she feel when he robbed her flat! In other words she stays at a distance as an anonymous voice behind the camera. A wrong choice I think. No doubts, no feelings about this constant filming a man in trouble, she insists on studying him, as he said. And she receives a lot of ”Dear Helena…” letters.

She does that with a lot of empathy, absolutely, it is – as the Germans would have said – ”eine Dokumentation” of a life of a human being, who had a bad childhood and never made it to be ”a useful member of society” as he phrases it himself, ”sinking lower and lower”. But we did not get the whole story.

Czech Republic, 2008, 83 mins.

EFA Documentary Award as Best European Documentary. First Prize at DOKLeipzig.

EFA – Sergey Dvortsevoy, Documentary

Sergey Dvortsevoy thinks it is important to reflect on WHY you make documentaries, well film in general. He started late as a filmmaker, he made ”Paradise”, ”Bread Day”, ”Highway”, ”In the Dark” and now ”Tulpan”, the latter a film with actors, nominated for a Discovery Prize af the EFA last night in Copenhagen… as if this brilliant filmmaker had not been discovered before due to his excellent documentaries. There are too many superficial films, he says, you have to go deep, you must have something important to say.The camera can´t think, all starts up here, he says and points at his forehead.

I met him at the Radisson lobby, a happy man, fluent in English contrary to 10 years ago when he came to Copenhagen with ”Paradise” – but expressing the same spontaneous, almost childish joy out of the fact that his new film from Kazahkstan, that took him four years to make, is going very well on festivals, winning prizes to support the director and his family. And with the coming cinema release in several countries.

I went away from documentaries, he said, because of moral problems. I thought I could not any longer make art out of tragedies… I interrupted him, but ”Paradise” is not a tragedy… For you and me, maybe not, but the main character of this small film got a lot of problems from the authorities after the film. How can you allow someone to film a woman washing her hair without shampoo, why do you only show the bad sides of our country and so on so forth. You make us look stupid, they said… The new film with actors and a script that the director followed 20% (!) is also having problems, but they are actors and the audience knows that. Food for thought. His ”Tulpan” is not yet available on dvd.

Photo: The unique scene in “Paradise”, the child that eats.

EFA and Copenhagen and Documentary

Below – in Danish – a critical text about yesterday’s broadcast produced by DR, our public broadcaster in Denmark. Today I met some of the participants at the party for European films, organised by European Film Academy, EFA. They had a good time last night and thought well of the Danish presenter, Mikael Bertelsen. Wish we had a man like that in our country, a Swiss film director said.

All right, but it does not make the Danish broadcast better… If the French/German works, you can check for yourself, those of you who can watch Arte tomorrow, monday night. ZDF/Arte’s fine Hans-Robert Eisenhauer told me that a 90 mins. version commented by himself will go on Arte and on the question if the documentary prize clip would go out (DR transmitted the whole 2 hours), he said NO.

Nevertheless there is big reason to blame EFA for giving documentary very low priority. The nominations for the documentary prize are made a long time before the ceremony, the winner, this year René by Czech Helena Trestikova, is appointed before the ceremony, unlike the other prizes, apparently because the EFA does not want to fly in the documentary nominees. For financial reasons? This prizegiving is something that needs to be done quickly so we can get to the real thing: the feature films. Many will say, the same old story, documentaries are not valued, and right they are. Nevertheless something needs to be changed, film director Arunas Matelis said to me. Next year in Vilnius, when the city is Cultural Capital of Europe, we want to bring nominees and documentary ceremony into the spotlight. I have talked to EFA about this. Wish him all the best luck!

http://www.europeanfilmacademy.org/

Europæisk Film-Prisuddeling på DR/TV

Jeg vidste jo godt, at det ville være umuligt for DR/TV at hylde europæisk film på en værdig måde. Jeg vidste, at Mikael Bertelsen ville være mindre plat end de sædvanlige presenters, og han havde også flere fine indslag, som mindede os om det talent, han udfoldede i ”Den 11.time”. Han kan improvisere og løfte absurditeten ud af et sådant arrangement, hvor kameraer rettes mod mennesker ved borde med rødvin i glasset og rouge på kinderne. Men han overspillede også sin rolle, der var mange pinlige øjeblikke, hvor tæer blev krummet. Tekniske fejl, indstuderede gimmicks, der var gættet længe før de fandt sted.  Og – for at være en smule sprogroyal – dumsmarte bemærkninger.

