Documentary in Europe

The yearly documentary gathering in Bardonecchia in Northern Italy starts this coming wednesday. Bardonecchia is a small winter sport resort that has a fine cultural centre that is used for documentary film screenings, case studies, a so-called matchmaking where directors pitch to producers and other colleagues, and the public pitching session. It is a conference but the organisers also show films for the local audience. This year the event, held for its 14th time, and arranged by the association Documentary in Europe (hosted by the production company Stefilm) and EDN (European Documentary Network), deserves a big applause for its screening focus on Eastern Europe. Among the great films are Gyula Nemes Lost World (PHOTO) and Atanas Georgiev Cash and Marry, not to forget the masterpiece Blind Loves by Juraj Lehotsky. All films mentioned on this site.

Also Boris Mitic, wonderful crazy Serbian director, who made Good bye, How are You (see review on this site) will do a masterclass called ”homemade storytelling”. It will not be boring!

 http://www.docineurope.org/home.php?l=eng

Merete Borker: Fire Muslimske Stemmer

Merete Borkers nye film er professionelt lavet, den har en hensigt, er lavet for at blive brugt, må være glimrende i undervisnings-sammenhænge, pigerne er søde og naturlige og repræsenterer forskellige synspunkter og levemåder. Der er et godt flow i filmen, som instruktøren introducerer således:

Med filmen giver jeg ordet til fire unge, muslimske kvinder. Som på smukkeste vis er integreret I Danmark. Og lader dem fortælle en håbefuld historie om kvinder, der har mål I livet. Og viljen til at nå dem. På eres egen måde. Fire forskellige stemmer, fælles om en mangfoldighed.

Filmen har kørt i nogle uger i Vester Vov Vov i København og vil i september være at se i et Politiken Plus arrangement. Hold øje med det eller køb en dvd hos instruktøren.

Danmark, 28 min.

Distribution og salg: mereteborker@hotmail.com

Niels Christian Jung: Den største sejr

Et ”tæt og ærligt dokumentarisk portræt” stod der i pressemeddelelsen fra DR Sporten om Jungs film. Og jeg glædede mig. Den sympatiske og kloge Brian Holm og den grundige og sagkyndige Niels Christian jung på opgave sammen, i patløb så at sige, om cykelløb og sygdom. Det spændte forventningerne. DR 2 sendte filmen i aftes, og jeg blev skuffet.

Filmen er bestemt seværdig, men den gør ikke arbejdet færdigt, følger ikke sporene, den lægger ud. Følger dem et stykke af vejen, men opgiver så. Ikke bare et af dem, men alle de fire, jeg fik øje på: Kirurgen, Team HTC-Columbia, Familien og især Brian Holm alene. Så altså, tæt… ok, men slet ikke tæt nok. Ærlig… ja, ja, men slet ikke den ærlighed, det dokumentariske oplæg kræver. Som jeg følgelig havde ventet.

Det med forventningerne er bogens skyld. I en scene i filmen sidder Brian Holm i en hotelseng og skriver. Det er under Tour de France sidste år. Han skriver ikke om løbet, ikke om HTC-Columbias etapesejre. Han skriver på sin bog om kræftsygdommen, om sit liv den række år med den altdominerende realitet at være diagnostiseret, opereret og efterbehandlet for tarmkræft. Den bog kender jeg på den måde, at præsten i min kirke en søndag for nogen tid siden tog den som udgangspunkt i sin prædiken og stillede den op mod dagens tekst. Han sagde, det var en god bog. En ærlig bog, en tæt bog – tror jeg, han mente. 

Det med forventningerne er også prisbelønningernes skyld. Niels Christian Jung blev i 2008 af de danske sportsjournalisters forening valgt til årets mand, ”en kompromisløs graver” kaldte formanden Steen Ankerdal ham i sin motivering af valget. Og november sidste år fik han Torsten Tégners mindelegat, som gives til fremragende nordiske sportsjournalister. Nu kunne jeg sådan forberedt møde hans nyeste arbejde, hvor han godt nok ikke skulle afsløre, men gerne selvfølgelig, grave. Skaffe stof frem til en ny og vigtig film, og måske gravede han for meget, fandt for meget og kunne ikke vælge fra. Stof om sygdomsbehandlingen, om arbejdet med HTC-Columbia, om familielivet og om Brian Holm nu og tilbageskuende, biografisk.

