Filmkunst eller journalistik? Dola Bonfils svarer

DFI’s filmkonsulent Dola Bonfils svarer på mit indlæg “Filmkunst eller Journalistik” (link nedenfor). Det gør hun grundigt og klart, samtidig med at hun gør opmærkom på, at hendes tid pt forhindrer hende i at gå ind i skriftlige diskussioner om det vigtige emne. Men det skal ikke forhindre andre i at tage ordet. Her er Dola Bonfils svar:

Der er ingen henvendelser til DFI’s konsulenter og vores støttesystem, der ikke er sig uhyre bevidst, at det vi repræsenterer er krav om kunstnerisk tilgang og fortælling i filmisk forstand, også når vore ansøgere er journalister og kommer fra vore største (i økonomisk forstand) samarbejdspartnere i det nuværende filmforlig, DR og TV2.

Øvelsen i disse år er at finde et fælles grundlag for hvad vi og de (tv-redaktørerne) betragter som støtteværdigt. Det er indlysende nemt med DR2, der er straks sværere med DR1, og det har med TV2 vist sig at være en sjov udfordring at tage den undersøgende journalistik i øjesyn med filmbranchens værdinormer i et udbud, vi har kaldt “Follow the Money”. To film er blevet færdige i det regi, begge film, der er blevet til i et tæt parløb mellem klassiske journalistiske research-former og filmfortællere (Christoffer Boe,Frank Piasecki Poulsen, Laurits Munch Petersen) Samarbejdet mellem DFI og TV2’s redaktør bygger her på en gensidig lyst til at lære af, inspirere og forny hinandens kerneydelser – den dokumentariske fortælling og det undersøgende journalistiske prime-time-format.

De eksempler du nævner som udtryk for en tendens…Gottschau, Guldbrandsen og Anders Riis Hansen…ser ikke fra min konsulentstol ud som en udhulning af vore støtteprincipper. Anders Riis Hansen’s projekt om Blekingegadebanden er en ambitiøs satsning på en dokumentarfilm, der laves til en seriøs biograf-distribution, hvilket jo som bekendt kræver et kunstnerisk niveau, hvis det skal lykkes. Christoffer Guldbrandsen er i en rivende udvikling som journalistisk filmkunstner – eller hvad man skal kalde det – og ser DFI som en naturlig dialogpartner i den udfordrende proces, det hver gang er at finde ind til balancen mellem emnet og det kreative udtryk. Og jeg ser det som en interessant udfordring at indgå i en kunstnerisk diskussion med ham om hvordan den moderne politiske film skal/kan se ud. Jakob Gottschau har fundet en form på sine filmessays, som er det tætteste vi i øjeblikket kommer på undervisningsfilmen i Center for Børn og Unges regi, også et vigtigt format holde i live.

Disse ansøgere repræsenterer på linie med dokumentaristerne den nødvendige bredde i det repertoire, en dokumentarkonsulent på DFI må forsøge at dække: Fra Steen Møller Rasmussen til Anders Østergård, fra Jytte Rex til Christoffer Guldbrandsen, fra Marie Louise Lefèvres film om meditativ bøn til Eva Mulvad, fra Pernille Rose Grønkjær, Jon Bang Carlsen, Ole Roos, Annette M.Olsen og Katja Forbert, Michala Krogh, Lars Becker Larsen, Ove Nyholm, Boris Bertram, Anne Wivel, Frank Piasecki Poulsen, Asger Leth til interessante spillefilmsinstruktører, der i disse år også føler sig tiltrukket af dokumentarismen og lader sig udfordre af virkelighedens fortællinger: som Christoffer Boe og Laurits Munch Petersen, to eksempler bare fra min pulje af projekter.

Se hele debatten ved klikke kategorien Polemics. Foto: DFI, aktuelt, pressroom.

Catch the Moment – about Marianne Greenwood

Make extraordinary film about ordinary people, and ordinary films about extraordinary characters! It is very easy to apply this slogan to the film about Marianne Greenwood, a citizen of the world, an adventurer, a writer and photographer. A woman with an enormous Life appetite, a woman who easily fell in love, had children she did not take care of, a woman without an address for decades.

