Juraj Lehotsky: Blind Loves

I saw this beautiful film sunday morning in Vienna during the Ex Oriente first session ( www.docuinter.net ).

The director Juraj Lehotsky took the short way from Bratislava to show us a feature length, four chaptered (following the loves stories one after the other) hybrid (observation/arrangement) style documentary about love between blind people.

When the end titles reached the screen, the warm applause started and went on as if it would never come to an end. A masterpiece it is, full of love and beauty.

The director had known the blind couples for years so it was easy for him to establish a relationship with them when the film was to be made. He told us that he developed the situations together with the blind having observed their routines again and again. He asked them to talk or do ”something like this as you often do”, at the same time as he and his cameraman, Juraj Chlpik, worked on a scenography (room, perspective, camera angle, colour) that reflects what it means to live in darkness.

Juraj Lehotsky himself said that the long shots were very much inspired by Austrian Ulrich Seidl – I would add to this: with that very important note that Seidl is a misanthrope and Lehotsky all the way through almost caresses his characters.

The screening was an international sneak preview of a film that is now in the Slovak theatres, waits for an answer from the Cannes Film Festival and will be a hit in festivals all over the world in the next couple of years. And why not in theatres in big cities like Paris?

Juraj Lehotsky: Blind Loves. 77 mins. 2008. 35mm. More info at www.blindloves.com www.arteleria.sk and www.autlookfilms.com

Journalistik og filmkunst

Kommentarer om filmfolk og journalister og deres forskelligheder, om samarbejde mellem filminstituttet og tv-stationerne, om støttepolitik og tv-indflydelse. Ved Dola Bonfils, Jakob Høgel, Niels Pagh Andersen, Tue Steen Müller. Se hele diskussionen ved klik på kategorien Polemics.                                             

Lars Feldballe Petersen: Kampen om kemikalierne

Der er meget godt at sige om den her film. Det er et sympatisk arbejde af den seriøse og altid på den bløde side engagerede Lars Feldballe Petersen, det er en uhyre vigtig historie, kampen mellem sundheden og pengene og det er en på de fleste måder velformuleret information, dels om kemikaliefarerne, dels om lovgivningsarbejdet i Bruxelles og endelig om lobbyarbejdet i den forbindelse.

Men her kommer så filmens problemer. Den vil, ser det ud til, følge to spor, den kemiske industris kamp og Greenpeaces kamp om indflydelse på politikerne og offentligheden omkring dem. Og det er filmens tydelige sympati for den ene side og den deraf følgende dramaturgiske skævhed, så mærkeligt sat i relief af en modsat skævhed i castingen.

Især dette valg af medvirkende er problematisk, for det ser ud til, at industiens side har de bedste karakterer i fremstillingen. Især en bestemt lobbyist, Franco Bisegna, får lov at føre sig charmerende frem, mens hans modpart Henrik Pedersen fra Greenpeace sentimentalt i redigeringen placeres som alt, alt for frelst. Hvor det ville være tilstrækkeligt, at han er dygtig, vidende og vist nok også karismatisk.

Værst er det med den danske politiker i midten af fortællingen, Dan Jørgensen, som klippes frem aldeles overgearet, synes jeg, så hans begejstring, som kunne være charmerende, er tæt på at knække over til det selvsmagende.

Så denne flittigt tilkæmpede, ansvarligt tænkte, og på mange måder OK tv-dokumentar er tæt på den gedigne journalistik, men i det filmiske arbejde svigter den i tegningen af de bærende medvirkende, som vi opfatter som karakterer, nu projektet flirter med den opklarende, afdækkende filmstil med thrillereffekt, action-højdepunkter og nedtælling mod show down.

Åh – havde det været muligt at følge det vældige slags finske hovedperson – hvilken udstråling! Så havde karaktertegningen været lettere at lave..

Lars Feldballe Petersen: Kampen om kemikalierne, 2008. Øst for Paradis og Cafebiografen. Net: www.filmstriben.dk  DVD: www.kortogdok.dk  TV2 222. april kl. 22:50.

DFI distribution 2008

Så fik vi klar besked. Det Danske Filminstitut har stoppet distributionen af nye film på dvd. Fra nu vil instituttet udelukkende distribuere over nettet, og alle nye film overføres til Filmstriben, en ordning, som retter sig mod skoler og biblioteker.

Jeg forstod på det hele, at den ældre og vist nok også den gamle filmsamling efterhånden ville blive overført, men at det havde længere udsigter, for den gamle samlings vedkommende, endog meget lange udsigter. Så den berømte danske samling af dokumentarfilm og kortfilm, skabt i SFC-tiden, videreført til for nogen tid siden af DFI, ligger herefter død.

Filminstituttet overlader nu retten til at fremstille dvd-er til biblioteker og skoler, det institutionelle marked, til producenterne, eller rettere deler den ret med dem. Producenterne har hele tiden haft eneretten til dvd-salg til det private marked. Da det imidlertid i praksis nærmere er en moralsk kulturel forpligtelse end en ret, bliver det nok ikke så spændende for os herude, hvad der kommer ud af det. Det afhænger dog lidt af den støtteordning til fremstilling af dvd-kopier, som samtidig er oprettet.  

