Som jeg havde lovet mig selv, så jeg genudsendelsen her i formiddags. Og ja, jeg havde overset eller overhørt vigtige oplysninger. Strasbourg havde givet svar, oplyser advokaten, oven i købet det interessante svar, at sagen er foregået så tæt på en nations sikkerhed, at den suverænt kan handle, som den finder nødvendigt. Er man agent, er man i lovløst land. Men her ville jeg vel nok gerne have haft Bjørn Elmquists kommentar, udybende – det er altså ikke kun i fiktionen at Bond og Blaise er retsløse?

Til sidst får Grevild tilbudt at afsone sin straf i en pension, hvor datteren også kan bo. Det er knap nok afskrækkende og næsten ikke hævn, som han et sted hævder systemet vil. Denne lykkelige slutning fik jeg heller ikke med sidst. Beklager. Det er altså et drama om en enlig far og hans datter og deres liv med katte og madlavning. Et familiedrama som ender godt. Eller?? Resten er løse tråde.

Jeg er frustreret, især fordi jeg er blevet snydt, ikke alene af filmens titel, intet om agent og intet om sladder, men i hele konsensus-afsnittet før titelskiltet, som lover mig FILMEN om Grevilsagen, filmen om denne modige mand oppe imod systemet. Som en af datterens veninder spørger Grevil: “Er det rigtigt, du har arbejdet i militæret?” Grevil bekræfter, og hun føjer til: “Min mor synes, du er sej..” Grevil siger smilende tak.

Lige præcis sådan har jeg det! Denne mand er sej, og dette arbejde og dette særlige mod synes jeg da er sejt. Det ville jeg så gerne have set en film om – og jeg mener, at det havde man lovet mig.

Jacob Kjær Pedersen: Agenten der sladrede, DR1 i dag kl.10, genudsendelse. Litt.: Charlotte Aagaard: I nationens tjeneste – Frank Grevil, majoren, der fik nok, 2005. Leif Davidsen: Livet i de hemmelige korridorer, anmeldelse af Aagaards bog, Information 9. september 2005 http://www.information.dk/111938

Det er nok sådan, at med denne vældige tv-serie forholder det sig sådan, at rygtet er bedre end sin film. Jeg har de seneste dage set de fleste afsnit, og i aften sender DR2 det sdste kl. 18:05 tror jeg nok. Det skal selvfølgelig ses med. Og mine tanker om det berømte værk holder lige nu status. Jeg er jo forbeholden, for ikke at sige lidt skuffet.

Men det er vist især skuffede forventninger. Og de er egentlig selvforskyldte. Jeg glædede mig til et historisk essay som den seneste serie, men Burns lavede dengang – en nok banebrydende – historisk formidling. Jeg troede på baggrund af The War, at jeg skulle møde en auteurs arbejde, jeg har i stedet mødt en loyal historielærer.

Der er en rigtig forfatter med, ham kommer jeg til..

Men husk nu lige at se sidste afsnit i aften!!  

Det er godt, at dokumentaren med Frank Grevil genudsendes 9. juni 14:20 og igen 10. juni 10:00, for jeg mangler svar på en række spørgsmål. Jeg så filmen i aftes, men finder den, lige meget hvor meget jeg tænker efter, dybt utilfredsstillende. Men jeg kan jo have været meget uopmærksom, så jeg bliver nok nødt til at kigge igen. Til da melder følgende spørgsmål sig:

TITLEN. Hvorfor hedder den Agenten der sladrede, når den handler om en enlig far der ikke fortæller noget særligt om det?

HISTORIERNE. Hvad blev der af forholdet til advokaten, som jo er en spændende mand og har noget med titlen at gør? Hvad blev der af forholdet til hustruen, som måske som fraværende er den afgørende? Hvad blev der af forholdet til sønnen, som blev student, og hvad så? Og hvad dybere, meget dybere med forholdet til datteren, som dokumentaren vælger at være mest optaget af?

GREBENE. Hvem fortæller den her agenthistorie om at tale over sig? Udvikles der en kronologi, eller er tidsfølgen underordnet? Er det tanken, vi skal følge en række begivenheder? Datterens flugt fra skolehjemmet for eksempel? Det store billede af den lille skikkelse på landevejen sidder i min erindring som dokumentarens eneste filmiske greb. Men er det et vendepunkt i fortællingen eller hvad? Er arbejdet for benådning det, som skal drive handlingen frem? Jeg husker det nærmest som en henkastet oplysning. Hvad med menneskeretvinklen? Eller er det bare sådan, at Grevilsagen er brugt op, at der ikke er mere at tilføje?

