Torben Skjødt Jensen: Teaterdokumentarer /3, forts

Jeg kan ikke blive færdig med ”Heidi”, hverken med Skjødt Jensens film eller med teaterstykket, den skildrer, eller med historien i det teaterstykke. Og slet ikke med Sara Hjorth Ditlevsens spil som Heidi. Hun er bare Heidi. Hendes pinefuldt ydmygede nøgne bagdel er Heidis, hendes så klodset berørte nøgne bryster er Heidis. Det er det, filmen skildrer. Det her gør ondt, fordi selve uskylden i skuespillerens lydefrit ærlige fremstilling bliver krænket – det er hvad det hele handler om – den uskyld, som kunne redde verden.

Jeg kan godt forstå Olaf Højgaard, når han tidligt i filmen – og vel i teateret – henvender sig direkte til publikum: ”… jeg kan ikke spille den rolle”. Han skal forsvare en rolle, som ikke kan forsvares, fordi han ikke er Simon Spies, i virkeligheden ikke kan forestille sig ham. Det skildrer filmen. Simon Spies er uforståelig, Højgaards spil gør ondt, fordi selve brutaliteten i skuespillerens lydefri analyserende fremstilling dominerer scenen (på alle planer) – det er hvad det også handler om – den brutalitet, som behersker verden.

Annika Barkans rolle sikrer værket et dobbelt dokumentarisk træk. Hun fortæller i teaterstykket, som jo er grundlag for filmen, sine erindringer om søsteren Heidi, og hun træder ud af rollen (så at sige) i faktuelle dele af fortællingen, og træder ind igen i spillede scener, men bliver i dokumentarfilmen som medvirkende, dels som en tilstedeværende voice over, dels som en skuespiller, som iagttages. Hun illustrerer så at sige i teaterscenerne det fortalte og vælger da at spille rollen distanceret (hun er jo Annika), som var hun stadigvæk skolepigen, som lever med den beundrede søster. Hendes mimiske greb er skolekomediens replikbehandling, frasering og uskyld. Torben Skjødt Jensens film skildrer også dette mimiske greb dokumentarisk ind til de fineste detaljer, så teaterets virkeliggørelse af hændelserne ses som genskabt virkelighed. Derfor smerter det. De store ord, de store begreber uskyld og skyld deduceres fra overskrifter til reelt indhold, de foldes ud i en rigdom af nuancer, så det vokser til en stor analyse, men uden videnskabens distance, uden helbredende konklusion. Såret står åbent.

Still: Sara Hjorth Ditlevsen og Olaf Højgaard

Share your love
Allan Berg Nielsen
Allan Berg Nielsen

Allan Berg Nielsen started the first documentary cinema in Randers, Denmark way back in the 1970’es. He did so at the museum, where he was employed. He got the (16mm) films from the collection of the National Film Board of Denmark (Statens Filmcentral). He organised a film festival in his home city, became a member of the Board of Directors of the Film Board, started to write about films in diverse magazines, were a juror at several festivals and wrote television critiques in the local newspaper. From 1998-2003 Allan Berg was documentary film consultant (commissioning editor) at The Danish Film Institute, a continuation of the Film Board. Since then free lance consultant in documentary matters.

abn@filmkommentaren.dk

Articles: 821