Så fik vi klar besked. Det Danske Filminstitut har stoppet distributionen af nye film på dvd. Fra nu vil instituttet udelukkende distribuere over nettet, og alle nye film overføres til Filmstriben, en ordning, som retter sig mod skoler og biblioteker.

Jeg forstod på det hele, at den ældre og vist nok også den gamle filmsamling efterhånden ville blive overført, men at det havde længere udsigter, for den gamle samlings vedkommende, endog meget lange udsigter. Så den berømte danske samling af dokumentarfilm og kortfilm, skabt i SFC-tiden, videreført til for nogen tid siden af DFI, ligger herefter død.

Filminstituttet overlader nu retten til at fremstille dvd-er til biblioteker og skoler, det institutionelle marked, til producenterne, eller rettere deler den ret med dem. Producenterne har hele tiden haft eneretten til dvd-salg til det private marked. Da det imidlertid i praksis nærmere er en moralsk kulturel forpligtelse end en ret, bliver det nok ikke så spændende for os herude, hvad der kommer ud af det. Det afhænger dog lidt af den støtteordning til fremstilling af dvd-kopier, som samtidig er oprettet.  

For mig rejser det her to spørgsmål:

1) Hvem tager herefter fysisk hånd om den enestående samling (basismateriale og førstekopier) og de få eksisterende komplette kopisamlinger, som der engang var tale om at udstationere hos en række organisationer som producenternes, filminstruktørernes og MandagsDokumentaren? Bliver det instituttets filmarkiv?

2) Hvordan bliver herefter adgangen for almenheden i praksis? Hvor går det privatmenneske herude hen, som de senere år så lykkeligt i stadig mere og mere smidigt omfang på biblioteket har kunnet låne film fra denne samling?   

Filmstriben: www.filmstriben.dk  Om distribution af dvd’er, vejledning: http://www.dfi.dk/filmstoette/Nyhedertilfilmbranchen/kdlancering.htm  Still: Audrius Stonys: Alene, 2001. Nu klassiker og anerkendt mesterværk med produktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut, nåede aldrig frem til distribution. Får den film nu en chance på Filmstriben? Og hvad med os herude??

Jeg springer ind på banen: Jo vi gør noget for filmkunsten i New Danish Screen.

Der er mange spændende eksperimenter undervejs. Projekter, der har lyst til at ændre virkeligheden før den skal filmes (ofte i en blanding af dokumentarfilm og aktivistisk kunst). Der er filmprojekter bygget om grafiske og rytmiske kvaliteter i billederne. Der er DIY film, der gør en dyd ud af at klistre alskens materialer (animation, live-action, arkivbilleder osv) sammen.

Og så er der også eksperimenter med tv-formater. Vi kigger bl.a på projekter, der vil udvikle og omformatere historie-programmet, reality, bekendelses tv og børne-naturprogrammer.

TV er en vigtig og uomgængelig spiller på dokumentarbanen finansielt og distributionsmæssigt (faktisk den vigtigste i sidste henseende). TV er til gengæld ikke engang at finde oppe på tribunerne, hvis det er kunst, der er på programmet. Det forhindrer ikke at tv ofte viser filmkunst. Men det gør at vi i DFI sammenhæng skal samarbejde så meget vi kan med tv, men samtidig sørge for at der er en autonom dokumentarfilmskunst-vurdering og debat.

Nu insisterer Tue på at tale navne og lad mig slå et slag for at Christoffer Guldbrandsen er en vigtig kunstner med vægtige værker bag sig.

Se hele diskussionen ved klik på kategorien Polemics. Foto: EKKO.

Åh, Niels, ikke så puritansk… det er ikke muligt at have denne meningsudveksling uden at være direkte og konkret og nævne navne. Og Dola giver da også svar på tiltale ved at understrege at hendes ambition er at udfordre Guldbrandsen og Anders Riis til at give journalistikken en – så lad os da kalde det noget andet end kunstnerisk – kreativ dimension.

Det er klart, at TV’s indflydelse på filminstitutets støttepolitik vrider skævt og at det betyder at DFI føler sig mere eller mindre forpligtet til at investere i film om Ny Alliance og Blekingegade… nok en gang. Det er da ikke specielt originalt?

Skulle vi spille bolden over til Jakob Høgel på New Danish Screen og spørge om han gør noget for at udvikle den danske dokumentarfilmKUNST?

Jeg sidder her i Wien, så Allan gider du tage kontakt til Jakob.

Se hele diskussionen ved at klikke kategorien Polemics.

Kære Tue, jeg ved hvor meget du holder af fodbold og at du ved at godt fodboldspil handler om at gå efter bolden og ikke manden der har bolden.

Dette gælder selvfølgelig også i debatter. Jeg vil ikke forsvare Dola, det gør hun nok godt nok selv, men DFI’s konsulenter. Jeg synes de gennem de senere år har haft en høj standard og har været med til at skabe den internationale succes, som dansk dokumentarfilm har for tiden.

