Wim Wenders: Der Himmel über Berlin 2

Så kom manuskriptet fra Statsbiblioteket (vild luksus..) og jeg kan læse, hvad Solveig Dommartin siger til Bruno Ganz i barscenen, som er filmens femtesidste:

“Es muss einmal enst werden. Ich war viel allein, aber ich habe nie allein gelebt. Wenn ich mit jemandem war, war ich oft froh, aber zugleich hielt ich alles für Zufall. Diese Leute waren meine Eltern, aber es hätten sich auch andere sein können. Warum war der mit den braunenAugen mein Bruder und nicht der mit den grünen Augen vom Bahnsteig gegenüber? Die Tochter des Taxifahrers war meine Freundin, aber ebensogut hätte ich doch den Arm um den Kopf eines Pferdes legen können.

Ich war mit einem Mann, war verliebt und hätte ebensogut ihn stehenlassen und mit dem Fremden, der uns auf der Strasse entgegenkam, weitergehen können. Schau mich an oder nicht. Gib mir die Hand oder nicht. Nein, gib mir nicht die Hand und schau weg von mir.” “(Sie trinkt einen Schluck, dann gibt sie ihm das Glas zurück. Er stellt es auf die Theke. er will näher zu ihr treten, aber si hält ihn mit einer abwehrenden Geste zurück.)”

Ich glaube, heute ist Neumond, keine ruhigere Nacht , kein Blut wird fliessen in der ganzen Stadt. Ich habe nie mit jemandem gespielt und trozdem habe ich nie die augen geöffnet und gedacht: Jetzt ist es ernst. Endlich wird es ernst. So bin ich älter geworden. war ich allein so unernst? Ist die Zeit so unernst?  

Einsam war ich nie, weder allein noch mit jemandem anderen. Aber ich wäre gern endlich einsam gewesen. Einsamkeit heisst ja: Ich bin endlich ganz. Jetz kann ich das sagen, denn ich bin heute endlich einsam. Mit dem Zufall muss es nun aufhören! Neumond der Entscheidung! Ich weiss nicht, ob es eine bestimmung gibt, aber es gibt eine Enyscheidung! Enrscheide dich! Wir sind jetzt die Zeit. Nicht nur die ganze Stadt, die ganze Welt…”

Litt.: Wim Wenders und Peter Handke: Der Himmel über Berlin, ein Filmbuch, 1987. Suhrkamp Verlag, Frankfurt am Main.

Wim Wenders: Der Himmel über Berlin, 1987. 122 min. Manuskript (monolog og digt): Peter Handke, kamera: Henri Alekan, klip: Peter Przygodda, medvirkende: Bruno Ganz, Solveig Dommartin, Otto Sander, Curt Bois og Peter Falk. DVD, Arthaus 2005, 500941, Wim Wnders Edition.     

Gensyn: Time Out

Jon Bang Carlsen castede selv Patricia Arquette i Los Angeles. Det fortæller han i sin bog Locations, valgte hende blandt en mængde helt unge skuespillere, alle dygtige og velforberedte. “Patricias rolle var svær, men jeg synes hun er strålende i filmen”, skriver han i 2002.

Og jeg må sige,han har ret. Filmen kan stadigvæk ses for hendes skyld. Fotografiet her er senere. I bogen bringer Bang Carlsen to meget smukke billeder fra filmen (side 81,især og side 81). De indeholder begge Gruszinskis og Bang Carlsens fælles fotografiske magi, som her i Time Out også alene gør filmen værd at se igen. 

Det gælder derimod ikke Allan Olsen i hovedrollen. Og vanskeligheden ved gensynet er i meget høj grad at se væk fra hans tilstedeværelse. Og det destruerer selvfølgelig historien. Bang Carlsen ved det godt: “Selv om jeg var medproducent bøjede jeg mig for pres fra en anden medproducent og castede ikke den hovedperson, som jeg selv troede på. Det var alene mit ansvar og både synd for skuespilleren og filmen at jeg ikke stod fast.” 

Så historien er gået i stykker, faldet ud, filmen kan ikke genses som drama, kun som fængslende billedværk (Gruszinski og Bang Carlsen), som en smuk og gådefuld karakterudvikling (Arquette) og som en vigtig brik i den samlede filmrække til nu. Og jeg synes det er meget – og altså i høj grad gensyn værd. En videre opgave er at undersøge filmens sammenhæng med Carmen og Babyface og med Ofelia kommer til byen. Jon Bang Carlsens kvindeskildringer vokser sig i disse gensyn til en vigtig historie helt for sig selv..