With a straight forward narrative structure the two Swedish filmmakers has put together a film that consists of a long, good interview with the almost 90 year old woman, mixed with a lot of her photos, quotes from her many books (in the Swedish version read by wonderful Bergman actress Gunnel Lindblom) and images from where she went on her Life journey. She took important photos from the jungles of Indian tribes, she lived with the indigenous people, ”I was never a tourist”, she mingled with and photographed Picasso and Jacques Prévert in Antibes, and was said to have been the lover of Evert Taube, the Swedish troubadour.

… one of these documentaries where you are entertained the whole way through. because you first of all have met a charismatic, humorous character. Greenwood died in 2006 and the film ends with her been given a big prize in New York for her pioneer photography work and with the announcement of an exhibition at the Etnographic Museum in Stockholm.

The film was shown on SVT at 8pm in March, and on DR/TV at 00.20 also in March. Prime time and poooost prime time. Is this the current difference between documentary policy in Sweden and Denmark, this Danish person asks?

Catch the Moment,2008. Titti Johnson and Helgi Felixson, 52 mins.

DVD at http://www.felixfilm.se/

Ken Burns: The War 2

Disse dage er oplevelsen Ken Burns storværk, som i en enorm bølge af tænksom følelse kører gennem DR2 hver eftermiddag 18:15. Jeg var tøvende til at begynde med. Var dette trods instruktørens omdømme alligevel tv-serie efter opskriften? Men jo mere jeg har fordybet mig i fortællingen, som er en filmisk fortælling så forbavsende, jo mere er det gået op for mig, hvor rig den er i enhver detalje, man når at reflektere, og hvor meget, den vokser ud over serieformatet og bliver til egentlig storfilm.

For mig at se skyldes det en række generelle forhold: instruktørens status først og fremmest, neddæmpetheden overalt, den dybe alvor med sprækker af lystighed, teksternes litterære kvalitet, værkets uvilje mod at forklare sine billeder, som aldrig er illustrationer, altid integrerede, fortællende elementer organiseret i enten episke eller dramatiske eller lyriske afsnit (sekvenser). Filmen er altså simpelthen ikke billeder af en fortælling, men en fortælling af billeder.

Ken Burns: The War 1-14, 2006. DR2. Der er pause her i weekenden. Afsnit 10-14 sendes mandag til fredag næste uge, hver dag 18:15. DVD-udgave kan købes i Laserdisken og hos iMusic. Filmens hjemmeside: http://www.pbs.org/thewar/ 

Michael Laudrup

I know it is rather subtle but I have to express my boyish entusiasm after a football match tonite where Michael Laudrup, the best football player Denmark has ever had, made his underdog team, Getafe from Madrid play 1-1 in Munich against the Bayern Munich, one of the richest teams in Europe. As a coach Laudrup inspired his team to play the elegant football, that he played himself for Barcelona and Real Madrid: Remember that the ball never gets tired! Everyone expected Bayern to “kill” Getafe but it turned out differently.

Subtle, because there is a link to the documentary “Michael Laudrup” that Jørgen Leth directed in 1993. In that film Leth and his cinematographer Dan Holmberg set out to describe the artistic qualities of Laudrup, a diplomat outside the pitch, and one of those few players, who were able to “read” the play as noone else.

And now as a coach, he is able to convey his football philosophy to a young team performing in front of around 60000 spectators. Bravo!

This film will be part of the Jørgen Leth Collection under portraits, to be released in November 2008, read more about the box series at www.dfi.dk/shop

Still: Jørgen Leth: Michael Laudrup, 1993.

The Jørgen Leth Collection

It is a fairy tale. Could only happen in the country of Hans Christian Andersen! Danish film director, poet and journalist Jørgen Leth meets a Danish millionaire and expresses how much he would like his films to be published on dvd in the best possible technical edition. The millionaire offers his support and there you go – Jørgen Leth’s films will be available with competent booklets and English subtitles in all films in 6 dvd boxes. Thanks to the financial help of Møllehegnet Holding A/S.

2 of them have come out so far, “The Anthropological Films” and “The Sports Films”, and the third one, the travelogues, the films where Leth travels the world, will be out in a week.  In the first box you will find “The Perfect Human” from 1968, in the second “Motion Picture” from 1970, and in the third “66 Scenes from America” from 1982. Just to mention 3 of his great films. 

