Ken Burns: The Civil War

Det var ikke meningen, at jeg skulle se Durasfilmen i aftes. Men den kom så lidt senere og stjal opmærksomheden. Jeg skulle bare have set – og det gjorde jeg så først –  aftenens afsnit af Burns store serie om borgerkrigen.

For ham, der hvor han er, kan der kun være tale om den bestemte krig, han skildrer, den mellem syd og nord midt i 1800-tallets Nordamerika. Men at Burns værk handler om borgerkrig i det hele taget og som sådan er der meget i filmserien, der tyder på. Som The War handlede om 2. verdenskrig, men nok lige så meget om krig som sådan.

Hver tidlig aften disse dage sender DR2 så den ældre serie igen. Det er rigtig fint. Også – altså ud over at repetere historien om den amerikanske borgerkrig – at iagttage, hvordan væsentlige holdninger, greb og indsigter er til stede allerede i The Civil War: Det overdådige arkivmateriele, “Burns-effekten”, de omhyggeligt udvalgte og instruerede vidner, den dæmpede tone, den kloge og meget velskrevne voice-over..

Jeg skrev om The War fra 2006, da DR2 sendte den for ikke så længe siden. Søg “Ken Burns” i søgeruden til venstre.

Ken Burns: The Civil War, 1990. Sendes hver dag denne uge 18:15. Seriens site: http://www.pbs.org/civilwar/

Duras i Trouville

Det var ikke en god film i aftes på DR1, men hvor vigtigt at se den. Dette mærkelige møde i 1980. Marguerite Duras og Yann Andréa, den berømte forfatterinde og den ukendte brevskriver. Filmens problem er på forhånd, at vi kender den historie så godt fra Duras bog. Og billederne så godt fra Helene Bambergers fotografier. Begivenheden er så omhyggeligt dokumenteret. Yann Andréas bog findes også (den har jeg ikke læst), men den skulle være forlæg fra filmen. Men store dele af dialogen er nu hentet fra Duras bog. Det hele har en tendens til at blande sig sammen, Marcel Proust og bedstemoderen var der også engang, men de boede ud til havet fortæller Duras i filmen. Det hele er baseret på en sand historie, som næsten alle filmene, vi skriver om her.

Fotografiet af Duras og Andréa her er således ikke fra filmen, det er fra Bambergers serie. Men det kunne godt være fra filmen, for Jeanne Moreau var Marguerite Duras. Det har hun været siden filmen bygget på Elskeren, med stemmen og teksten, som dengang var en voice-over, nu i aftes kropsliggjort så indlevet, at det på en måde er Moreau, som sidder der i bilen hos Andréa. Myten om sommeren ved havet dokumenteret i en spillefilm.

For det er Jeanne Moreaus medvirken, som gør filmen lidt interessant. Som er tro mod autenticiteten i Duras bog. Jeg mærker i hendes dialog den intensitet, som teksten rummer, men filmen aldeles savner i øvrigt. Bogen koncentrerer sig om skriften og det, den skriver frem, og om forelskelsen i rummet omkring dette arbejde. Filmen gør meget ud af alkoholismen uden det integreres i forståelsen af forelskelsen og skriften. (Men vi ved det jo fra Duras selv..) Så ærligt, filmen mishandler en smukt dokumenteret myte. Den er ikke den filmperle, som DR2 hævdede. 

Josée Dayan: Cet Amour – là, Frankrig, USA, 2003. Med Jeanne Moreau (Duras) og Aymeric Demarigny (Andréa). Set på DR2 i aftes.

Litt.: Yan Andréa: Cet Amour – là, 1999, ikke oversat. Marguerite Duras: Yann Andréa Steiner, 1992, da.:1993. Helene Bamberger: Marguerite Duras de Trouville, 2004, en samling fotografier: http://www.leseditionsdeminuit.eu/f/index.php?sp=liv&livre_id=1481  

Robert Flaherty

I am on the West coast of Ireland not far from the islands of Aran. Tomorrow I am going to talk with Mac Dara Ó Curraidhín about a brilliant proposal for a film on Flaherty. Here is a small quote from the proposal:

A Boatload of Wild Irishmen tells the story of Robert Flaherty, the father of the documentary and one of the cinema’s most influential figures. Over the dramatic footage he took of a currach caught in a monstrous sea (from Man of Aran, 1934), Flaherty’s importance will be explained. He was the first to see that film of the every day life of ‘real’ people could be moulded into dramatic, entertaining narratives: but, by the same token, he is also the father of manipulation and distortion as well as being a bridge whereby stereotypes of exotic peoples (including Aran Islanders of the 1930s) became part of cinema. 