Jon Bang Carlsen: Time Out, 1988, 94 min. Kamera: Alexander Gruszinski, medvirkende: Allan Olsen og Patricia Arquette, producer: Gerd Roos, producent: Obel Film. Set på DVD, købt hos Filmkæden http://www.filmkaeden.dk/show.asp?id=2146705112 Litt.: Jon Bang Carlsen: Locations, 2002.

Gensyn: Carmen og Babyface

De har gemt en VHS kopi på mit bibliotek. Hvor godt, for gad vide, om de kunne finde på at købe en DVD? Og der er nok lang tid til, den kommer som en del af Jon Bang Carlsens DVDBOX. Båndet kørte imidlertid fint, jeg kunne godt se, at Dan Laustsens billeder er meget, meget smukke og meget Bang Carlsen tro. Og Grethe Møldrups sindrige, betydningsladede og meget enkle klip bar mig igennem den helt enfoldige og dybt rørende historie i et gensyn så forbavsende, som var årene slet ikke gået. Årene siden midt i 90’erne, da filmen var ny, årene siden først i 60’erne, som er fortællingens tid. Filmens liv, mit liv.. erindret fra i aftes. Hvor alt jeg så, var autentisk og friskt og originalt og fuldstændig logisk på plads i Jon Bang Carlsens samlede værk. Mere personlig og modigere måske, end nogen af hansøvrige film, tror jeg, nu efterhånden. Som jeg ruller denne lange gensynsserie ud..

Vi er i 1962. I kunstnerhjemmet, to keramikere på vej fra hinanden og deres to voksne børn. Vedbæk først, det så dejligt ombyggede udhus, hvor de endnu er sammen. Så landsbyhuset i Kønsløse, hvor moderen og børnene bygger det fraskilte liv op. Og i hvert fald to af dem forelsker sig.. en modere igen, sønnen for første gang. I hans første kys slutter fortællingen, men lever videre i dem og i os, som vi lærer i Blinde engle.

Det er i kernen den evige fortælling om kvindens drøm om mandens styrke. Mandens drøm om kvindens mod. Den blide mand og den voldsomme kvinde. Den modige mand og den stærke kvinde. 

Jon Bang Carlsen: Carmen og Babyface, 1995. Kamera: Dan Laustsen, klip: Grethe Møldrup, produktion: Peter Aalbæk Jensen for Zentropa, Nordisk Film og Carlsen & Co. Medvirkende: Rasmus Seebach, Sofie Gråbøl og Ulla Henningsen. Set på VHS fra Randers Bibliotek. Salg: DVDCITY http://dvdcity.dk/?50O48O49O483TO49O48313537O491

Jon Bang Carlsen: Purity Beats Everything

Miriam Lichterman lives in Cape Town with a view to beach and sea. Jon Bang Carlsen lives in a farmhouse with a fine view to a beautiful landscape in Denmark with family, cat and dogs. She is a holocaust survivor, a Polish Jew, who saw the horrors of Auschwitz from the closest distance, he is a filmmaker born after the war. He grew up in the 1950’es in silence when it came to family talk about holocaust.

She is a brilliant storyteller, and so is he. She – with the words of Jon Bang Carlsen –deals with the cruelties as an artist, the only way for her to overcome it, she talks with a sincerety that brings the past into present time. I have to look her into her eyes, the director says, I can not just stay behind the camera. She has told her story again and again, he has to find a way to bring to life one more holocaust survivor story, told by Lichterman and Pinchas Gutter.

”Nothing is ever gone” could also have been the title of this film that is an indirect, non-bombastic poetically told appeal to think about the past and the present. To give the spectator his point of view, Jon Bang Carlsen has chosen to contrast the story of the survivors with images from his farmhouse idyllic surroundings, interrupted by some archive from the horrors – and with a sound score that introduces among other speeches by Hitler, Rimsky-Korsakov ”Sheherazade”, weather sounds from the Danish farmhouse, a phone that brutally cuts the directors computer-viewing of his material, and last but not least his own voice with clever reflections on the theme of purity and cleansing.