De fire historier kommer i de ubegribelige klippevalg til at stå fuldstændig i vejen for hinanden. Først historien om kræftsygdommen. Det er den vigtigste, det ligger i titlen. Og det er en virkelig god idé at komme tilbage til Bispebjerg Hospital og møde lægen. Men denne vigtige medvirkende, som er god at lytte til, får slet ikke lov til at folde sig ud med sin store erfaring. Og han er god sammen med Holm. Hvor havde jeg gerne set en film med de to alene. Så er der skildringen af det professionelle arbejde under touren sidste år. Den genre stiller store krav i den danske dokumentarisme kontekst, og det faktum gøres der end ikke forsøg på at leve op til, så den del af filmen er nærmest overfødig. Familielivsdelen er tv håndværk, når det er mest omklamrende sentimentalt og bornert-nysgerrigt. Sønnen kommer til at fylde det hele, og en far/søn film kunne have været en mulighed, vil jeg tro, men træls at se. Endelig Brian Holm selv. Interviewet med ham er godt, hvor der mærkeligt ind imellem er plads til det, for han er god. Får som lægen bare ikke mulighed for at folde sig ud. Så hvor er ærligheden? Tætheden? Hvordan gik det med stomi-muligheden og potenssvigtet? Det sad vi da og ventede på den fine og kloge mands beretning om.

Det er jo tacklingen af ting som disse, som er den største sejr. Som jeg forstår Brian Holm, når han skriver: ”Jeg har altid godt kunnet lide udtrykket ’La flamme rouge’ – den sidste kilometer. Når man kommer til den sidste kilometer som rytter og ser den røde vimpel, der markerer indgangen til strækningen, gør det altid ondt. Kroppen er tom, og man skal virkelig bide tænderne sammen og grave dybt i kraftreserverne. Man skal kigge frem og ikke tilbage og træde det bedste, man har lært, for det afgør, om man vinder eller taber. Det er det samme i kræftforløb. Altså bortset fra at den sidste kilometer for kræftpatienter er ekstremt lang. Nærmest uendelig.”

Jeg tror bogen er bedre end filmen..

Niels Christian Jung: Den største sejr, 2010. Sendt på DR2 i aftes, produceret for DR Sporten www.dr.dk/brianholm siden indeholder scener, som ikke er med i filmen. Litt.: Brian Holm: Den sidste kilometer, People´s Press, 2009.

The Life of Inaki

This film is in production. The filmmakers are from the Basque country and were the ones behind the beautiful music documentary Nomadak reviewed on this site. I know Igor Otxoa who fights for his projects and does it with charm and commitment. He wrote me a letter with a link to the trailer of the film, that I want to share with our readers. But first the story about a film that deals with compassion and solidarity in such a way that the coach of FC Barcelona, Guardiola, used material from the shooting to build up courage and team feeling among his players:

”On the South of Annapurna, at 7.400 metres, a man is dying. His rope companion sounds the alarm. And one of the biggest rescue attempts in the history of the Himalayas gets underway. For four days a dozen men including some of the best mountaineers in the world, from Canada, USA, UK, Switzerland, Russia, Poland, Romanis, Kazakhstan, set out to rescue Inaki Ochoa de Olza. Even beyond his peaks Inaki is an exceptional man. As exceptional as the rescue attempt itself and the men who risked their lives to save him. Exceptional because their one driving rule is to live. To live in the only way possible: with pure intensity and honesty.”

And here is the link to the trailer:

http://www.vimeo.com/12391387  

Dialëktus Festival/1

The director and cinematographer Klara Trencsenyi and her husband, anthropologist Vlada Naumescu made the beautiful documentary Birds Way that was reviewed on this site some months ago. In the review I used the words ”hospitality and openness” and they could very well be used again to characterize how Trencsenyi welcomed her colleagues from Poland, Slovakia and Hungary in the workshop she organised in the framework of the Dialëktus festival, see more about that below.

