Why Democracy: Middag med præsidenten

I februar sad jeg i Jan Vrijman Fund i Amsterdam og var med til at give støtte til færdiggørelsen af “Middag med præsidenten”. I dag sidder jeg og ser den samme, nu færdige film fra et land, som mere end 8 måneder senere har været igennem voldsom tumult og massakrer, senest med Benazir Bhuttos tilbagevenden til landet og hendes alliance med en præsident, som nu er genvalgt og vil lægge uniformen.

Dokumentarfilm af denne slags bliver hurtigt forældede, men når den alligevel er værd at se, er det fordi det er ganske sjældent, at man kommer så tæt på et statsoverhovede. Det er filmens kup, og Musharraf virker ganske tilforladelig, ja ligefrem som en artig dreng, når han sidder ved siden af sin gamle mor, der roser ham som kun mødre kan gøre det.

“Are dictators ever good ?”, spørges der i en tekst først i den engelske udgave af filmen, som jeg har set. Spørgsmålet stilles, og der gives ingen svar, men præsidenten ved middagsbordet virker ikke som en Franco eller en Pinochet eller Castro. Han vil det gode, tror jeg, at instruktøren vil sige med denne impressionistiske og overfladiske doku-reportage (er der noget der hedder det?) fra forskellige steder i landet, hvor instruktøren begiver sig ud for st spørge til demokratiet.

I de bedste scener får hun provokeret mullaherne, når hun spørger til kvindens stilling. Præsidentens midtsøgende mission synes umulig, når man ser og hører den fattigdom, som hersker. Filmens for mig fineste scene falder, hvor en mand på gaden – han er vist truckfører – ser på instruktøren og siger “vi ser på dig og vil gerne være som dig, vi vil gerne at vore børn kunne være som dig”.

Han taler om uddannelse, som koster penge, som millioner i Pakistan ikke har.

Mere om filmen og om Pakistan på http://whydemocracy.net/film/13?PHPSESSID=0cdb5f4fc657cc8bbcadff05db0fd766

Sahiba Sumar: Middag med præsidenten, Pakistan 2007.