Da filmkommentaren.dk i høj grad sætter fokus på dokumentarfilm og auteurfilm, var det pinligt interessant at lytte til de to sidekommentatorer, Adrian Hughes og Per Juul Carlsen. Specielt den sidste, som sad der for at give seerne faglig besked, krukkede med ikke at vide noget om dokumentarfilmen, der skulle vinde. Jeg checkede på wikipedia, hvor jeg selv er nævnt, sagde Carlsen, men den var der ikke. Han henviste til ”Réne” af Helena Trestikova, som Carlsen kunne have set i biografen i ugen op til festen eller på cph:dox eller han kunne have fået en dvd til gennemsyn.

Dårlig forberedelse pakkes ind i at ”nu er vi da også helt ude i ekstremerne”, som Hughes sagde flere gange og afbrød, hvad der skete på scenen og nu er det hende der den tjekkiske skuespiller, der taler om kritikernes pris, som også normalt er sådan en mærkelig film. Carlsen mente i øvrigt også det var forkert, at man i Europa i denne sammenhæng satser så meget på ”auteur”film, når det er Hollywood, man skal slå…  Sådanne prisoverrækkelser er født til at give dårligt tv, jeg ved det, man kan gå til og fra, men trods alt forvente at folk ved, hvad de taler om.

Plakatbillede fra den italienske film “Gomorra” (omtalt her tidligere).

7BEST med Tue Steen Müller

Tue Steen Müller har her på siden gennem snart halvandet år skrevet om alle de film, han har set – mest på sine mange rejser til seminarer, pitchings, undervisningen på sin italienske filmskole, festivals og en del mere. Og det er blevet til mange omtaler og anmeldelser, de fleste skrevet i tog, fly, cafeer og på hotelværelser. I øjeblikkets begejstrede eller kritiske fart. Og han har kastet de spidse penne efter dem. Nu har han valgt de syv bedste blandt de mange han har set i 2008 og for FOF i Randers tilrettelagt denne lille kræsne festival over en weekend i det tidlige forår. Han vil kort introducere filmene og efter visningen holder han en masterclass for biografpublikum og især for venner af dokumentarfilm, den store, kreative slags.

Tue Steen Müller har her på siden gennem snart halvandet år skrevet om alle de film, han har set – mest på sine mange rejser til seminarer, pitchings, undervisningen på sin italienske filmskole, festivals og en del mere. Og det er blevet til mange omtaler og anmeldelser, de fleste skrevet i tog, fly, cafeer og på hotelværelser. I øjeblikkets begejstrede eller kritiske fart. Og han har kastet de spidse penne efter dem. Nu har han valgt de syv bedste blandt de mange han har set i 2008 og for FOF i Randers tilrettelagt denne lille kræsne festival over en weekend i det tidlige forår. Han vil kort introducere filmene og efter visningen holder han en masterclass for biografpublikum og især for venner af dokumentarfilm, den store, kreative slags.

FILMENE

Citizen Havel. Af Pavel Koutecky og Mira Janek

I 12 år fulgte Koutecky bag kulisserne dissidenten og præsidenten, den karismatisk beskedne og folkekære forfatter, som aldrig blev en almindelig politiker. Det er både gribende og morsomt at være i selskab med dette fine menneske.

http://www.radio.cz/en/article/95815

The Bell. Af Audrius Stonys

En lovprisning af legenderne og den irrationelle fornuft – for eksisterer den, klokken, på bunden af havet, kan den findes, hvem har set den eller hørt om dens forsvinden, spørges der om i denne veloplagte poetiske research-film.

http://arsenals.lv/en/a/2295

Deconstruction of an Artist. Af Peteris Krilovs

Gustavs Klucis var en fremtrædende visionær russisk avantgarde kunstner, hvis værker (malerier, fotomontager) er en inspirationskilde for mange den dag i dag. I dette imponerende værk om kunstneren fortolkes hans kunst sideløbende med fortællingen om Stalins propagandist som blev skudt uvist af hvilken grund…

http://www.latfilma.lv/dd/523/index.html

Life in Loops. Af Timo Novotny

En åndeløs, usentimental storbyfilm. En larmende flot musikfilm (Sofa Surfers er bandet) med mennesker i Mexico City, New York, Mumbai, Tokyo mm.

