Jørgen Leth: Udenrigskorrespondenten

Jeg mener ikke, jeg har set filmen siden den var ny. 25 år er gået. Og man spørger naturligvis: holder den? Og jeg svarer lige med det samme efter at have set DVD-versionen: Om den holder! Omsider en ligetil og tydelig film. En klog og smuk kærlighedsfilm. En gennemført Leth-film, så genkendelig. Måske falder den lidt sammen til sidst, det må undersøges nærmere, men til da: Ja, hvor den holder.

Gensynet er fantastisk, filmen er meget bedre, end jeg husker den. Igen er der det med den anden uskyld, at glemme alt det, jeg ved om filmen på forhånd, om Haiti og om Leth og hans bøger og andre film, og opleve filmen igen i en tømt tilstand af både forståelse og oplevelse, som er værkets mening og hensigt, som Poul Borum sagde.

Der er i den situation meget at glemme, for der har været meget siden. Hans “Haiti, uden titel” først og fremmest og “Traberg” jo, og Asger Leths “The Ghosts of Cité Soleil”. Den politiske udvikling i landet, kup og krige. Alle artklerne og bøgerne. Det ville ikke være Jørgen Leths skyld, hvis jeg ikke genkendte stederne og personerne og begivenhederne. Med alt det stof glemt, men husket et andet sted i systemet, er det, at alt i den 25 år gamle film er tydeligt og ligetil. “Det lignede en erindring, dette sted,” som Traberg siger et sted i den film, hvor alt også er så velkendt. 

Jørgen Leth: Udenrigskorrespondenten /Interference, Danmark 1983 i DVD-udgaven The Jørgen Leth Collection 19-21, 2008. Boks 4 indeholder Traberg, 1992, Sanct Hansaften-Spil,1979 og Udenrigskorrespondenten.

http://www.filmupdate.dk/?p=1345 

Jørgen Leth: Interference

The Danish director Christoffer Boe writes in the box booklet:

” For one scene alone Interference is a must see. The scene: an extended medium close shot of Hanne Uldal, as The Woman, lying naked on the metal floor of a balcony. And no, it´s not because we´re looking at the best breasts in Danish cinema, but because her declaration of love is the purest image we have of a certain kind of male psyche. Sure, it´s The Woman speaking, but she is expressing The Man´s innermost desire.

His endless desire to combine woman´s total devotion and care with his own self-control and work achivement.

-Use me for anything. I want you to. I will massage your temples with a lemon.

-While I´m writing?

-Yes, while you´re writing.

Writing while a woman loves you – what more could you ask for!”

Jørgen Leth: Interference, Denmark 1983 in the DVD-edition The Jørgen Leth Collection 19-21, 2008. The box no. 4 contains Traberg, 1992, Interference and and A Midsummer Night´s Play, 1979.

All films in the Jørgen Leth Collection have English subtitles.

http://www.filmupdate.dk/?p=1345 

Mikkel Munch-Fals: DR2 Premiere

Jeg kan selvfølgelig ikke lide stilen, men det er da ligemeget. Imidlertid ser jeg, at det ikke er godt nok. Jeg er faktisk ikke tilfreds fagligt. Mikkel Munch-Fals er ikke anmelder, men kunstner, siger han. Og han vil med sit filmprogram skabe en tv-oplevelse. Altså tv-kunst – så spændende. Med en dybde, som var det Tom Wolfe. Det er en programerklæring, jeg rigtig godt kan lide.

Nu sad jeg så til premiere på Premiere i aftes. Frustreret altså. Jeg var heller ikke underholdt, hvad der, forstår jeg, også var meningen. Men pyt, det er jo noget med mig. Nok fordi jeg ikke hører til gruppen mellem dem med lav talje i bukserne og dem med inkontinens. Selv om Munch-Fals talte om sig selv og sin tilstrækkelige modenhed til at kunne kritisere omverdenen og filmene, fik han også bestemt hvem, han vil tale til med sit tv-værk: 35 plus / minus. Jeg har nu tænkt mig at lukke op og høre efter alligevel.

Også fordi jeg sådan har glædet mig. Det er jo vigtigt, næsten ryggen mod muren, forstår jeg, med det filmprogram. Jeg havde læst Jacob Ludvigsens beretning (jeg tør ikke skrive hvor, for så er jeg stemplet..) om filmprogrammets tilblivelse. Det langtrukkent nervepirrende valg af værten og chefernes analyser og ideer og om Mikkel Munch-Fals, som ved en masse og bare er til det hele. Når det altså handler om film. I snæver forstand, selv om han ser både kunst og pop? Sluger det råt, står der?