It is a montage with many layers and with some of the usual magnificent images that you only find by this unique Danish filmmaker, who never stops to challenge himself. Image: A shirt on a clothesline blowing violently in the wind. Sound: the screaming insane voice of Hitler to be overtaken by ”Sheherazade”. Or the marching soldiers of Hitler on the sound track accompanied by pegs on the clothesline moved again by the wind. I could go on, check for yourself this FILMmaker, and meet him on his tour around Denmark (see http://www.cphdox.dk/d1/fa.lasso?n=830 )

or invite him to your festival or film meeting. Or buy his film for television. Danish readers have the chance to read about Carlsen’s previous films, written on this blog by colleague Allan Berg.

Denmark, 2007, 52 mins. Information & copies for the press: Daniella.ev@dox-on-wheels.dk +4533931734 / +4528366848

Mads Kamp Thulstrup/Carsten Søsted: Og det var…

Hvad er det, der får en 60 årig mand til at sidde og småtude af bevægelse, når han ser en film om fodbold, ovenikøbet en film, hvor alt, ja stort set alt hvad han ser, er noget, han har set før, mål der scores, som han ved, der scores, spændingsfyldte øjeblikke, som han har set før, stemmer fra tv-klip, hvor han ved, hvad der siges, hvor han genkender stemmerne. Altså no suspense i traditionel filmisk forstand, og alligevel gribes han fuldstændigt af den stemning, som strømmer ham i møde fra lærredet i det københavnske Dagmar Teatret.

Jeg skriver om filmen om det danske fodboldlandshold 1979-1992 og jeg behøver ikke referere, hvad den handler om, det er vist gået op for de fleste efter den megen omtale. Jeg skriver om filmen, der viser hvordan Allan Simonsen scorer på straffe på Wembley, og hvordan Ole Kjær har en superredning i sidste øjeblik i samme kamp. Jeg skriver om samme Allan, der bæres fra banen med et brækket ben, om hans kammerater der laver en sang til ham sendt på tv, og jeg skriver om Mexico hvor Uruguay bliver nedsablet med superfodbold, men hvor vi ryger hjem fordi venstre wing Jesper Olsen er hvor han – som Piontek udtrykker det i filmen – ikke skal være, på højre backs plads, hvor han spiller en spanier fri og så er det forbi. Osv. Osv. Det er gribende gensyn, der også får den 60 årige mand til at tænke på, hvor han var, da kampene blev spillet. Glæden ved erindringen.

Det er flot skruet sammen, det er ganske enkelt underholdende, om det er en film, ved jeg ikke rigtigt, eller om det er en virtuos sammenskruet række af arkivklip, jo det er netop begge dele, for der er jo dramaturgisk fornemmelse, der er herlig manipulation som der er blevet skrevet om, der er musik der passer – og så er der de to trænere som karakterer, vidt forskellige personligheder, de taler interessant i retrospekt, men fylder (heldigvis) ikke så meget.

Hovedpersonen, og den der bedst repræsenterer filmens drengerøvsapproach, er for mig Preben Elkjær, på banen, med hul i bukserne, med helt geniale ryk og mål og så hans stemme ved siden af Flemming Tofts under EM i Sverige. En mand fuld af anekdoter, der kan begejstre og få andre til at begejstres. Hans efternavn er Larsen, en ganske almindelig mand med et ganske ualmindeligt talent for at spille bold.

www.ogdetvardanmark.dk

Danmark, 90 mins.

Per Wennick: Prinsesse på vej

– Danskerne kan glæde sig rigtig meget til mødet med Marie Cavallier: En begavet, smuk, livsglad og varm kvinde – med humor, siger Per Wennick, og tilføjer: – Det har været en fornøjelse at arbejde med hende.

Sådan lød det i DR’s pressemateriale, … men det var ingen fornøjelse at se en lille times gabende kedelig tv-dokumentar med den unge kvinde og hendes Joachim, som hældte almindeligheder i hovedet på os, mens fotografen Lars Schou, bl.a. kendt for sit fremragende arbejde for Lars Engels, som DR fyrede for nogle år siden (“Ikke mere taber-tv”), lavede pæne “glossy” billeder fra her og der, hvor de unge nu befandt sig. 

De to dygtige tv-dokumentarister, som spildte deres talent på denne opgave, skal dog have ros for den virtuose måde de fik bragt en bifigur i fokus. Maries hund, en lille puddel, som – desværre udenfor kameraets rækkevidde – havde spist en hel skinke på størrelse med sig selv, blev klippet ind flere steder i programmet og kvikkede op ved sin spontane tilstedeværelse i billedet. Godt fanget, Lars Schou!