The workshop was named ”My Deer. Project Development Workshop” and had the very simple aim to have the 9 projects looked at, discussed, rewritten and/or re-edited for the trailers that had been made for presentation at the workshop, where Hungarian director and professor Andras Peterfly and I were the teachers.

Projects included ”Cracow by Polanski” based primarily on the autobiography of the director and presented by the Polish producer Jarek Manka. There was the very promising ”Hungarian Style” (photo) about Hungarian men with impressive moustaches – manhood and patriotism – to be directed by Nora Lakos. ”A Place to Win” by Petra Pelsöczy about old people from Budapest who won a flat in Lotto half a century ago. ”Regina Jonas” by Diana Groó who has a strong filmography of fiction films, animation and documentaries, many of which, like this about the first female rabbi, are Jewish stories. ”Rise of the Snow Leopard” by András Kollmann, a film about a mountain climber who had one leg amputated but wants to go back to climb. The charming ”Roma Rally” by Gabor Hörcher about two young romas who fix cars and want to compete in a race. And another gypsy story by Iraqi director Koutaiba Al-Janabi, himself a foreigner in Hungary, ”7 Days with Gypsies”, it had a great trailer. And ”Young Forever” by Diana Fabianova who will go from menstruation (her first film, ”Moon Inside You”) to questioning the aging.

The film projects were at the end of the week presented to a panel, that included representatives from Hungarian and Czech television, a film critic, an experienced producer, a festival director and a represenative from IDF, Institute of Documentary Film in Prague. One project which is in its editing phase, ”Wonderful Gladiators”, produced by Hungarian HBO, and made by Zsofia Varga-Kabarcz and Panna Boros, was not pitched but I had the privilege to watch a trailer from this film about mentally handicapped actors – looked great, the finished film will travel.  

To read about the projects, go to

www.dialektusfesztival.hu

Dialëktus Festival/2

… is taking place right now in Budapest, last day today for a programme of ”European Documentary and Anthropological Film Festival”. Festival director is Zoltan Füredi, a film director himself, I met him years ago where he was working on a film from Mongolia. He still is, hoping to finish it this year – if he does not initiate new projects for the development and promotion of the documentary in Hungary.

Last time I was in Budapest, Zoltan told me that he would set up a documentary cinema. It is there now, small and cosy art cinema (name DokuArt) with café attached and screening equipment from 35mm to dvd, including an old 16mm machine stading in the corridor as a museum object, but no it still works I was told.

The festival screened, among many others, Cooking History by Peter Kerekes, Moon Inside You by Diana Fabianova, René by Helena Trestikova, Welcome to North Korea by Linda Jablonska and Sevdah (Photo) by Marina Andree – all films that have been reviewed or noticed on this site.

www.dialektusfesztival.hu

Karlovy Vary International Film Festival

… takes place July 2-10 and has a fine short trailer with Milos Forman. Take a look at the site below.

The festival has through the last years paid more attention to documentaries and this year 16 titles have made it to the international competition. The on this place constantly mentioned ”Armadillo” is one of them but 4 others reviewed or noticed will be shown in Karlovy Vary:

Katka by Czech Helena Trestikova, The Mouth of the Wolf by Italian Pietro Marcello, The Player by Dutch John Appel and Together (photo) by Russian Pavel Kostomarov.

http://www.kviff.com/en/news/

Janus Metz: Armadillo/9

Ideal 3, Waltz with Bashir: 

“Man kommer ind i universet uden at få en mening stoppet ned i halsen i denne dokumentar. Man får bare lov til at være med og selv bedømme. Og så er der det, at det er en animationsfilm skabt ud fra virkelige optagelser. Animationsformen gør, at man kommer ind i et mere drømmende univers, der ikke bliver så konkret. Den har faktisk samme kvalitet som Stalker , hvor det udefinerbare giver kimen til fantasi. Dokumentarfilm skal ikke nødvendigvis være konkrete, for som filmskabere er vi hele tiden med til at redefinere konventionerne.” (Lars Skree, fotograf på Armadillo i interview i Politiken, Film, 3. juli 2010)

Hvem er denne Bashir? Eller rettere, hvem var han? Har jeg vidst det og glemt det? Filmen handler om at glemme. Historiens fortæller, som også er filmen instruktør har glemt alt det med denne Bashir og krigen i Libanon i hans ungdom. Hvor han var deltager. Det er mere end 25 år siden.