Du nævner en lang række instruktører ved navn, som alle har det til fælles at de er udannede jounalister, men derudover laver meget forskellige film. Hvis jeg skulle nævne et fællestræk, er det at de alle har skabt film som har skabt stor debat og forholdt sig til emner i det danske samfund. Det har for mig altid været et vigtigt element i dokumentarfillm. At skabe debat og engagere sit publikum.

Jeg bryder mig ikke om, at du gør dig til overdommer for, hvad der er kunst og ikke mindst hvem der er kunstnere. Men jeg vil ikke fortabe mig i den debat, som jeg mener har det forkerte fokus.

Der hvor jeg mener du har fat i bolden, er at TV har for meget at skulle have sagt i dansk dokumentarfilm. Ved sidste filmforlig blev en stor del af konsulenternes penge flyttet over i New Danish Screen og erstattet af TV-penge. Det betyder at filmkonsulenterne nu skal blive enige med TV-redaktørerne om langt flere projekter. Dette er foruroligende når man ser hvordan selv Public-servicekanalerne mere og mere bliver styret af kommercielle parametre og mainstream. Det er det, der er en trussel for filmkunsten.

Opgaven må være at få fravristet TV den magt (pengene) og få givet den tilbage til konsulenterne, gerne ved næste filmforlig. Det kræver sikkert både hård træning og godt sammenspil, men det er det, jeg ser som målet.

Niels Pagh Andersen

Se hele diskussionen ved at klikke kategorien Polemics. Foto: Niels Pagh Andersen in Damascus for DoxBox

DFI’s filmkonsulent Dola Bonfils svarer på mit indlæg “Filmkunst eller Journalistik” (link nedenfor). Det gør hun grundigt og klart, samtidig med at hun gør opmærkom på, at hendes tid pt forhindrer hende i at gå ind i skriftlige diskussioner om det vigtige emne. Men det skal ikke forhindre andre i at tage ordet. Her er Dola Bonfils svar:

Der er ingen henvendelser til DFI’s konsulenter og vores støttesystem, der ikke er sig uhyre bevidst, at det vi repræsenterer er krav om kunstnerisk tilgang og fortælling i filmisk forstand, også når vore ansøgere er journalister og kommer fra vore største (i økonomisk forstand) samarbejdspartnere i det nuværende filmforlig, DR og TV2.

Øvelsen i disse år er at finde et fælles grundlag for hvad vi og de (tv-redaktørerne) betragter som støtteværdigt. Det er indlysende nemt med DR2, der er straks sværere med DR1, og det har med TV2 vist sig at være en sjov udfordring at tage den undersøgende journalistik i øjesyn med filmbranchens værdinormer i et udbud, vi har kaldt “Follow the Money”. To film er blevet færdige i det regi, begge film, der er blevet til i et tæt parløb mellem klassiske journalistiske research-former og filmfortællere (Christoffer Boe,Frank Piasecki Poulsen, Laurits Munch Petersen) Samarbejdet mellem DFI og TV2’s redaktør bygger her på en gensidig lyst til at lære af, inspirere og forny hinandens kerneydelser – den dokumentariske fortælling og det undersøgende journalistiske prime-time-format.

De eksempler du nævner som udtryk for en tendens…Gottschau, Guldbrandsen og Anders Riis Hansen…ser ikke fra min konsulentstol ud som en udhulning af vore støtteprincipper. Anders Riis Hansen’s projekt om Blekingegadebanden er en ambitiøs satsning på en dokumentarfilm, der laves til en seriøs biograf-distribution, hvilket jo som bekendt kræver et kunstnerisk niveau, hvis det skal lykkes. Christoffer Guldbrandsen er i en rivende udvikling som journalistisk filmkunstner – eller hvad man skal kalde det – og ser DFI som en naturlig dialogpartner i den udfordrende proces, det hver gang er at finde ind til balancen mellem emnet og det kreative udtryk. Og jeg ser det som en interessant udfordring at indgå i en kunstnerisk diskussion med ham om hvordan den moderne politiske film skal/kan se ud. Jakob Gottschau har fundet en form på sine filmessays, som er det tætteste vi i øjeblikket kommer på undervisningsfilmen i Center for Børn og Unges regi, også et vigtigt format holde i live.

Disse ansøgere repræsenterer på linie med dokumentaristerne den nødvendige bredde i det repertoire, en dokumentarkonsulent på DFI må forsøge at dække: Fra Steen Møller Rasmussen til Anders Østergård, fra Jytte Rex til Christoffer Guldbrandsen, fra Marie Louise Lefèvres film om meditativ bøn til Eva Mulvad, fra Pernille Rose Grønkjær, Jon Bang Carlsen, Ole Roos, Annette M.Olsen og Katja Forbert, Michala Krogh, Lars Becker Larsen, Ove Nyholm, Boris Bertram, Anne Wivel, Frank Piasecki Poulsen, Asger Leth til interessante spillefilmsinstruktører, der i disse år også føler sig tiltrukket af dokumentarismen og lader sig udfordre af virkelighedens fortællinger: som Christoffer Boe og Laurits Munch Petersen, to eksempler bare fra min pulje af projekter.

Se hele debatten ved klikke kategorien Polemics. Foto: DFI, aktuelt, pressroom.