And here are some citations from Flaherty, still very much food for thought:

“Sometimes you have to lie. One often has to distort a thing to catch its true spirit.”

And referring to the dramatic scene described above: “I should have been shot for what I asked these superb people to do for the film, for the enormous risks I exposed them to, and all for the sake of a keg of porter and five pounds apiece.” 

Alison Millar: At Home with the Clearys

I am in Ireland, in Galway, for the workshop DOCURegio, where a dozen of documentary projects from regions of Europe are to be discussed and adviced on further development. I take the opportunity to watch a film that I was given by the director. The festival version of an hour long sensational film about the late priest, Michael Cleary, who was loved by everyone but after his death publicly condemned for his secret: a child he had with his housekeeper. The film was on NI BBC a couple of weeks ago in an hour version – before it had been on RTE in a 90 minutes v. ”My” version should have been 72 mins. But the disc turned out to be damaged so I missed the last 15 minutes.

So instead of a review I give the floor to the director Alison Millar to present her very interesting and honest film, winner of 2008 Irish Film & Television Award for Best Single Documentary:

”I first met Michael Cleary at an Irish cabaret show… in 1991. I was a 22 year old documentary film student at the National Film and Television School in London, looking for a film subject. There he was on stage, all 6ft 4″ of him, swinging the microphone around in the air. His voice weak, croaky and way out of tune as he belted out songs…

Over the next year, I moved into Father Cleary’s house and started filming him. He gave me incredible access to both his public and his private life. He lived with his housekeeper, Phyllis and her son Ross. At no time did it occur to me that Ross was his son and Phyllis his lover.”

After the death of Cleary, Alison Millar sets out to use her material to show to Ross, the son and to the sister and so on. That is the present layer of the film with the 15 year old material as the past, a scoop that she has that.

http://www.terntv.com/programmedetails.php?pid=34&type=1

http://www.bbc.co.uk/northernireland/tv/programmes/holyshow/index.shtml

Julian Schnabel: Dykkerklokken og sommerfuglen

Jeg så alligevel aftenens film. Naboen inviterede mig. Havde haft en stor oplevelse aftenen før og så den en gang til. Ville vist både høre og ikke høre, hvad jeg mente. Som filmen selv, var vi på følsomt område. Begge. Denne sentimentalitetens grænse, som vores generation oplever rykkes og rykkes. Jeg vidste det jo godt, jeg kunne ikke rigtigt lide den. Men visse ting hægtede sig fast ved mig. Og ud af hovedet får jeg den ikke sådan lige. Naboen lånte mig DVD’en med: se den igen, se godt efter! Det vil jeg gøre, men skriver lige lidt først.

Det vigtigste for mig er det med sproget, ikke at det er så gribende vanskeligt og langsomt for skribenten i filmen, men dets mulighed trods alt i vore liv. Og så er der erindringen som aktiv ressource, når vi forlader nuets krav på opmærksomhed, brutalt tvunget af hjerneblødningen som den erindrende her eller blot ved at standse op. Og så er der kærlighedsmødet, i erindringen og i nuet. Se det er jo allerede meget!

Som næsten alle film, vi skriver om i filmkommentaren.dk, er Schnabels baseret på en sand historie. Redaktøren på “Elle”, Jean-Dominique Bauby blev totalt lammet efter en hjerneblødning, lå uger i coma og lærte sig derefter langsomt at tale og skrive ved et eller to blink med venstre øje, ja eller nej. Det skrev han så på denne forunderlige måde en bog om, og over den lavede Schnabel filmen.

Først er der i filmen (og altid når nogen indlægges hjælpeløs) problemet med nærmeste pårørende. Det er en formel konvention og en dyb emotionel realitet. Hvem dukker op ved hospitalssengen, da Bauby vågner af bevidstløsheden? Den, som bør, eller den, som skal? Hustruen dukker op, siger vi, børnenes mor siger han. Og i en nøglescene, da hun, den anden, ringer, omsider, er det hustruen, som tager telefonen og modvillig sætter medhør til og forlader stuen, idet hun lader døren stå. Det umuligste kærlighedsmøde udspiller sig, men hun, den anden, vinder kampen om positionen. Nærmeste, kæreste..

Nærmeste påørende er ikke altid hustruen, faderen, børnene. Alle omkring ham siger det er sådan, for sådan skal det være. Vi herude ved bare, at sådan er det ikke. En anden er nærmeste pårørende, men kan ikke komme igennem sin egen angst, familiens ring, konventionens forventning.

