Gabrielle Brady: Island of the Hungry Ghosts
DOCS & TALKS 2019 / CINEMATEKET / ØST FOR PARADIS
STEDETS ÅND
Hun er bekymret, denne i alle måder smukke kvinde på fotografiet fra en scene i filmen, hun er nedtrykt, hun hedder Poh Lin Lee og hun holder mig fast i det filmen handler om, så den i en lyrisk form blidt og tålmodigt som hun i sit væsen indkredser øens genius loci. Men trods sin stilfærdighed er Gabrielle Bradys film en etisk og politisk pamflet som kunne bære overskriften j’accuse. Jeg er ikke i tvivl om mod hvad og mod hvem anklagen rettes. Styrken ved anklagen er ikke juridisk præcision, ikke overbevisende statistik, ikke kyndig antropologisk redegørelse, styrken er ved siden af disse berettigede og nødvendige fagligheder som må komme frem i festivalens samtale, dens talk-del, styrken ved anklagen er filmens cinematografi, dens inderlige skriven sin egen overbevisende research i sin egen fagligheds skrift, i en kunstnerisk indsigt i og forståelse af sin location, sit steds ånd og så her altså overgrebene mod den.
HUNGRY GHOSTS
Jeg ser Poh Lin Lee og hendes mands og deres børns respektfulde skildringer stedets gamle kultur, først af rituelle afbrændinger af symbolske papirrester efter de døde. Det handler om sjæl og legeme om ånd og materie, og moderen forklarer det til børnene: ”De første indvandrere kom til øen fra Kina for 100 år siden. De fik ikke en rigtig begravelse nogen af dem. Så vi som lever nu er nødt til at bede for dem. I en måned er de blandt de levende. De er the hungry ghosts. Hvis du på vejen ser en hvid skygge passere er det antagelig en vandrende ånd som går over.” Afbrændingen gælder, må jeg tro, de dødes menneskelighed så deres evighedshungrende ånd kan udvandre fra skyggetilværelsen til frihedens land. Og den lille familie besøger gravstenene over de første kinesiske migranter på øen og børnene lærer om monumenternes betydning for et steds historie og kultur. Jeg læser ikke filmen som analogi, læser ikke dens enkeltelementer som symboler. Jeg ser et voksende anklageskrifts konkrete passus akkumulere.
DRAGEN
Jeg ser havets brænding ved kystens klippeformationer, dønningerne slår ind, jeg hører en hviskende stemme. ”… så sagde han: ’Jeg vil udføre én sidste ting. Jeg vil flyve omkring øen og spytte vand alle vegne og vandet vil blive liggende og det vil sprøjte ud af klipperne for at beskytte øen mod menneskene.’ Og han fløj rundt om øen og spyttede vand ind i klippen og han skar med sin ånde huller ind i klipperne. Lige efter han var færdig begyndte alle de blæste huller at sprøjte vand op i luften og alle hullerne blæste vand op således at Christmas Island al tid var beskyttet mod menneskene. Og dragen vendte tilbage til sin hule hvor man siger han stadigvæk er.”
Skabelsesberetningens fortæling om at beskytte øen mod menneskene, er faderens godnathistorie. Det ser jeg efter replikken og tror jeg forstår den filmiske passus som konkret sindbillede.
Jeg ser et langt afsnit med familiens udflugt i øens beskyttede natur, en weekend med campering og fest med højdepunkt i opsendelse af en varmluft ballon lysende i natten, de fire hengiver sig til stedets uantastelighed og søger måske med det blødt stigende og varmt lysende legetøj dragens beskyttelse. Han afviser vel kun de onde og det onde, beskytter de gode mennesker og det gode som princip.
OMSORG OG BRUTALITET
Jeg ser Poh Lin Lees bekymret indlevede kliniske samtaler med nogle af de internerede indvandrere og flygtninge i øens berygtede flygtninge og indvandrer detention, som er etableret af australske myndigheder og hvor hun er ansat som traumepsykolog og terapeut. Jeg har set hende stille en sandkasse op i sin klinik sammen med et udvalg af legetøjsfigurer og sætstykker så en indsigt kan formuleres i et tableau på et dukketeaters scene. Poh Lin Lees undersøgelse under samtaleterapien begynder med at patienten bygger i hendes sandkasse og en tilbageskubbet oplevelse, en glemt drøm formuleres.
I en samtale fortæller en kvinde med en traumepåført skade at hun oplever sandet som et hav, hvori hun med rystende fingre forsigtigt anbringer en båd og deri en person, en far med rygsæk og med sit barn i favnen. Hun rører ved båden, så den kæntrer. Er det et uheld, er det en handling i teaterscenen, altså hendes erindring, hendes skyld at hun alene i den lille flygtende eller emigrerende familie overlevede?
I en anden samtale ser en lige så angst og høflig mand sandet i den lille kasse som en ørken, og øen er en oase med de små træer og andet levende natur, ”… men mit land som jeg måtte forlade er kun nøgent sand og ødelæggelse.” Han spreder små krigslegetøjs ruiner og endnu mindre vrag af køretøjer og materiel så lagt som muligt fra oasen han byggede på i det lille tableau.
