Werner Herzogs poetik 5

Jeg må gøre Herzog-genfortællingen færdig. (Før jeg i morgen er på Cinéma du réel festivalen i Paris. I fjendens lejr.) Tue Steen Müller bragte det forleden frem til til Minnesota-erklæringens punkt 5, om de dybere lag i filmkunsten.

5. Herzog slår fast at de findes der i den filmiske konstruktion. I modsætning til den journalistiske reportage, hvor de ville forstyrre. Men det må ikke få os til at det samme gælder film, hvor der findes sådan noget som poetisk og henreven sandhed. Den er mystisk og flygtig og kan kun nås ved digtning, fantasi og stilisering.

6. Cinémá verité folk ligner turister som tager billeder midt iblandt kendsgerningers ældgamle ruiner, erklærer han bekymret. Jeg tror han tænker på om hans egne reportager slår til, om de mange fluen på væggen film nu virkelig tænkes færdige. Jo, ok, mestrenes gør, Dvortsevoys gør. Franks, men Wisemans? Altid? Bang Carlsens? Wivels? Aldrig turismens lethed? Jo, da, som vi andre. Dog, Leth digter, fantaserer og stiliserer hele tiden.

7. Men tordner den evigt kontinent-vandrende Herzog: turisme er synd, fodrejse er dyd!

8. Og så fortæller han en historie om de snesevis på snescootere som i det smeltende forår braser igennem isen på søerne i Minnesota. Presset på guvernøren er stort for at få ham til at lovgive om det. Men denne forhenværende bryder og bodyguard har svaret: man kan ikke lave love imod dumhed.

9. Så er handsken kastet, noterer Herzog. Dette er modstanderen. Og det bliver hovedtema i speaken til Grizzly Man, naiviteten over for naturens virkelighed set gennem mange erkendelseslag i et filmværk.

10. For månen er mat, moder natur kalder ikke, taler ikke til dig, lige meget hvor meget gletscheren giver lyd fra sig. Og lad være med at lytte til livets sang. Bedrøvede råd til Amie Huguenard og Timothy Threadwell, som forførte af et naivt natursyn leverede den ultimative reportage.

11. Så vi skal være taknemmelige for, at universet derude ikke kender noget smil.

12. Werner Herzog konkluderer sin erklæring og filmkunstneriske program: Livet i oceanerne må være et rent helvede. Et umådeligt, nådeløst helvede af permanent og direkte fare. Så meget helvede, at nogle arter, herunder mennesket, under evolutionen kravlede og flød op på nogle små stykker fastland, hvor mørkets lære fortsætter.

Movin og Møller Rasmussen: Words of Advice

Filmen har også en undertitel og det er en uskik, og det udstiller dens problem. Den hedder både Words of Advice og William S. Burroughs on the Road. Der peges i to retninger. Burroughs i teksten, i ordene, et filmessay nærmest. Og så Burroughs på tur, eller på tur efter Burroughs, en road-movie, tilnærmet.

Det første er langt det sjoveste. Og det klogeste. Undskyld Lars, undskyld Steen. Men jeres scoop i jeres journalistik er oplæsningen i Saltlageret. Og så arkivmaterialet. Ikke alle de møjsommeligt indsamlede vidner, slet ikke den pinlige scene med Turèll. Burroughs bærer som medvirkende selv det hele, og så er der Steen Møller Rasmussens kompetente billeder og Lars Movins ordenlige indsamling og viden og flid.

Der er bare ikke plads til det hele. Og enkeltdelene klæder ikke hinanden. Værre endnu, belyser ikke hinanden. Burroughs søges reduceret til illustration af venners og eksperters træt kedelige oplevelse af biografien. Men han spræller så gevaltigt, at han slipper fri af det litteraturhistorisk-pædagogisk-journalistiske net.

Og han er filmen værd, så han får seks points posthumt for sin indsats og Steen Møller Rasmussen får fem for billederne og for at han gemte dem og Lars Movin får fire for sin flid og vilje til, at vi andre må få del i alt det meget han ved. Men at sætte sig mellem to stole og annoncere det i en tvedelt titel trækker fra!

Men tak for dejlige stykker film i de store bidder. Men altså Turèllafsnittet måtte jeg vende ryggen til ved andet gennemsyn, musealiseringen af de to hjem er pinefuld og kustodernes omvisninger frygtelige, Men Steen Møller Rasmussens smukke, smukke still-leben scener fra bunkeren i New York er til gengæld umistelige. Ja, vi kan godt se selv, vi herude.. Og musikken er på vores side..

Men, men køb den film! De gode bidder er det hele og mere værd..

Lars Movin og Steen Møller Rasmussen: Words of Advice, 2007. Produktion: Plagiat Film, København plagi@get2net.dk  Distribution/Sales: Pan Vision  http://corporate.panvision.com/management.html 

Men hvor kan den mon købes på DVD? Kort&Dok? Nej. Lånes? Bibliotek.dk kender den ikke. DFI kataloget og filmstriben.dk heller ikke. Den er ellers oplagt på biblioteket og i skolen, langtidsholdbar. Hvad her er set som svagheden, vil nok der være styrken.

Werner Herzogs poetik 4

Tue, jeg tror altså ikke, at Herzog er oppe mod filmhistorien og dens anerkendte helte, han er oppe mod overfladiskhed, naivitet og dumhed i tænkningen med kameraet og i klipperummet. Oppe mod sig selv for så vidt. Så er man modløs, må man tage sig sammen.