For mig rejser det her to spørgsmål:

1) Hvem tager herefter fysisk hånd om den enestående samling (basismateriale og førstekopier) og de få eksisterende komplette kopisamlinger, som der engang var tale om at udstationere hos en række organisationer som producenternes, filminstruktørernes og MandagsDokumentaren? Bliver det instituttets filmarkiv?

2) Hvordan bliver herefter adgangen for almenheden i praksis? Hvor går det privatmenneske herude hen, som de senere år så lykkeligt i stadig mere og mere smidigt omfang på biblioteket har kunnet låne film fra denne samling?   

Filmstriben: www.filmstriben.dk  Om distribution af dvd’er, vejledning: http://www.dfi.dk/filmstoette/Nyhedertilfilmbranchen/kdlancering.htm  Still: Audrius Stonys: Alene, 2001. Nu klassiker og anerkendt mesterværk med produktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut, nåede aldrig frem til distribution. Får den film nu en chance på Filmstriben? Og hvad med os herude??

Ken Burns: The War 5

Han hedder Eugene Sledge. Han spiller en afgørende rolle i denne store tv-series slutning, som både behandler stillehavskrigens sidste forfærdende måneder, det store moralske spørgsmål i den forbindelse, så man må tro, at nu knækker da fremstillingen..

Men nej, den reddes enestående på plads ved seriens egne midler, især neddæmpetheden (som øges til noget nær tavshed) og intensiteten i følelsen og tekstens klogskab. Og det er her Sledge kommer ind. Han kæmper med under slutspillet på Peleliu og Okinawa og han skriver på sedler en dagbog som han gemmer mellem siderne i sin bibel. Det bliver senere til hans bog om KRIGEN.

Burns lægger en stor del af seriens hovedtema afrunding i denne forfatters sætninger som Josh Lucas læser kongenialt, så man forstår at denne tv-serie må hedde det den hedder og ikke noget som helst andet, Krigen.

Ken Burns: The War 1-14, 2006. DR2. Serien er afsluttet. DVD-udgave kan købes i Laserdisken og hos iMusic. Filmens hjemmeside: http://www.pbs.org/thewar/

New Danish Screen og filmkunst og journalistik

Jeg springer ind på banen: Jo vi gør noget for filmkunsten i New Danish Screen.

Der er mange spændende eksperimenter undervejs. Projekter, der har lyst til at ændre virkeligheden før den skal filmes (ofte i en blanding af dokumentarfilm og aktivistisk kunst). Der er filmprojekter bygget om grafiske og rytmiske kvaliteter i billederne. Der er DIY film, der gør en dyd ud af at klistre alskens materialer (animation, live-action, arkivbilleder osv) sammen.

Og så er der også eksperimenter med tv-formater. Vi kigger bl.a på projekter, der vil udvikle og omformatere historie-programmet, reality, bekendelses tv og børne-naturprogrammer.

TV er en vigtig og uomgængelig spiller på dokumentarbanen finansielt og distributionsmæssigt (faktisk den vigtigste i sidste henseende). TV er til gengæld ikke engang at finde oppe på tribunerne, hvis det er kunst, der er på programmet. Det forhindrer ikke at tv ofte viser filmkunst. Men det gør at vi i DFI sammenhæng skal samarbejde så meget vi kan med tv, men samtidig sørge for at der er en autonom dokumentarfilmskunst-vurdering og debat.

Nu insisterer Tue på at tale navne og lad mig slå et slag for at Christoffer Guldbrandsen er en vigtig kunstner med vægtige værker bag sig.

Se hele diskussionen ved klik på kategorien Polemics. Foto: EKKO.

Journalistik eller Filmkunst: Bolden Ruller…

Åh, Niels, ikke så puritansk… det er ikke muligt at have denne meningsudveksling uden at være direkte og konkret og nævne navne. Og Dola giver da også svar på tiltale ved at understrege at hendes ambition er at udfordre Guldbrandsen og Anders Riis til at give journalistikken en – så lad os da kalde det noget andet end kunstnerisk – kreativ dimension.

Det er klart, at TV’s indflydelse på filminstitutets støttepolitik vrider skævt og at det betyder at DFI føler sig mere eller mindre forpligtet til at investere i film om Ny Alliance og Blekingegade… nok en gang. Det er da ikke specielt originalt?

Skulle vi spille bolden over til Jakob Høgel på New Danish Screen og spørge om han gør noget for at udvikle den danske dokumentarfilmKUNST?

Jeg sidder her i Wien, så Allan gider du tage kontakt til Jakob.

Se hele diskussionen ved at klikke kategorien Polemics.

Bolden ikke manden!

Kære Tue, jeg ved hvor meget du holder af fodbold og at du ved at godt fodboldspil handler om at gå efter bolden og ikke manden der har bolden.

Dette gælder selvfølgelig også i debatter. Jeg vil ikke forsvare Dola, det gør hun nok godt nok selv, men DFI’s konsulenter. Jeg synes de gennem de senere år har haft en høj standard og har været med til at skabe den internationale succes, som dansk dokumentarfilm har for tiden.