Der klippes lige her til en kort scene hvor hun taler i telefon med en medarbejder på flygtninge og indvandrer detentionen. Hun får besked om aflysninger, men ikke om årsagerne, ikke om hvor hendes klienter befinder sig, hvor de er sendt hen. Hendes klienter forsvinder bare. Jeg ser bekymringen i hendes ansigt, så afdæmpet, så kontrolleret.
Og jeg overværer et interview med en indvandrer: ”… ja, vi kom ulovligt til dette land, men hvorfor er det nødvendigt for dem at behandle os ulovligt?” Og jeg hører en kvinde fortælle om afhentningen af veninden. Ser en sandkasseberetning om det kendte oprør i detentionscentret. Filmen handler om omsorg og brutalitet.
ANSTÆNDIGHED
Fortællingen om de sjældne og som art truede røde landkrabber på Christmas Island og deres årlige vandring ud af af urskoven og hen over landevejen og byens gader i menneskenes område, passage over det vanskelige forland og til slut ud i havet for at parres og lægge æg er en parallel story line filmen igennem. En vandring for livet som de sjældne fugle på Lindholm, hvis eksistens under deres træk er dybt afhængig af et beskyttet område på den ø, hvis fremtid nu planlægges med et udrejsecenter, vist nok faktisk et internat.
Krabberne beskyttes imidlertid af nogle. Medarbejdere fra naturparken på øen bygger broer til krabberne så de kan forcere forhindringer, de arrangerer en konvoj af biler gennem flokken af vandrende krabber ind og ud mellem de mange dyr uden at skade dem. Poh Lin Lee standser sin bil og skubber krabberne forsigtigt blidt over vejen med en kost. Hendes mand lærer børnene at bygge de små broer og skubbe de myldrende dyr over vejen mens bilkøer venter.
Jeg fastholder at dette ikke er allegori eller symbol, det er nøgtern reportage. Nærbillederne af krabbernes migrantsrøm er et nutidigt sindbillede over udsat eksistens og Gabrielle Bradys film handler helt direkte om anstændighed.
FLUGT
Gabrielle Bradys film begynder med at et menneske forcerer hegn og mure, løber stønnende gennem skoven og natten, mere og mere anstrengt af kampen mod hængende grene og filtret krat. Til sidst skriger dette menneske så det må høres over alt i skoven. Titelsekvensen slår fast at denne historie handler om at flygte. Højdepunktet mod slutningen er en tilsvarende scene. Poh Lin Lee baner sig vej modsat i en voldsom kamp med machete mod urskovens ufremkommelighed, hun baner sig vej med machete i en skuffelsens og vredens aggression, når ad den rute frem til det mennesket må flygte fra, ser fra skovgrænsen ned på detentionscentret, hvor mødre og sønner skilles, ser det som en beskrivelse af et helvede.
Mor og datter sidder ved havet. Jeg kan ikke hjælpe de mennesker mere, siger hun, vi må rejse væk. Derefter de sidste handlinger: nedpakningen i hjemmet, krabberne når kysten og traumepsykologen ofrer sandkassen til havet med alle minder og erindringer hver for sig bundet i et sandskorn, måske.
Gabrielle Brady, 2018 / Eng. undertekster / 94 min. / 145 min. inkl. debat / Cinemateket, København: Torsdag 31. januar 16:30 / Øst For Paradis, Aarhus: Tirsdag 26. februar
https://www.dfi.dk/cinemateket/biograf/filmserier/serie/docs-talks-2019(program og billetter)
http://www.christmasislandfilm.com// (filmens hjemmeside)
https://www.youtube.com/watch?v=BDPu6FiAt8s(trailer)
SYNOPSIS
Gabrielle Brady’s poetic and visually striking work on the nature of migration with the Australian asylum system as backdrop. The scenic and mysterious Christmas Island in the Indian Ocean is not just home of the red crab, which migrates by thousands from the jungle to the sea every year, and to a local population marked by Asian migrant culture. The island also houses one of three Australian detention centres where asylum seekers are detained and isolated indefinitely. Trauma therapist Poh Lin Lee tries to work with the detainees on their war traumas and the psychological consequences of their hopeless confinement – but her work is gradually becoming more difficult as the asylum seekers suddenly disappear without explanation from the authorities. (Docs & Talks ed.)
EVENT
Cinemateket: After the film, DIIS Senior Researcher Ninna Nyberg Sørensen and PhD Nikolas Feith Tan, researcher at the Danish Institute for Human Rights and Aarhus University, discuss asylum policies in Australia and Europe. The debate is in English. After the event, Docs & Talks hosts the festival’s opening reception in Asta Bar.
https://www.dfi.dk/cinemateket/biograf/filmserier/serie/docs-talks-2019
Øst for Paradis: Efter filmen vil DIIS-seniorforsker Ninna Nyberg Sørensen og Ph.d. Nikolas Feith Tan, der forsker i Australiens asylsystem ved Institut for Menneskerettigheder og Aarhus Universitet, diskutere asylforhold i Australien og Europa. Debatten foregår på engelsk.