Jørgen Leth is rightfully, and not only in our small (rotten) kingdom of Denmark, considered to be one of the true masters of documentary, therefore this commercial and reason to direct you to know more about this initiative at:

www.dfi.dk/shop

Boxes 1 and 2 are Region 2, Box 3 will be Region 0. 

DFI: Film Art or Journalism?

The letter below, written to film consultant Dola Bonfils from DFI (Danish Film Institute) reacts to the fact that more and more of the support from the DFI is allocated to journalists with current affairs issued to be made into films. And not to further the Danish documentary film as an art form.

I suppose this is a discussion that could be taken in many other countries as well? Is this a trend, and will it damage the innovation of the creative documentary? Is the public funding supposed to take over the role of good journalistic tv documentary?

Still: Profession Reporter.

DFI: Filmkunst eller Journalistik?

Kære Dola (Bonfils).

Jeg skriver til dig, fordi jeg i lang tid har undret mig over DFI’s støttepolitik.

Jeg ser det ene gode journalistiske navn efter det andet dukke op på jeres lister: Anders Riis-Hansen med Blekingegadebanden, Jakob Gottschau med terrorismens historie, Jørgen Flindt Petersen om tortur… og nu i går meddeles det, at Christoffer Guldbrandsen skal have 1,3 millioner kroner til en film med titlen ”Dagbog fra Midten” om Ny Alliance.

Det er mange penge til journalistik ud af et DFI-budget, som vel først og fremmest skal bruges til at fremme filmkunsten i Danmark?

Guldbrandsen er en fin journalist, men er han filmkunstner? Det er der ingen af hans hidtidige film, der vidner om. Han kan rydde forsiden med ”Den hemmelige Krig”, som vakler mellem at være journalistik og personlig fortælling – og så er der filmene om Fogh og Lykketoft. Pænt tv-arbejde, men filmkunst er det ikke, det flytter intet i dansk dokumentarfilm, som andre af de instruktører, du har støttet: Pernille Rose, Asger Leth, Eva Mulvad.

Jeg er ikke ”ude efter” Guldbrandsen med dette lille oplæg til en debat, jeg bruger ham som eksempel og citerer lige Filmlovens to første paragraffer:

§ 1. Lovens formål er at fremme filmkunst, filmkultur og biografkultur i Danmark.

Stk. 2. Ved film forstås i denne lov levende billeder af enhver art uanset optagelses- og forevisningsform, herunder fotografiske film og videogrammer, bortset fra tv-udsendelser.

Håber du vil svare på dette. Er I gået over til journalistikken?

Varme hilsener Tue (Steen Müller)

Still: Den hemmelige krig.

Ken Burns: The War

Det forsoner mig på forhånd med værket her, at tv-serien har en autor. At der i filmen kan findes en lidenskab, et enkelt mennneskes kamp med eksistensen simpelthen.. Kan findes. At det ikke blot er en undervisningstimes repeteren tekster og billeder. For sådan plejer vi. Vi på tv. Og skulle der være et personligt skabende tankearbejde, dette voven sig selv, forsvinder ophavet ellers altid i en strøm af navne i latterlig hastighed.

Forleden skrev producenten lige efter titelskiltet til en stor tv-biografi “en film af” og så instruktørens navn, og det var godt (selv om det var skidt, det var en dårlig film). Det kunne samle nogle, vist nok mange og advare andre.

Dette er et nyt værk af Ken Burns. Og det får forventningen hos mig til at stige. De fleste af os kender ham nok kun fra det erklærede mesterværk The Civil War, 1990. Og så for hans stil, som Wikipedia skriver.. som er hans overføring af det gamle trickbords kamerabevægelser på stills til computerteknik, “The Ken Burns Effekt”, som Apple markedsfører i deres software. For hans egentlige stil er at han bruger mange stillbilleder og i dem, opfattet som små locations, indlægger kameraframings og -bevægelser, som var det ude i landskaberne, inde i rummene, kameraets blik undersøgte tilstandene.

