Sebastian Junger: Which Way is The Frontline…?
Jeg vil gerne anbefale den film DR2 Dokumania sender i morgen 17. juni 21:00. ”Which Way is The Frontline From Here?” Sådan lyder originaltitlen, og der er desuden en vigtig og nøgtrent afgrænsende undertitel: ”The Life and Time of Tim Hetherington.” På dansk er det blevet til ”En fotograf i skudlinien”, det er en skam, det er en urimelig afkortning af filmens indhold, det er en afledning af dens dybe, seriøse tone. Og den gør mig usikker.
Men jeg er straks på sikker grund, da filmen begynder. Dette er jo min tids fotografi i en gedigen fotografisk tradition, som jeg vover at kalde MAGNUM PHOTOS STILEN som den berømte sammenslutning af fotografer. Det er en fotografisk tradition, som bygger på enkeltbilledets fortælling, bygger på enkeltbilledets anekdote, dets pointe. Af og til rammer et sådant fotografi Barthes’ punctum, naturligvis uafvidende. Punctum produceres af betragterens blik, ikke fotografens hensigt. Sådan tænker jeg i begyndelsen af filmen og er lettet. Jeg skal ikke tænke i endsige lede efter en cinematografisk tradition, men måske kunne det blive begyndelsen for sådan en snakkende en som mig, begyndelsen til at afgrænse en en sideløbende dokumentarfilmtradition præget af billedjournalistik.
På fotografiet her sidder Sebastian Junger (tv) ved siden af Tim Hetherington. De lavede sammen den opsigtsvækkende ”Restrepo” (2010) om en amerikansk militær afdeling i krig i Afghanistan. Og Hetherington lavede for sig selv den personlige ”Diary” (også 2010), som er et filmessay over hans fotografiske arbejde i ti år. Så nåede han ikke mere. Han blev dræbt i Mistrata, Libyen under en træfning, han dækkede, dræbt sammen med andre. Blev martyr som disse. En gade i byen bærer i dag hans navn.
Junger har i forlængelse heraf lavet et på alle måder sympatisk værk om sin ven og kollega, om hans arbejde med den fotografiske journalistik, hans reportagerejser og hans tidlige død. Den enkle synopsis ligger i undertitlen, et fyrreårigt livsforløb i signalement, forældrene og vennerne og kollegerne fortæller minderne kort og smukt. Nøgternt fotograferet på mørk baggrund som var det stills, filmen tænker simpelthen i sine stills kvalitet, stoler på den. Og det er der god grund til, hvert fotografi er sin egen historie, sin egen scene.
Til gengæld er der meget få scener i filmisk forstand, men de er prægnante. Den første jeg husker som scene, er et sted i Liberia, tror jeg, Hetherington fotograferer med sin Hasselblad på stativ et portræt af et barn, som sidder ret op og ned på en stol. Med ham ser jeg barnets personlighed og charme, det kommer hans portræt til at handle om. Jungers filmscene handler om Hetherington, som er en sød mand, ja, et godt menneske. En person der filmen igennem roses fra alle sider.
Den anden filmscene, jeg længe vil huske, er på et primitivt hospital, hvor rebellerne har opdaget at hospitalets læge måske, måske ikke er meddeler. De er på vej til at likvidere ham på stedet, men Hetherington lægger sig imellem argumenterer med, at manden er den eneste læge der, at de mange sårede vil være prisgivet. Et par minutter senere er lægen igen i gang med at behandle patienter. Hetherington er ikke kun et godt menneske, han er en modig mand.
Og Tim Hetherington tegnes således som helt, næsten som martyrerne i de middelalderlige helgenlegender, som var en litterær genre med egen æstetisk konvention. Jeg mener faktisk, at her har vi måske Sebastian Jungers films genre: ”Which Way is The Frontline From Here?” er en filmisk helgenlegende, en forbilledlig skildring af et forbilledligt menneske. Uden tvivl, uden skyggesider.
USA 2013, 90 min.