http://www.lifeinloops.com/

Another Planet. Af Ferenc Moldovanyi

En hjerteskærende historie om fattige og udsatte børn fra fire kontinenter fortalt i et frapperende flot direkte og intimt filmsprog. Instruktøren arbejdede fem år på at lave denne usentimentale appel om at ændre dette helvede på jord.

http://www.another-planet.eu/moldovanyi-uk.html

Blind Loves. Af Juraj Lehotsky

I fire kapitler kærtegner kameraet blinde mennesker i en smuk samling kærlighedshistorier, der er sat i scene med stor respekt og præcis humor, og i samarbejde med de blinde medvirkende.

http://www.blindloves.com/

Black Sun. Af Gary Tarn

Maleren Hugues de Montalembert mistede synet i NY ved et grusomt overfald. Komponisten, radiomanden og kameramanden Gary Tarn satte sig for at fortælle og fortolke, hvad den blinde mand ser. En lang fascinerende rejse verden over i selskab med en blændende fortæller med herlig fransk accent.

http://www.britfilms.com/britishfilms/catalogue/browse/?id=D9CF998213ec523062tKp20CCAD5

Alle filmene har været omtalt på filmkommentaren.dk (search fra forsiden på titlerne)

Alle filmene er med engelske undertekster eller på engelsk

Alle filmene er spillefilm-lange

TID OG STED

Festivalen foregår i Randers på FOF, J.V. Martins Plads 1, 8900 Randers C

Fredag, 13. marts – søndag, 15. marts

OPLYSNINGER OG FORKØB

FOF-Randers: +45 87124040  til@fof-randers.dk  http://www.fof-randers.dk/  

Her besvares alle spørgsmål om rejsemuligheder, beliggenhed I byen, overnatning mv. og der kan købes kort til hele festivalen eller billetter til de enkelte forestillinger med introduktion og masterclass, i alt ca. 2 ½ time.

Pris: Kort til alle film mv. 350 kr., billet til enkeltforestilling 65 kr.

PROGRAM

Fredag,  13. marts 19:00: Citizen Havel. Af Pavel Koutecky og Mira Janek

Lørdag,  14. marts 11:00: The Bell. Af Audrius Stonys

Lørdag,  14. marts 15:00: Deconstruction of an Artist. Af Peteris Krilovs

Lørdag,  14. marts 19:00: Life in Loops. Af Timo Novotny

Søndag, 15. marts 11:00: Another Planet. Af Ferenc Moldovanyi

Søndag, 15. marts 15:00: Blind Loves. Af Juraj Lehotsky

Søndag, 15. marts 19:00: Black Sun. Af Gary Tarn

Eva Weber: The Solitary Life of Cranes

Sometimes it is easy to express your opinion. Like in this case where I found a text from the film critic at The Guardian, Nick Bradshaw (November 28), that precisely and in much better English than I can perform – praises a beautiful film by Eva Weber, a big talent in British documentary. He saw it at Sheffield Doc/Fest, I saw it on a computer from the dvd that Eva gave me:

”A film that got it all beautifully right was Eva Weber’s 27-minute The Solitary Life of Cranes, which I’d missed at BritDoc, where it won the Best Short Film award. As previously noted, all successful documentaries (Man on Wire, Touching the Void, Fahrenheit 9/11) take us up death-defying heights (the World Trade towers, Siula Grande, the lies of the Bush regime).

Weber’s film is structured as 24 hours in the cabins of construction cranes overseeing London: it’s a city symphony with a bird’s eye view and poet’s soul. Against a delicate soundtrack of machine noises and almost hyper-realistic observed sounds, twenty or so crane drivers discuss what they see and feel from their eerie vantage points: the ebb and flow of the crowds on the streets, the itineraries of office workers and flat dwellers through their windows, the inspiration to ruminate afforded by these silent watch posts. Very simply, the film did what art should do: it opened your eyes.”