Du nævner en lang række instruktører ved navn, som alle har det til fælles at de er udannede jounalister, men derudover laver meget forskellige film. Hvis jeg skulle nævne et fællestræk, er det at de alle har skabt film som har skabt stor debat og forholdt sig til emner i det danske samfund. Det har for mig altid været et vigtigt element i dokumentarfillm. At skabe debat og engagere sit publikum.

Jeg bryder mig ikke om, at du gør dig til overdommer for, hvad der er kunst og ikke mindst hvem der er kunstnere. Men jeg vil ikke fortabe mig i den debat, som jeg mener har det forkerte fokus.

Der hvor jeg mener du har fat i bolden, er at TV har for meget at skulle have sagt i dansk dokumentarfilm. Ved sidste filmforlig blev en stor del af konsulenternes penge flyttet over i New Danish Screen og erstattet af TV-penge. Det betyder at filmkonsulenterne nu skal blive enige med TV-redaktørerne om langt flere projekter. Dette er foruroligende når man ser hvordan selv Public-servicekanalerne mere og mere bliver styret af kommercielle parametre og mainstream. Det er det, der er en trussel for filmkunsten.

Opgaven må være at få fravristet TV den magt (pengene) og få givet den tilbage til konsulenterne, gerne ved næste filmforlig. Det kræver sikkert både hård træning og godt sammenspil, men det er det, jeg ser som målet.

Niels Pagh Andersen

Se hele diskussionen ved at klikke kategorien Polemics. Foto: Niels Pagh Andersen in Damascus for DoxBox

Ken Burns: The War 4

I aften 18:15 på DR2 sendes næstsidste afsnit. Det er nu, der kan dannes overblik, det nu jeg mærker, hvor det bærer hen med det vældige filmværks konklusioner, som bygger på en tilsyneladende aldrig svigtende dramaturgi.

Konklusionerne ligger gemt i konstruktionen som sådan, ikke kun i den læste tekst, selv om den er vigtig og vægtig, nej, den må findes i det filmiske, også i den pludselige oplysning, at general Patton så plat stillede sig an og pissede i Rhinen, da han omsider kunne passere, men i den slags elementer, som skubber til den store følelse, der,mener jeg, er skabt i tre store klippegreb.

KLIPNINGEN er virkelig et studium værd. billedmaterialet samler sig for mig at se i tre forskellige typer afsnit, episke sekvenser, der understøtter især den kronologiske og begivenhedsmæssige fremadskriden, understøtter kontrapunktisk så at sige, aldrig illustrerende, dramatiske sekvenser, som fører os mod højdepunkter, nok især i scenerne fra slagene og lyriske sekvenser, hvor billederne, musikken, lyddesignet uden om teksten skildrer lidelsen, vemodet, lykken. 

Ken Burns: The War 1-14, 2006. DR2. Det sidste afsnit, 14, sendes fredag 18:15. SE DET!! DVD-udgave kan købes i Laserdisken og hos iMusic. Filmens hjemmeside: http://www.pbs.org/thewar/ 

Gensyn: Ofelia kommer til byen

Der er langt tilbage til 1985, men det er rejsen værd. På fotografierne fra dengang ser jeg, at Stine Bierlich fik en Bodil (ser det ud til, hun står med den i hånden i en festkjole, som godt kunne være fra filmen) for sin fremstilling af Molly som Ofelia (eller omvendt) i Jon Bang Carlsens modige og fuldstændigt gennemførte film. “En smuk, alvorlig, sjov og skøn film…” skrev Politiken, “..sjælden og fængslende, høj og fin humor.” “En sand glæde” fortsatte Weekendavisen. Og Vestkysten lagde til: “Et folkeligt mesterværk.” 

Ofelia har jo en stor rolle men i kort tid i Shakespeares stykke, hos Bang Carlsen er hun det kostant levende, vibrerende og ærlige centrum. Hele tiden øver hun sig på vandets dybder, back stage, var kun hun alene om filmen, ville hun være filmen værd. Blot at følge hendes nuancer i menneskelig følsomhed er oplevelsen. Hamlet/John følger hende i en forceret smuk udvikling mod emotionel ligeværd – Refn klipper det uden rysten på plads. Og når de to trodser skolelærerdilettantinstruktør Ægidius og hvisker Shakespeares dialog til hinanden, laver Bang Carlsen nutidig Hamlet på film, så man bliver tør i munden. Det er SÅ smukt.

Dansk film har sandelig en fortid, som kan noget. Må den bare bevares. For eksempel på bibliotekerne.. Som den litterære vist nok bliver det.. 

Jon Bang Carlsen: Ofelia kommer til byen, 1985. Fotografi: Alexander Gruszynski. Klip: Anders Refn. Distribution: www.on-air-video.dk VHS kopi set på www.bibliotek.dk og lånt på Randers Bibliotek, som heldigvis ikke har smidt den ud, men gemt den blandt “ungdomsfilm”, ja, den Shakespeare… Litt.: McGuffin 55/56 http://www.macguffin.dk/texts/Lyset_fra_fyret.htm