Bashir Pierre Gemayel (1947-1982) var libanesisisk politiker, militschef og valgt libanesisk præsident i tre uger. Han var ledende medlem af falangistpartiet og præsidentkandidat ved valget i 1982, da landet var midt i den lange borgerkrig (1975-1990) og besat af både syriske og israelske tropper. Bashir Gemayel samarbejdede med israelerne og især med forsvarsministeren Ariel Sharon. Han var stærkt støttet af den amerikanske regering under Ronald Reagan. Hovedmodstanderen var det palæstinensiske PLO, ledet af Yassir Arafat og endvidere de syriske styrker. Bashir Gemayel blev sammen med 26 ledende falangister samlet til møde dræbt ved at attentat 14. september 1982 af en syrisk orienteret maronit kristen. Falangisternes hævn blev den massakre, som Folman havde søgt at glemme. Sammen med de øvrige israelske tropper så han og vennerne passivt til fra deres stillinger et par hundrede meter derfra.  

En nat på en bar sidder Ari Folman sammen med en ven fra dengang. Kammeraten fortæller ham om et tilbagevendende mareridt, hvor han jages af 26 bidske hunde. Altid samme antal hunde. De to mænd finder i samtalen frem til, at der er en forbindelse mellem den onde drøm og deres opgave som soldater i den israelske hær dengang under den krig, hvor de rykkede ind i Sydlibanon og stødte helt frem mod Beirut. Kammeratens opgave var faktisk at skyde de hunde, før de ved deres gøen røbede et natligt angreb på landsbyen. Men Folman må erkende, at han faktisk intet husker fra den periode af sit liv. Fortrængningen er manifest.

Han opsøger nu en række af de andre fra hans afdeling dengang, og rekonstruerer begivenhederne, som førte frem til massakren på de mange palæstinensiske flygtninge i Beirutbydelene Sabra og Shatila.  

Waltz with Bashir vakte opsigt ved sin fremkomst sidste år, den havde succes på festival efter festival omkring i verden, var Israels bidrag til festivalen i Cannes, og den deltog også i den københavnske og århusianske festivaler. Havde også biografvisninger. Nu kan vi der bor vestligere selv se efter, er Ari Folmans Waltz with Bashir vildt flot, men kold og tom? Som det er hævdet. De fleste kritikere var dog begejstret. Ekstrabladet gav seks stjerner, DR2 Premiere og Politiken hver fem.

Min kollega Tue Steen Müller her på siden gik imidlertid frustreret fra visningen i København. Og har den erfarne mand dårlige fornemmelser med det kunstneriske fintmærkende nærvær under det fremragende håndværk distancering – ja, så er der noget at kigge efter, ved jeg. Og tale om.

Skree og Metzs Armadillo er måske midt i den gruvækkende realitet også et “drømmende univers, som ikke bliver konkret”. Måske har Lars Skree med sine bemærkelsesværdige enquette svar foræret os nøglen til den uforglemmelige og gådefulde film om krigerne i Armadillo.

Still: Ari Folman: Waltz with Bashir, 2008

Janus Metz: Armadillo/8

Ideal 2, The Three Rooms of Melancholia:

“Nok en af de mest fantastiske dokumentarfilm, jeg har set. Visuelt er den simpelthen så smuk. Den er næsten to timer lang, og man skal virkelig koncentrere sig. Den er megatung og beskæftiger sig med konsekvenserne af den 2. tjetjenske krig for russiske og tjetjenske børn fra tre forskellige steder. Forældreløse børn hjælpes af det russiske militær, hvis de selv går med i hæren. Måden, den er filmet på, giver den så meget empati, og man får lov til at være fluen på væggen uden at få tingene stoppet ned i halsen”. (Lars Skree, fotograf på Armadillo i interview i Politiken, Film, 3. juli 2010)