Det fører over til HOLDNINGEN i dokumentaren. Er det et justitsmord? Eller er det en ok dom, som nu skal afsones? Hvad mener filmen? Og hvorfor? Jeg må bestemt se den igen.

Jacob Kjær Pedersen: Agenten der sladrede, DR1 i aftes. Genudsendes 9. juni 14:20 og 10. juni 10:00 Litt.: Charlotte Aagaard: I nationens tjeneste – Frank Grevil, majoren, der fik nok, 2005. Leif Davidsen: Livet i de hemmelige korridorer, anmeldelse af Aagaards bog, Information 9. september 2005 http://www.information.dk/111938

Det var ikke meningen, at jeg skulle se Durasfilmen i aftes. Men den kom så lidt senere og stjal opmærksomheden. Jeg skulle bare have set – og det gjorde jeg så først –  aftenens afsnit af Burns store serie om borgerkrigen.

For ham, der hvor han er, kan der kun være tale om den bestemte krig, han skildrer, den mellem syd og nord midt i 1800-tallets Nordamerika. Men at Burns værk handler om borgerkrig i det hele taget og som sådan er der meget i filmserien, der tyder på. Som The War handlede om 2. verdenskrig, men nok lige så meget om krig som sådan.

Hver tidlig aften disse dage sender DR2 så den ældre serie igen. Det er rigtig fint. Også – altså ud over at repetere historien om den amerikanske borgerkrig – at iagttage, hvordan væsentlige holdninger, greb og indsigter er til stede allerede i The Civil War: Det overdådige arkivmateriele, “Burns-effekten”, de omhyggeligt udvalgte og instruerede vidner, den dæmpede tone, den kloge og meget velskrevne voice-over..

Jeg skrev om The War fra 2006, da DR2 sendte den for ikke så længe siden. Søg “Ken Burns” i søgeruden til venstre.

Ken Burns: The Civil War, 1990. Sendes hver dag denne uge 18:15. Seriens site: http://www.pbs.org/civilwar/

Det var ikke en god film i aftes på DR1, men hvor vigtigt at se den. Dette mærkelige møde i 1980. Marguerite Duras og Yann Andréa, den berømte forfatterinde og den ukendte brevskriver. Filmens problem er på forhånd, at vi kender den historie så godt fra Duras bog. Og billederne så godt fra Helene Bambergers fotografier. Begivenheden er så omhyggeligt dokumenteret. Yann Andréas bog findes også (den har jeg ikke læst), men den skulle være forlæg fra filmen. Men store dele af dialogen er nu hentet fra Duras bog. Det hele har en tendens til at blande sig sammen, Marcel Proust og bedstemoderen var der også engang, men de boede ud til havet fortæller Duras i filmen. Det hele er baseret på en sand historie, som næsten alle filmene, vi skriver om her.

Fotografiet af Duras og Andréa her er således ikke fra filmen, det er fra Bambergers serie. Men det kunne godt være fra filmen, for Jeanne Moreau var Marguerite Duras. Det har hun været siden filmen bygget på Elskeren, med stemmen og teksten, som dengang var en voice-over, nu i aftes kropsliggjort så indlevet, at det på en måde er Moreau, som sidder der i bilen hos Andréa. Myten om sommeren ved havet dokumenteret i en spillefilm.

For det er Jeanne Moreaus medvirken, som gør filmen lidt interessant. Som er tro mod autenticiteten i Duras bog. Jeg mærker i hendes dialog den intensitet, som teksten rummer, men filmen aldeles savner i øvrigt. Bogen koncentrerer sig om skriften og det, den skriver frem, og om forelskelsen i rummet omkring dette arbejde. Filmen gør meget ud af alkoholismen uden det integreres i forståelsen af forelskelsen og skriften. (Men vi ved det jo fra Duras selv..) Så ærligt, filmen mishandler en smukt dokumenteret myte. Den er ikke den filmperle, som DR2 hævdede. 

Josée Dayan: Cet Amour – là, Frankrig, USA, 2003. Med Jeanne Moreau (Duras) og Aymeric Demarigny (Andréa). Set på DR2 i aftes.

Litt.: Yan Andréa: Cet Amour – là, 1999, ikke oversat. Marguerite Duras: Yann Andréa Steiner, 1992, da.:1993. Helene Bamberger: Marguerite Duras de Trouville, 2004, en samling fotografier: http://www.leseditionsdeminuit.eu/f/index.php?sp=liv&livre_id=1481