Arkivmaterialet er imponerende, ser det ud til, og det er nyt for mig. Og selv om det koncentrerer sig – krigsreportagen, mener jeg – om de militære højdepunkter, ser det ud til at Burns undgår denne de store slags kongerække, som reducerer de fleste fortællinger om verdenskrigen til militærhistorie. Burns indkredser med andet materiale, mentalitetshistorisk og socialhistorisk en særlig stemning af et fremmed vemod, som måske er filmens kerne. Vi får se..

Det er så godt, at DR2 bringer os den film. Jeg så et afsnit i aften, der kommer et nyt i morgen 18:15. Det er værd at bruge tid på. jeg forstår godt den mand er kendt. Tingene hænger sammen og betyder noget. Den anden Verdenskrig som filmelegi. Tøvende, måske tvivlende. Forfærdet.

Ken Burns: The War 1-14, 2006. DR2. DVD-udgave kan købes i Laserdisken og hos iMusic. Filmens hjemmeside: http://www.pbs.org/thewar/

Brian Hill: Sangfugle

To the Danish readers and tv viewers, in Danish:

HUSK AT SE DR2 21.40 I AFTEN hvor “Sangfugle” bliver vist, et hit over den ganske verden.

Here is an excerpt from the review written on this blog (the film is on DR2 tonite):

Things are moving in the documentary genre. New and original ways of storytelling come out of the blue. Like in this case where British director Brian Hill went to the Downview Prison in Sutton England to make a film with and about the female prisoners.

He hired a composer and a songwriter to make human and compassionate those often very tough and tragic stories that got the women into prison. The prisoners themselves sing their stories… 

… a documusical, quite extraordinary. You are totally taken by the women and their stories…

Brian Hill: Songbirds. UK, 2005

Torben Glarbo: Historien bag kameraet

Ved et lukket arrangement på Den danske Filmskole blev Torben Glarbos dokumentarserie, produceret for og allerede vist på DK4, vist i sin fulde længde. 6 timers dansk kort- og dokumentarfilmhistorie. En præstation, ganske simpelt, af fotografen og instruktøren, der så godt som egenhændigt, og med stor stædighed og kærlighed til sin metier, arbejdede på serien i årevis.

Historien fortælles med vinkel på de mange selskaber og enkeltpersoner, som har skabt den position og tradition, som dansk film kan være stolt af. Det begynder med Theodor Christensen og Karl Roos i 30’erne, går via Minerva Film og Nordisk Film videre op til TV2’s etablering, som alle havde store forventninger til, men som endte som vi kan se i dag med en total kommercialisering af den tv station, som blev skabt efter engelsk forbillede – Channel4. Nul plads til kreative dokumentar.

Serien er underholdende fra start til slut, det vrimler med herlige anekdoter og med klip fra de mange perler, som dansk dokumentarfilm har frembragt, via folk som lavede film for erhvervslivet, for Dansk Kulturfilm, Ministeriernes Filmudvalg og Statens Filmcentral. Og for sig selv, ud af egen lomme. Serien er naturligvis den rene glæde for folk som undertegnede, der arbejdede for Statens Filmcentral i 20 år, og vel er der meget “internt” for folk i branchen. Men den generelle appel er også oplagt. Jeg har mødt mange tv-seere, som har rost serien for dens indirekte bidrag til Danmarks historie. Og så er det en fryd at se en tv serie, hvor de interviewede får lov at tale ud.

Herligt at gense klip fra mesterværker som Henning Carlsens “Limfjorden”, Ole Askmans musik-digt “Capriccio” om politibetjenten, der dirigerer trafikken på Skt. Hans Torv, Franz Ernsts “Livet er er drøm” om psykisk syge, Jørgen Leth og Ole Johns “Motion Picture” med Torben Ulrich og Jon Bang Carlsens “Jeg ville først finde sandheden” om mesteringeniøren Ove Arup.

Filmen er tilegnet dansk dokumentarfilms største navn: Jørgen Roos. Selvfølgelig! Kristen Bjørnkjær interviewede for nogen tid siden Glarbo om projektet: http://www.information.dk/137318

Interesserede kan kontakte Torben Glarbo på torben@glarbo.dk  for køb af serien.