Yoav Shamir: Flipping Out

Jeg husker Shamirs Checkpoint fra 2003 som en meget stram og konsekvent gennemført filmisk undersøgelse med observerende kamera af dagliglivet ved en israelsk kontrolpost. De medvirkende var en gruppe israelske soldater, som kameraet lærte os at kende som gruppe og som individer, som ensartede i deres militæriske udtryk og forskellige i deres møder og konfrontationer med palæstinensiske passerende. Intet forklaret, men alt forstået. Så jeg glædede mig til Shamirs fortsættelse, regnede jeg med, Flipping Out, som DR2 så prisværdigt bragte i aftes.

Men det blev en skuffelse… Shamirs nye film er en total omkalfatring af hans lille værk på nu tre film. Ændringerne i strategien kan være forberedt med 5 days fra 2005, som jeg ikke har set, men skiftet fra Checkpoint til Flipping out er markant og ulykkeligt.

Den klassiske, filmiske tradition er erstattet af tv-dokumentarens tradition, men uden at komme ind i den i dens tilsvarende skarpe journalistiske greb. Indholdet er i 2007 filmen den kedelige og belærende rapportering og information, mens det i 2003 var det stille rystende drama. Det observerende kameras iagttagelse af hændelser og samtaler er som metode erstattet af illustrerende scener og interviews med tilfældige oplysninger og synspunkter. Attituden som var gedigen kunstnerisk er ændret til en journalistisk tilgang, ok for så vidt, men det er en journalistik, som ikke beherskes som håndværk, så 2003 indsigten kunne modsvares af en rystende 2007 information.

Historien i den nye film er, at de værnepligtige soldater, kvinder og mænd, nu er færdige med tre år i krig, og de er i stort tal taget til Indien, til Goa især for at slappe af og ryge hash og det, som er værre. Måned efter måned går, og de vil ikke hjem igen. Det skulle være et problem for forældrene og for den israelske stat.

Men jeg taber interessen for disse medvirkende, de er næsten alle bare skæve og dumme at høre på. Enkelte bedre castede og et par gode interviews undervejs pynter lidt på fremstillingen, som må kaldes mådelig og unødvendig journalistik.   

Yoav Shamir: Flipping Out, Israel-Canada, 2007. 83 min. Set på DR2 i aftes. 

http://www.nfb.ca/webextension/flipping-out/  

http://tdf.filmfestival.gr/default.aspx?lang=en-US&loc=3&page=697&SectionID=24&MovieID=24

Wim Wenders: Der Himmel über Berlin

Afsnit 17 (femtesidste scene) “Fremtidens fortællinger”: Omsider møder de hinanden i en sammestedsamtid. De er begge nede på jorden nu, disse flyvende væsner. Hun fra trapezluftnummeret. Han fra engletilværelsen. De står ved baren. Men banalt kan de ikke mødes, selv om de kysser hinanden. Han er lidt for hurtig, og som det ses, lægger hun en blid hånd på hans arm. Men jo, de gør det jo – lidt senere. Men der ER fortiden (som også er byens) og der ER friheden, som de begge netop har vundet. Begge erfaringer er i vejen. Hun holder en lang klog, ærlig og forførende tale, på mere end fem minutter, tror jeg 

Afsnit 3 hedder “Engel i biblioteket”, og scenen har stået i min erindring siden dengang, filmen var ny. Og nu ser jeg, den næsten er en (omvendt?) filmatisering af Rilkestedet, som i mellemtiden er kommet ind i mit liv: “Jeg sidder og læser en digter. Der er mange mennesker i salen,men man mærker dem ikke. de er i bøgerne. undertiden bevæger de sig i bladene som mennesker, der sover og vender sig imellem to drømme. Aah, hvor er det dog godt at være iblandt læsende mennesker. Hvorfor er det ikke altid saadan? Du kan gå hen til en og røre sagte ved ham: han mærker ingenting…” Bruno Ganz bevæger sig i scenen, som ikke kan glemmes, usynlig for alle, bortset fra de følsomme, og han rører ved enkelte. Og vi hører et hav af dæmpede stemmer, alle teksterne i læsesalen har i et slags pinseunder fået stemmer. Og det er os, det vedrører, vi, som ser filmen, der hører det.