http://www.guardian.co.uk/film/filmblog/2008/nov/28/sheffield-doc-fest

http://www.cityofcranes.com/

Jørgen Leth: Portrætfilmene 2

Hvad er det, som holder disse skildringer sammen under den overskrift (portrætfilm), dette mærkelige ord, som bruges (efter min mening misbruges) af filmfolk i dette land. Ustandseligt. Handler de alle om personligheder? Om personlige kvaliteter? Om store præstationer? Tilsyneladende er det om dans, om digtning, om sport. Så det er noget med at træne, at yde det ypperste, at måle sig med de andre.. Stikord: tilblivelse af kunst i tanke og tekst, det perfekte menneske i kød og blod, danseren, digteren, bokseren og i mange scener instruktøren. Eller er det så meget andet også? Især noget helt andet, som ligger så forskelligt i hver enkelt unik film? For eksempel:

Klaus Rifbjerg (han sidder så selvfølgeligt og ubesværet ved sit lille skrivebord foran vinduet, helt anderledes end forfatteren i fortællingens ramme i Notater om kærligheden, dette andet jeg, som er så besværet, fortvivlet, manieret)

Peter Martins – en danser (den perfekte krop, den enestående præstation, den kødelige erotik, trænet op til brug for instruktørens tankes iscenesættelse)

Hvad er det, som holder disse skildringer sammen under den overskrift (portrætfilm), dette mærkelige ord, som bruges (efter min mening misbruges) af filmfolk i dette land. Ustandseligt. Handler de alle om personligheder? Om personlige kvaliteter? Om store præstationer? Tilsyneladende er det om dans, om digtning, om sport. Så det er noget med at træne, at yde det ypperste, at måle sig med de andre.. Stikord: tilblivelse af kunst i tanke og tekst, det perfekte menneske i kød og blod, danseren, digteren, bokseren og i mange scener instruktøren. Eller er det så meget andet også? Især noget helt andet, som ligger så forskelligt i hver enkelt unik film? For eksempel:

Klaus Rifbjerg (han sidder så selvfølgeligt og ubesværet ved sit lille skrivebord foran vinduet, helt anderledes end forfatteren i fortællingens ramme i Notater om kærligheden, dette andet jeg, som er så besværet, fortvivlet, manieret)

Peter Martins – en danser (den perfekte krop, den enestående præstation, den kødelige erotik, trænet op til brug for instruktørens tankes iscenesættelse)

At danse Bournonville (den unge hengivne kvinde, den gamle forførende mand, denne sublimering af denne komplicerede følelse i ren skønhed)

Step on Silence (dette tema med (frapperende) variationer)

Dansk litteratur (og dette tema overalt i billedgørelsen af mine læsebøger fra Svanebogen til Falkenstjerne. Jeg er ikke mere udenfor, men lukket ind i værkerne, i værket, i det beslutsomme valg: Mørk låner Kingo stemme, Laugesen lægger sin til Laugesen, som Traberg lagde krop til Traberg (i Traberg). Fra dengang til nu: rygsøjlen i det sprog, som også er mit)

Jeg er levende (.. det sprog, som så myndigt i den første scene, i dette digt, i disse filmiske omgivelser af selvfølgelig kompetence (Holmberg, Skousen, Torp, Leth) dette gamle hold, som som Annette Nørregaard kan læne sin idé med Søren Ulrik Thomsen mod, trygt. Og så forunderligt forvandles for eksempel siger og skriver to barndomserindringer til hele den fattige, men værdige landmandskultur fra Aakjær til Smærup Sørensen og så præcist rammer hver eneste scene, at de 40 minutter vider sig ud til hele litteraturen og billedkunsten om at være levende og opmærksom..)

(.. er det også det, som som de sidste to portrætter vil? Kan?) Kalule og Michael Laudrup. (Når det kommer til stykket…) 

Foto: Leth instruerer en scene, hvor Stanley Williams instruerer Peter Martins.  

The Jørgen Leth Collection, Portrætfilmene, Klaus Rifbjerg (1974), Peter Martins – en danser (1978), At danse Bournonville (1979), Kalule (1979), Step on Silence (1981), Dansk litteratur (1989), Michael Laudrup – en fodboldspiller (1993), Jeg er levende – Søren Ulrik Thomsen, digter (1999) + bonus, Leth om Laudrup (2007). Det Danske Filminstitut 2008 http://www.dfi.dk/boghandel/videoshop.htm