Sproget bryder imidlertid igennem. Og skriver erindringen og fortællingen til billederne, den intakte bevidsthed genfremkalder. Filmens drive er bogens tilblivelse, teksten skabt af denne vedholdende erindrende og tilstedeværende og af livet der og før og livet her og nu. Den tekst, vi alle rummer som tekster, vi møder, genkender og åbner os for.

Filmens store spørgsmål er: hvad sker der med den nyeste forrelskelseshistorie, som den skriver frem mellem den lammede Bauby, som alene blinker ja og nej, og Claude Mendibil, tålmodigheden og indlevelsen selv, som nedskriver diktatet og der ved sengekanten viser ham teksten som bog?

Julian Schnabel: Dykkerklokken og sommerfuglen, 2007. Dansk DVD udgivelse 29. april 2008, Scanbox. http://www.scanbox.com/ShowMovie.aspx?Bio=1&ItemID=9614 

Litt.: Jean-Dominique Bauby: Dykkerklokken og sommerfuglen, 1997. http://www.rosinante.dk/Rosinante%20Paperbacks/Bauby,%20Dykkerklokken%20og%20sommerfuglen.htm

Ulrik Wivel: Roskilde

Jeg har aldrig været på Roskilde festivalen. Jeg kan derfor ikke skrive ud fra genkendelsens glæde, som Politikens Dorte Hygum og Weekendavisens Bo Green Jensen. Og – hovedet på bloggen – jeg kender ikke de optrædende, bortset fra Peter Belli! Så jeg kan ikke hoppe så let ind i det filmiske rum, som jeg kunne med fodboldfilmen. Men jeg ved selvfølgelig om Roskilde og jeg har set forventningen i øjnene på bonussøn og nevøer før de drog afsted.

Og jeg bliver ikke grebet af atmosfæren på Roskilde… Jeg ser derfor på den filmiske side og lad mig starte med at udtrykke at filmen i sig selv er en kæmpepræstation. Stædigt at blive ved med at filme år efter år, og så sætte sig for at få det til at hænge sammen i én fortælling, det er der grund til at hæve flasken for, som der gøres ustandseligt i den omkring 100 minutter lange film. Her er der en ambition ud over det sædvanlige.

Problemet er bare, at nok er filmen godt lavet og nok er der et utal af fremragende situationer, som kameraet har fanget, og der er ofte manipuleret æstetisk flot med  billedet, og der er skøn musik, og tidligere festivalleder Leif Skov taler klogt,

Men der er altså også lange kedsommelige sekvenser, hvor filmen står stille. Hvor jeg føler en repetition og en rytme, som er alt for ens, forudsigelig og udynamisk – det bliver dog bedre mod slutningen, hvor der forsøges mere.

Er det klipningen, der er kikset, strukturen… er det fordi udspillet leder os på fejl vej? Vi bliver introduceret for en håndfuld mennsker på vej til at opleve festivalen, og for folk fra organisationen. Vi forventer derfor at følge dem på deres vej, men det sker blot engang imellem, og det bliver altid med distance. Den ornitologiske svenske dame, der tyller Gammel Dansk i sig kunne have været et nærmere bekendtskab værd, men det får vi ikke lov til på bekostning af det overblik, den alsidighed, filmen ønsker. Instruktøren og hans hold har ikke skåret til benet.

Tilbage står en flot – sikke luftbilleder der er taget – og det meste af tiden underholdende film, som lægger sin tro på at observationen er nok til at give et billede af et fantastisk fænomen,kendt over den ganske verden.

http://www.roskilde-festival.dk/2008/forside/roskildefilm/

Wim Wenders: Der Himmel über Berlin 3

Solveig Dommartin i barscenen (“Geschichten der Zukunft” hedder kapitlet i DVD udgaven) fortsætter sin lange replik til Bruno Ganz om at der ikke findes nogen større historie end den om os to, om kvinden og manden: “.. Nicht nur die ganze stadt, die ganze Welt… nimmt gerade teil an unserer Entscheidung. Wir zwei sind jetzt mehr als nur zwei. Wir verkörpern etwas. Wir sitzen auf dem Platz des Volkes, und der ganze Platz ist voll von Leuten, die dasselbe wünschen wie wir. Wir bestimmen das Spiel für alle! Ich bin bereit. Nun bist du dran. Du hast das Spiel in der Hand. Jetzt oder nie.