OK – jeg blev ikke underholdt, jeg blev ikke stimuleret ret meget filmfagligt og jeg nød ikke måden heller. Men jeg er imponeret over Mikkel Munch-Fals modige præstation. Og jeg mærker trods det meget indpakning hans store paratviden, tror faktisk, den bliver fulgt op efterhånden af en tilsvarende analytisk følsomhed og vurderingsevne. Så jeg glæder mig fortsat til at lære og til at indse en masse fra hans filmverden, som er mig så fremmed. Vil altså følge Munch-Fals og hans DR2 Premiere. Jeg vil være ligeglad med den fjollede pseudo-von Trier-attitude og forsøge at finde frem til og holde fast ved, hvad der bliver sagt af klogt om filmene og deres omverden.

Mikkel Munch-Fals: DR2 Premiere, Danmark 2008. Første program på DR2 15. september.

http://www.dr.dk/DR2/premiere/

Jørgen Leth: Traberg 3

Så kom den! Og jeg satte mig og genså efter de mange år Traberg, som hele tiden smutter væk fra fortælleren og derved forbliver uforståelig og alligevel i alle scener og referencer så genkendelig. Så let at forstå alligevel, en sand helt. Jeg så filmen i den tilstand, Poul  Borum kaldte den anden uskyld, hvor jeg havde glemt det hele, alt jeg vidste om den film og så den igen. I den uskyld, som er både forståelse og oplevelse. Som har ophobet viden som glemt forudsætning.

Og hvor er filmen smuk! Dan Holmbergs institution af filmfotografi i det bredest tænkelige spektrum fra still-leben over den pludselige aktion i rummet til reportage i borgerkrigens tumultariske midte. Fastholdt i Camilla Skousens modige forbliven ved scene efter scene i en lang, ubønhørlig fortælling om at tage sig tid, som Traberg, når han skriver brev og omhyggeligt folder det sammen og lægger det i kuverten, klistrer den til. At sætte frimærket på bliver en handling for sig. Vigtigt for filmens plot. Jo, der er skam et plot i den film. Af sted, tid og sansning. Af politik, grusomhed og angst. Digteren i Inferno.

“… traberg strolls / through hell´s forecourt / traberg has plans / traberg has no plans / he meets people, / then has to move on / a man on the move, / an important man / no tracks, trailing slime / no wives, no kids, no home…” (Fra Pernille Fischer Christensens store tekst i boxens booklet)

Jørgen Leth: Traberg, Danmark 1992 i DVD udgivelsen The Jørgen Leth Collection 19-21, denne 4. box i udgivelsen indeholder Traberg, Udenrigskorrespondenten, 1983 og Sanct Hansaften-Spil, 1979 og et stort bonusmateriale.

http://www.filmupdate.dk/?p=1345 

Riga Diary…tv and Artistic Docs 2

I (Tue) wrote from Riga about the theme in the headline after a pitch at the Baltic Sea Forum. I made Iikka Vehkalahti comment on it and now there is a contribution from Marje Jurtshenko at Estonian Television, who was present and argued against the use of the expression “too artistic”:

I see that I have raised a hot topic! I really got pissed of talking about “too artistic for tv” – especially when I didn’t see anything that artistic in the trailer. Anyway, here is a short comment to Iikka:

I agree with many things what Iikka says about television and the way filmmakers sometimes try to hide weak stories behind the shaping but I also think that film is the combination of good story AND the visual, so if the content asks for the creative visual thinking I think we should encourage that. Tv has changed, of course, now it is mainly a fast food place but to be honest I know that there are also lot of people out there, who would like to have some gourmet dishes once in awhile. Even if those are more difficult to digest, even if it takes more money and time to prepare it.

I think that lot of the commissioning editors (not only) underestimate their audience as well. Of course if your slot has to make rating then you have to go for fast food but if people have chance to show creative docs, I think they should make effort also to support this kind of filmmaking (or thinking in general). Because if those people say that films are too creative and nobody will need those, of course soon this kind of filmmaking will disappear. And then I will better turn on the radio. Marje Jurtshenko.

Geoffrey Smith: The English Surgeon

Three persons are presented in a parallel montage. An Englishman in his garden preparing for his trip to Ukraine. Henry Marsh is the surgeon, as is the man he is to visit in Kiev, Igor Kurilets, and the patient to be operated for a brain tumour, Marian Dolishny. Between these three the drama lies. Will the two doctors succeed to do a succesful operation on the man from the provincial town, where the people help him by collecting money for his operation? But this is just the dramatic engine of this unique, touching film about an outstanding, humble and humourous English doctor, who wants to help other people. As simple as that. A film that is rich in layers and beautiful in its humanistic approach and message. And sometimes tough to watch, Marian being awake during the whole operation!