Skree skyr ikke det tanketunge, når det er smukt som Pirjo Honkasalos triptykon Melancholia. Filmen handler om lovens bud du må ikke vidne falsk mod din næste (Honkasalo bruger den engelske formulering: ”Thou shalt not bear false witness against thy neighbour”) og funderer over fjendebilledets opståen. Den er en skønhedsmættet meditation over mennesket fanget i voldelig konflikt uden ende og uden nåde. ”Et rekviem over de levende og de døde” skrev New York Times. Filmens tre afsnit skildrer først livet blandt 9 til 14-årige drenge på det russiske militærakademi på Kronstadt, dernæst i illegale optagelser fra det sønderskudte Grosnij, en kvindes uselviske arbejde med på helt eget initiativ med at redde så mange børn som muligt og endelig blandt børnene i en af Ingusjiens flygtningelejre, hvor Kronstadt-elevernes kommende fjender dannes i deres anderledes kultur med modsatrettede billeder af fjenden. Der fældes ingen domme i dette værk, hændelserne betragtes med opmærksomhed, undren og vemod.

Lars Skree har som mesteren Honkasalo filmet Armadillo simpelthen smukt og med så megen indlevelse, at man er til stede lige bag hans kamera og selv må tage stilling til billedet og det, billedet viser. Man får intet forklaret, intet bliver udlagt.  

Still: Pirjo Honkasalo: The Three Rooms of Melancholia, 2004

Janus Metz: Armadillo/7

Ideal 1, Stalker:

“Mange har spurgt, hvad vi havde i tankerne, da vi lavede Armadillo. Og en ting, jeg har tænkt meget på, er det med at være isoleret et sted og ikke rigtig vide, hvem der kigger på hvem. Her har Stalker været en stor inspiration. Man er i en zone, hvor der er heftigt omkring en, men alligevel ser man det aldrig, men fornemmer det kun. Det var mange gange den fornemmelse, vi havde, når vi sad i den lille Armadillo-lejr. Det var jo ikke Armadillo, der omringede hele det store område, men området, der omringede os. Og man var hele tiden beluret.” (Lars Skree, fotograf på Armadillo i interview i Politiken, Film, 3. juli 2010)

Jeg blev meget optaget af Lars Skrees svar i den lille enquete den dag. Og jeg kom med det samme til at tænke på, at Janus Metz vistnok I Cannes en dag havde sagt, at han opfattede Armadillo som en filosofisk film, og nu så jeg Skree i sin påpegning af konkrete inspirationer holdt sig til de åndelige sider af det filmkunstneriske felt, i sine ambitioner havde han inkluderet poetiske forbilleder. Først nævner han altså Stalker. Og jeg gik til Tarkovskijs poetik og læser igen det Thomas Mann citat fra Der Zauberberg, som Tarkovskij har sat foran sit essay om “det filmiske billede”:

“Wir wollen es so stellen: Ein geistiger, das heisst ein bedeutender Gegenstand ist eben dadurcg ‘bedeutend’, dass er über sich hinausweist, dass er Ausdruck und Exponent eines Geistig-Allgemeinen ist, einer ganzen gefühls- und Gesinnungswelt, welche in ihm ihr mehr oder weniger vollkommenes Sinnbild gefunden hat – wonach sich denn der Grad seiner Bedeutsamkeit bemisst…”

I sin anmeldelse her på Filmkommentaren er Tue Steen Müller på vej mod denne forståelse af “Armadillo”, han tager konkret udgangspunkt i netop et sådant sindbillede: Se på dette billede… Og vi ser, at Skree har filmet denne kriger, som netop for første gang har set, hvad der uden for zonen, set det, som hele tiden har set ham. Tarkovskijs videnskabsmand er rygvendt på vej, Skrees kampvognsfører er filmet en face, vi ser øjnene, som har set “det heftige”.

Litt.: Andrej Takowskij: Die versiegelte Zeit, 1984 (tysk oversættelse 2002)

Still: Andrei Tarkovskij: Stalker (da.: Vandringsmanden), 1979