Du brauchst mich. (I fem sekunder ser vi Ganz i samme størrelse og beskæring som Dommartin, ser ham og ved, de ser hinanden i øjnene, så ser vi dem begge fra siden i halv total, deres ansigter er nu ganske nær hinanden) Du wirst mich. Du wirst mich brauchen. Es gibt keine grössere Geschichte als die von uns beiden, von Mann und Frau. Es wird eine Geschichte von Riesen sein, unsichtbaren, übertragbaren, eine Geschichte neuer Stammeltern. Schau, meine Augen! Sie sind das Bild der Notwendigkeit, der Zukunft aller auf dem Platz. Letzte Nacht träumte ich von einem Unbekannten, meinem Mann. Nur mit ihm konnte ich einsam sein, offen werden für ihn, ganz offen, ganz für ihn, ihn ganz als Ganzen in mich einlassen, ihn umschliessen mit dem Labyrinth der gemeinsamen Seligkeit. Ich weiss, du bist es. (Deres læber nærmes, de kysser)” 

Forelskelse, forbrydelse, krig. Filmkunstens store emner. Og Solveig Dommartins lange tale (og frieri) hen mod filmens slutning er også en poetik: “Es gibt keine grössere Geschichte als die von uns beiden..” Og så er talen en morale. Om at beslutte sig. 

Der findes kun dig og mig. Kvinden og manden. Her bruges detektiven Peter Falk, som plejer at opklare forbrydelser, her bruges soldaterne, som plejer at vinde krige.. på andre måder.. i den her film sættes de til at arbejde for det forbavsende banale, for genopdagelsen af freden i den uskyldige forelskelse og for at beslutte sig for dens alvor. (Som er det største ønske hos alle os på torvet, hvor vi sidder og venter.)

Sidste billede er en tekst: “Allen ehemaligen Engeln gewidmet, vor allem aber Yazujiro, Francois und Andrej”. Treklangens juxtaposition af de store navne er en poetik mere. 

Litt.: Wim Wenders und Peter Handke: Der Himmel über Berlin, ein Filmbuch, 1987. Suhrkamp Verlag, Frankfurt am Main.

Wim Wenders: Der Himmel über Berlin, 1987. 122 min. Manuskript (monolog og digt): Peter Handke, kamera: Henri Alekan, klip: Peter Przygodda, medvirkende: Bruno Ganz, Solveig Dommartin, Otto Sander, Curt Bois og Peter Falk. DVD, Arthaus 2005, 500941, Wim Wnders Edition. 

Journalistik eller Filmkunst – Forførerens Fald

En lille opfølgning på Piasecki og Munch-Petersens film, og på Dola Bonfils ønske om “at bruge” de fælles DFI/TV midler til at udfordre de alt for optrukne grænser mellem journalistikken og filmkunsten. I dette tilfælde med en film i serien “Follow the Money”.

Debatten i Information viser med al mulig tydelighed, at der stadig er nogle kolossale barrierer, der skal nedbrydes. Journalisterne Mads Brügger og Nikolaj Thomassen – ud over deres smiden med verbal lort efter Frank Piasecki, som så returnerer det tilbage i hovedet på dem, lad denne interne debat ligge – forstår simpelthen ikke præmissen for dokumentaren: Her er en mand, som er interessant, vi ved alle sammen at han kørte et blad ned og at han er blevet kaldt for psykopat spalte op og spalte ned, men lad os give ham ordet, lade ham præsentere sit eget liv for fuld skrue. Det er så det, de to FILMinstruktører gør, og så er det op til os seere at mene om det, hvad vi vil. De er drevet af fascination og nysgerrighed overfor et menneske, det er den, de vil give videre til os.

Akkurat den samme metode brugte Jon Bang Carlsen i “En rig mand”, men også dengang blev instruktøren (af journalister) beskyldt for at være mikrofonholder og lave reklame for en led kapitalist. Som de to instruktører her beskyldes for at være totalt ukritiske overfor deres hovedperson.

Hvad de ikke er, de filmiske virkemidler, kameravinklerne, lyset, lyden – alt skaber en stemning omkring og en holdning til en mand, som de har valgt at være fascinerede af uden at ville skilte med den såkaldte “tilstræbte objektivitet” og grundige research, journalistikkens adelsmærker. Og der er intet, der tyder på, at de to har lavet mindre research end en journalist ville have gjort. Det er formen, der støder på modstand, dramatiseringen, hvorfor der opstår ligegyldige diskussioner om hvorvidt en fotograf har taget Peter Lick i kraven eller ej…

Hurra for forsøget på at ville prøve noget nyt, jeg håber ikke, men frygter at de kritiske røster vil betyde at TV ikke tør mere, men vil vende tilbage til det kendte klassiske interview format, som er hamrende kedsommeligt og som ingen seere kan være tjent med, når nu det kan gøres meget sjovere og fantasifuldt. Journalisterne styrer tv, kunstnerne nåede aldrig at få overtaget.