Efter otte år i det fremmede USA ville Wenders tilbage til det tyske sprog og opmuntret af Rilkes tekster og af digterens englefigur lavede han så dette filmdigt om den endnu delte by, som han i Im Lauf der Zeit mere end ti år tidligere havde optaget en road-movie langs det delte lands indre grænse.

DVD versionen kom for et par år siden. Jeg købte den – siden har den stået uset hos mig, men så pludselig i aftes: Jeg vil se noget stort! Og det er det..

Wim Wenders: Der Himmel über Berlin, 1987. 122 min. Manuskript (monolog og digt): Peter Handke, kamera: Henri Alekan, klip: Peter Przygodda, medvirkende: Bruno Ganz, Solveig Dommartin, Otto Sander, Curt Bois og Peter Falk. DVD, Arthaus 2005, 500941, Wim Wnders Edition,        

Nils Thorsen: Til skideballe hos mesteren

Thorsen er en ægte dokumentarist. Han bringer sit publikum ind i et rum, som fyldes helt af hans hovedperson, skuespilleren over alle danske mandlige skuespillere, Jørgen Reenberg. 60 år ved teatret, over 80 år på livets scene. Vi er til stede, vi ler og berøres af hvad vi oplever ved mødet med den gamle mester, som Thorsen er sendt i byen for at interviewe.

Thorsen observerer fremragende præcist, han fortolker skuespillerens på en gang brutale og følsomme direkthed, og han holder fast i fortællingens røde tråd, som er Reenbergs forhold til den far, som døde da han var 14 år gammel. Thorsen går tæt på, han er selv med i billedet og blotlægger samtaleforholdet, som det skrider frem. Men han overskrider ingen grænser og forfalder aldrig til tabloidens klichéer. I øvrigt umuligt med en skuespiller, der er så bevidst om, at hvad end han siger, kan det risikere at komme med i det færdige værk.

Man får lyst til at citere løs fra denne intense, underholdende og sprogligt fremragende virtuose skildring, der slutter med et ”hvad rager det dig” fra mesteren himself.

Det er sjældent at Politiken udkommer med et bidrag af så høj en tekstlig kvalitet. For en artikel i lørdagsudgaven den 17.5 er, hvad dette har drejet sig om. En artikel der er fortællemæssigt visuel i en sådan grad, at mange filmdokumentarister kan lade sig inspirere.

Ligesom mange dagbladsjournalister kan konstatere, at der er folk iblandt dem, som kan give et interview en kunstnerisk dimension. Tak!

Gensyn: Fugl Fønix

Han er vågen før daggry. Han sidder fuldt påklædt i sengen og øver sig i at snuppe pistolen som ligger på natbordet og med den og blikket i en lynhurtig bue afsøge rummet. “Freeze”, råber han. Gang på gang. Han øver sig, han er klar, tiden skal gå, for han er klar til at komme igang. “kommer den sol aldrig op?” siger han til hunden.

Næste billede, solen står op, det er meget smukt, og lyset rammer ham i en stribe over ansigtet. Han ved det, han har ventet på det. Fotografen Alexander Gruszinski har ventet på det. Nu laver de to billeder af den lange række insisterende scener, denne film består. Tydelige billeder af det fremmede, som skal skildres, det anderledes, som set-designet så indlysende rigtigt uden vi egentlig ved det tegner denne anderledeshed.

Han hedder James Jarrett og hans sted er Phoenix, Arizona, og jeg ser så tydeligt , at i Jon Bang Carlsens historie om ham fra 1984 holder i hvert fald fotografiet og set-designet. Anders Refns klip holder bestemt også. Men jeg tøver, interesserer han mig? Interesserer historien mig? 24 år er lang tid.

Det er let for mig at rumme Jenny og Bent . Bondekonen og fiskeren. Bovbjerg og Hanstholm. Men dette fremmede, som er tilsvarende fortidigt.. men, men meget længere væk?

Jon Bang Carlsen: Fugl Fønix, 1984. 49 min. Fotografi: Alexander Gruszynski, klip: Anders Refn. VHS, Herning Centralbibliotek. Ikke i DFI distribution længere. Men filmen vil naturligvis indgå i DVDbox sættet, som er på vej hos ArtPeople http://www.artpeople.dk/Nyheder.54.0.html Foto: instruktøren i det filmisk hjemlige Trans ved Bovbjerg, Niels Jørgen Dinnesen, McGuffin 55/56.