Jeg må gøre Herzog-genfortællingen færdig. (Før jeg i morgen er på Cinéma du réel festivalen i Paris. I fjendens lejr.) Tue Steen Müller bragte det forleden frem til til Minnesota-erklæringens punkt 5, om de dybere lag i filmkunsten.

5. Herzog slår fast at de findes der i den filmiske konstruktion. I modsætning til den journalistiske reportage, hvor de ville forstyrre. Men det må ikke få os til at det samme gælder film, hvor der findes sådan noget som poetisk og henreven sandhed. Den er mystisk og flygtig og kan kun nås ved digtning, fantasi og stilisering.

6. Cinémá verité folk ligner turister som tager billeder midt iblandt kendsgerningers ældgamle ruiner, erklærer han bekymret. Jeg tror han tænker på om hans egne reportager slår til, om de mange fluen på væggen film nu virkelig tænkes færdige. Jo, ok, mestrenes gør, Dvortsevoys gør. Franks, men Wisemans? Altid? Bang Carlsens? Wivels? Aldrig turismens lethed? Jo, da, som vi andre. Dog, Leth digter, fantaserer og stiliserer hele tiden.

7. Men tordner den evigt kontinent-vandrende Herzog: turisme er synd, fodrejse er dyd!

8. Og så fortæller han en historie om de snesevis på snescootere som i det smeltende forår braser igennem isen på søerne i Minnesota. Presset på guvernøren er stort for at få ham til at lovgive om det. Men denne forhenværende bryder og bodyguard har svaret: man kan ikke lave love imod dumhed.

9. Så er handsken kastet, noterer Herzog. Dette er modstanderen. Og det bliver hovedtema i speaken til Grizzly Man, naiviteten over for naturens virkelighed set gennem mange erkendelseslag i et filmværk.

10. For månen er mat, moder natur kalder ikke, taler ikke til dig, lige meget hvor meget gletscheren giver lyd fra sig. Og lad være med at lytte til livets sang. Bedrøvede råd til Amie Huguenard og Timothy Threadwell, som forførte af et naivt natursyn leverede den ultimative reportage.

11. Så vi skal være taknemmelige for, at universet derude ikke kender noget smil.

12. Werner Herzog konkluderer sin erklæring og filmkunstneriske program: Livet i oceanerne må være et rent helvede. Et umådeligt, nådeløst helvede af permanent og direkte fare. Så meget helvede, at nogle arter, herunder mennesket, under evolutionen kravlede og flød op på nogle små stykker fastland, hvor mørkets lære fortsætter.

Tue, jeg tror altså ikke, at Herzog er oppe mod filmhistorien og dens anerkendte helte, han er oppe mod overfladiskhed, naivitet og dumhed i tænkningen med kameraet og i klipperummet. Oppe mod sig selv for så vidt. Så er man modløs, må man tage sig sammen.

En myte fortæller, at han tilfældigt mødte et kamerahold i lufthavnen i Wien. Det skulle til Kuwait, det var lige efter krigen. De var modløse, havde ikke rigtigt greb om opgaven. Derfor ikke lyst til reportagen, som ventedes af dem. Herzog foreslog, at han tog med og instruerede. Det ville være en ære, sagde de, ordnede det med deres tv-station og deres tv-reportage blev til “Lessons of Darkness”.

Det afgørende ved den historie er jo ikke, om det faktisk er foregået, det der i Wien og så videre, men om den er sand i sin fortælling om fortælling.

Og sådan er det for mig at se med Herzogs punkter. De er ikke politiske, de er poetiske.

Jamen Tue, han var da ikke, og er, i sine filmpoetikpunkter, da ikke ude efter disse fine folk, du nævner. Slet ikke personligt. Derfor undskyldningen, vil jeg tro. Fordi, han fornemmede eller fik at vide, at de følte sig personligt stødt. Og han har jo naturligvis heller ikke slettet denne pamflet fra sin hjemmeside. For den handler nemlig om noget inden i ham selv. Og tilbydes os andre som udfordring til vores tanke, som Perse siger om havet hver morgen. Hvordan er det med forholdet mellem sandhed og virkelighed på film?

Om lidt sidder vi på festivalen med det provokerende navn: Cinéma du réel.. vi må nu lige tilbage til Herzog, som i filmen om de to, der bliver spist af bjørnen, udreder, hvordan deres filmmateriale er enestående med hensyn til virkelighed, men naivt i analysen, falskt..

Vi må lige tage nogle flere punkter fra Minnesotaerklæringen.. Punkt 5 stiller virkelig krav til dokumentarfilmens selvopfattelse. Herzog finder der under den filmede reportage, samtale, intervieu i filmen er dybere lag med egenskaber som poetisk, ekstatisk sandhed. (fortsættes)