L.Munch-Petersen/Frank Piasecki: Forførerens fald

På denne blog klagede undertegnede over DFI’s støttepolitik (se under Filmkunst eller Journalistik, eller søg dene titel under ”polemics”) og fik svar fra filmkonsulent Dola Bonfils, her er et citat:

 ”… Øvelsen i disse år er at finde et fælles grundlag for hvad vi og de (tv-redaktørerne) betragter som støtteværdigt. … det har med TV2 vist sig at være en sjov udfordring at tage den undersøgende journalistik i øjesyn med filmbranchens værdinormer i et udbud, vi har kaldt “Follow the Money”… Samarbejdet mellem DFI og TV2’s redaktør bygger her på en gensidig lyst til at lære af, inspirere og forny hinandens kerneydelser – den dokumentariske fortælling og det undersøgende journalistiske prime-time-format.”

Jeg fik set Laurits Munch-Petersen og Piaseckis film om Peter Linck, manden bag  ”Dagen”, som levede i 40 dage. En velkendt og ofte beskrevet historie.

Det er en ganske underholdende og veloplagt  historie om manden bag dagbladsinitiativet, de to instruktører får fortalt. Stiliseret til det yderste med fine rekonstruktioner og en placering af hovedpersonen og de folk, som udtaler sig om ham i en præcist tænkt og udformet scenografi. Med hovedpersonen selv i et studie, hvor han forklarer og forsvarer sig. Han spiller ganske enkelt sig selv som substralmillionæren Hans Smith gjorde i blogaktuelle Jon Bang Carlsens mesterlige ”En rig mand”. Det gøres dynamisk med en lydlig markering af ethvert klip (som i Jakob Thuesen og Tomas Gislasons film om Jørgen Leth for godt ti år siden) og med smukt gennemførte stoflige flashback, når Linck fortæller om sin barndom.

Spørgsmålet er så om der er så meget nyt i denne udgave af ”Follow the Money”. I forhold til almindelig interview-båret tv-dokumentar er svaret så ubetinget JA, det er jo til at holde ud at se på pga det uforudsigelige og pga denne fantast af en hovedperson. Tak for det. I forhold til den dokumentariske fortælling NEJ, tværtimod sidder man tilbage med fornemmelsen af at de to instruktører kunne have ønsket sig mere råderum, længere spilletid og lejlighed til at lege mere end de med dette prime time værk fik lejlighed til.

Peter Linck… ja, han fremtræder som en skingrende skør fantast, en klassisk figur, der satsede hele butikken, koste hvad det ville.

Danmark, 2008, TV2, 26.5.08, kl. 20, 50 minutter.

http://www.dfi.dk/aktuelt/Nyheder/forforensfald.htm

S.Neuenschwander-Gindrat:Schneeweisse Schwarznasen

You watch this film with a smile on your face. You do so because you like the characters and you like them because the director likes them and is able to convey her feelings to the audience. We meet them with warmth and sympathy.

The scene is the Swiss Alps, the village is Eggerberg and the characters are blacknose sheep breeders, whose culture, way of living and relation to the modern world of efficient profitmaking does not give them a chance to live from the sheep. It’s a hobby or an addiction as Reinhold Bittel, the most charismatic of them says, he who like the others have a job in town to earn money for the survival of the family. It’s idyllic but it’s also work, work, work, and several members of the younger generations have already declared that they have other hobbies. And no sheep smell for me.

The woman is responsible for inside, the man for outside… The film also focuses on family relations, the attitudes to what a good life could be. The wife of Reinhold, a wonderful woman, would have loved to travel but it never went that way and the week they went for Austria was hard for him, he was homesick from the very first moment!

The documentary – basically a one-woman’s work – is classical in the way that it takes us to a place and a culture that we (I) did not know existed, it shows some extraordinarily beautiful animals, it gives us, no it shows us how a working day and year develop, and we get to know some people, who like the rest of us are looking for a good and peaceful life. We learn and we experience, what else do you want?

Succesful in Swiss cinemas, travelled to many festivals. First name of director (not space enough in the headline): Sylviane.

Switzerland, 2006, 86 mins.

www.ghornuti.ch