Titlens talemåde er for hyggelig. Men filmen har som undertitel Fjenden bag hækken. Den kan jeg bedre lide, den kan jeg tyde som minisynopsis. Den bringer for mig orden i sagerne. Og den fortæller også, at foretagendet er alvorligere, end den valgte komedie-tone først antyder. Det bliver nemlig i den film værre og værre. Og værre endnu i min eftertanke.
Filmen følger en hegnsynsmand på arbejde. Og det bliver så scene efter scene med hegnsynsforretning efter hegnsynsforretning i nabostridighedernes virkelighed. Skænderi efter skænderi mellem mennesker, som måske ellers er så almindelige som nogen. Mennesker, som ikke vil give sig, men hellere forpeste deres eget liv år efter år. ”Jeg har skåret de træer (inde på naboens grund) ned jævnligt, og jeg regner med at blive ved med at skære ned hvert fjerde år”, siger en med et smil, som pludselig forekommer ubehageligt. Phie Ambo har før og efter konfrontationerne ved hegnsynsforetningerne ved hækkene og plankeværkerne opsøgt de involverede i deres hjem og talt med dem fra bag sit kamera. ”Vi er bare blevet sure, men vi har ikke gjort noget galt”, siger et ægtepar som konklusion på årtiers krig med naboen om.. ja, jeg har glemt hvad.
Det tunge emne er imponerende klippet til en lethed hen over den alvorlige tyngde. Det danser af sted til en slags cirkusmusik, men tempoet falder og stemningen mørknes, da vi kommer til hegnssynet, hvor den ene vil have plankeværk, den anden hæk, som det ses på fotografiet, og filmen slutter i en grusom resignation.
Filmens moralfilosofiske overvejelse ligger i dens konstruktion. Efter mit behov er den ikke dyb nok, eller den er i min læsning ikke tydelig nok. For mig at se, altså. Jeg, som er vant til eller vænnet til at finde et alter ego for instruktøren blandt de medvirkende, en person at identificere mig med, en at holde med, som vi sagde nede på cowboyrækkerne dengang for meget længe siden. Jeg prøvede da jeg så den i mandags at fæstne min sympati ved hegnsynsmanden Mogens Peuliche, men det ville ikke lykkes, det udvikledes hans karakter ikke tilstrækkeligt til, og det var nok heller ikke Phie Ambos hensigt. Hun vil andre ting med sin film.
Det ser ud til, at hun vil se filmens serie af komedier, som udvikler sig til dramaer og omvendt, som antropologisk iagttagelse, se den med en kølig distance, egentlig. Hendes feltrapport bliver et elegant skrevet misantropisk essay, der ikke giver meget håb for det gode liv, alle medvirkende har overgivet sig til hadets spiral af destruktion. Heller ikke den afdæmpede unge kvinde kommer fri af bitterheden, som vokser. Vi hører, at hendes mål er klart. Hun vil genplante de træer, naboen har fældet og stjålet, for om tre til fire år vil de være oppe og dække udsigten til hans hus. Men, ved hun og vi, fjenden er bag hækken venter med et lumsk smil.
Danmark, 2010, 50 min. Manuskript, kamera og instruktion: Phie Ambo. Produceret af Danish Documentary Production http://www.danishdocumentary.com/ Producer: Sigrid Dyekjær. Sendt på TV2 23. august 20:00. Genudsendes 12. september 12:15. Vil om kort tid kunne findes på www.filmstriben.dk