The film is also about a friendship between two men from different cultural and materialistic backgrounds. A friendship that started around the end of the USSR and the start for Ukraine to enter market economy. Igor has a private clinic, dreams about getting a hospital, and Henry transports equipment to him and works for free. When Henry arrives to Kiev, he goes directly to the clinic where people queue up to have his opinion on their brain tumours – to be operated or a lost case? It is very often the latter, and the two doctors discuss the ethical question. Should the truth be told, should all hope be taken away?

At the end of this classically built documentary that includes carefully placed music by Nick Cave & Warren Ellis, the two doctors take a trip to visit the family of a girl, who was taken by Henry to England to get an operation done that failed. What can I say but thank the director for keeping the film in a non-sensational balance full of respect for his characters and the theme of life and death.

There is a great website for the film with references to clips. And how to buy it.

http://www.theenglishsurgeon.com/

Anders Østergaard om sandfærdighed

På dokumentar-branchetræffet i Ebeltoft for et par uger siden præsenterede Anders Østergaard sin ufærdige film om videoaktivisme i det turbulente Burma. Lars Movin var udsendt reporter fra FILM, som nu udkommer elektronisk. Movins artikler kan findes på FILMupdate, se nedenfor. Her et et klip, hvor Østergaard udtaler sig tankevækkende i den stående diskussion om rekonstruktion i dokumentarfilm:

“Sandfærdighed er vigtig. Det vil sige, at vi skal give en sandfærdig gengivelse. Hvis vi opsummerer et begivenhedsforløb og bytter rundt på nogle billeder, så skal det være sandfærdigt i forhold til, hvad for nogle energier, der flyttede sig hvordan. Derfor står og falder oplevelsen af en dokumentarfilm med, om man vælger at stole på instruktørens sanddruhed, altså hans ærlighed over for stoffet, som han oplever det… “Hvis jeg skal sige noget kort om, hvad mine overvejelser er omkring, hvad jeg må rekonstruere, og hvad jeg ikke må, så er det helt simpelt dét, at jeg må ikke lave scoops.

Jeg må ikke lave noget, der overstråler det autentiske materiale. Jeg må ikke lave noget, der ville have gået verden rundt, hvis det havde været autentisk. Men jeg må godt filme de indre linjer, de små historier, som for så vidt ikke er scoops, men er vigtige brikker for at få min fortælling til at fungere. Man kan helt kort sige, at jeg rekonstruerer de indre linjer, mens de ydre linjer er autentiske. Dét er nogenlunde skellet.”

Burma VJ bliver produceret af Magic Hour Films og forventes at få premiere i efteråret 2008.

http://www.filmupdate.dk/?p=1450

Albert Maysles Interview

Take 5 minutes break and go to the website of British newspaper Guardian and watch an interview with good old observational documentary hero Albert Maysles, this mild man who is a true believer of the classical approach to reality. This is what it is called:

“The eye of the cameraman should be the eye of the poet”: an interview with Albert Maysles. Daniel Tapper talks love and propaganda with documentary maker Albert Maysles

http://www.guardian.co.uk/film/video/2008/aug/06/albert.maysles

Riga Diary… tv and Artistic Docs

Iikka Vehkalahti, YLE Finland had this comment to Riga Diary 5:

“Dear Tue. I have to admit, that we (YLE TV 2 Documentaries) have a slogan: ” don´t look at tv, look at TV 2 Documentaries”. It´s implement is actually the fact, that the nature of the television has changed. In the minds and in the decisionmaking. Because of several reasons of course. Starting from the competition of viewers, the slot programming, the new entertainment programmes, the nature of societies and cultural atmosphere etc.. etc.. etc..

The fact is that for a demanding, complex, creative, different documentary film there is not very much of space in television. And commisioning editors, they know that. But another thing is of course if they have given up, if they don´t fight for the best films with all possible tools starting from festival awards and ending at the marketing tools from YouTube to blogs and like art museums, the circle of friends.

Ok, we can say, that  in mainstream television art fight is doomed, that only special channels like.. documentary channels… but.. at the same time I have to copy my own words that I planned to write into Steps by Steps book, but left out (because it can be misunderstood). Good to read also I think: TO BE IN BETWEEN

Too often directors consider themselves more fascinating, than the stories they tell. And that means they place themselves between the audience and the story – usually in the name of Art. And sure it’s great if the director really is an artist and is able to create new dimensions and interpretations of a story.

But if the director is just trying to make a weak story more interesting by decorating it – the only audience that’ll be satisfied are the lousy juries at little tinhorn film festivals.”