En myte fortæller, at han tilfældigt mødte et kamerahold i lufthavnen i Wien. Det skulle til Kuwait, det var lige efter krigen. De var modløse, havde ikke rigtigt greb om opgaven. Derfor ikke lyst til reportagen, som ventedes af dem. Herzog foreslog, at han tog med og instruerede. Det ville være en ære, sagde de, ordnede det med deres tv-station og deres tv-reportage blev til “Lessons of Darkness”.

Det afgørende ved den historie er jo ikke, om det faktisk er foregået, det der i Wien og så videre, men om den er sand i sin fortælling om fortælling.

Og sådan er det for mig at se med Herzogs punkter. De er ikke politiske, de er poetiske.

Herzog Footnote 2

Allan refers to the point 5 in the Minnesota Declaration of Werner Herzog:

“5. There are deeper strata of truth in cinema, and there is such a thing as poetic, ecstatic truth. It is mysterious and elusive, and can be reached only through fabrication and imagination and stylization.”

Noone will object to that this is what Herzog at his best has achieved, at least in his “Lessons of Darkness” – it is mysterious and elusive.

But I could mention several “mysterious and elusive” magical moments in films that have been made from the observational approach that Herzog’s whole Declaration was made to oppose.

It reminds me about la nouvelle vague in France (Godard, Truffaut et co.), who rejected the qualities of Jean Renoir and Marcel Carne when they launched their programmme.. Or, in a much friendlier way, our own Danish Jon Bang Carlsen, who had to fight for his “staged documentary” style for many years before it was accepted by hard core documentarians. But that was 20 years ago, long time ago, now we can value both Albert Maysles and Werner Herzog and Jon Bang Carlsen and Joergen Leth and Anne Wivel.

Werner Herzogs poetik 3

Jamen Tue, han var da ikke, og er, i sine filmpoetikpunkter, da ikke ude efter disse fine folk, du nævner. Slet ikke personligt. Derfor undskyldningen, vil jeg tro. Fordi, han fornemmede eller fik at vide, at de følte sig personligt stødt. Og han har jo naturligvis heller ikke slettet denne pamflet fra sin hjemmeside. For den handler nemlig om noget inden i ham selv. Og tilbydes os andre som udfordring til vores tanke, som Perse siger om havet hver morgen. Hvordan er det med forholdet mellem sandhed og virkelighed på film?

Om lidt sidder vi på festivalen med det provokerende navn: Cinéma du réel.. vi må nu lige tilbage til Herzog, som i filmen om de to, der bliver spist af bjørnen, udreder, hvordan deres filmmateriale er enestående med hensyn til virkelighed, men naivt i analysen, falskt..

Vi må lige tage nogle flere punkter fra Minnesotaerklæringen.. Punkt 5 stiller virkelig krav til dokumentarfilmens selvopfattelse. Herzog finder der under den filmede reportage, samtale, intervieu i filmen er dybere lag med egenskaber som poetisk, ekstatisk sandhed. (fortsættes)

Mikhail Vartanov: Parajanov: The Last Spring

This documentary from 1992 tells about Sergei Parajanov (1924-1990), considered to be one of the masters of cinema, far too little known compared to his importance as it is said on the website

www.parajanov.com

that honours him, brings quotes about his greatness from Fellini, Godard and the one that could be said to resemble him in film language, also a master: Andrey Tarkovsky.

The film by Vartanov is a breathtaking hommage to Parajanov, who due to his long emprisonment during the Soviet times ended up having a consequent limited filmography, complemented by an extensive collection of paintings, drawings and collages. In most of the film the camera puts the focus on the beautiful old man with the white beard, he moves badly, he is completely introvert, he is moving towards the end of his life. Contrary to how he was, as shows the archive material from his shootings and the clips from his films firmly grounded in Armenian reality and culture and poetry. The film is chaptered with long sequences without words, only image and music. Pure beauty.

I have never seen a film by Parajanov… I want to do so in the near future. His films are available on Amazon, and for Danish readers – go to Laserdisken and iMusic.

Razvan Georgescu: Testimony

The director was – in his own words – given a second chance after a brain tumor operation. The doctors gave him three years more to live and he has used these three years to – own words again – enter this film journey between life and death, where he visits artists who are in the same terminal illness situation or who in other ways have been inspired by challenging their mortality. 

The viewer meets sociologist and writer Helmut Dubiel, screenwriter William Finn, artist Katherine Sherwood, video artist Bill Viola, painter Jörg Immendorf, the director´s father Remus Georgescu and the sculptor Peter Jecsa.

… and the director himself. We don´t see him but we hear his voice once in a while to remind us how long time there remains of the film, and – he plays in a completely unsentimental way with this – maybe of his life. (Razvan Georgescu is still alive and continues filming other people from the art world for a new version of the film).

All the way through the film we return to the operation room, doctors put on gloves ready for action, as is the sculptor, the conductor, the painter and the video artist Bill Viola, who has one of the most interesting parts of the film, in which he describes what was behind his masterpiece “The Passing”. I mention this but could have taken other sequences from this very well constructed and inspiring film essay on the healing nature of art.

2008, 90 mins. Sneak preview. Will go to festivals and on Arte. http://www.ovie.com/projects/testimony/

 

Herzog footnote

Allan Berg, my fellow blogger, is fascinated by Werner Herzog. And indeed, he is a great filmmaker, who has brought something new to the documentary genre. “Little Dieter Needs to Fly”, as an example, is a pure masterpiece.

Allan advises you to go to the Werner Herzog site to read his Minnesota Declaration, which he made to comment on what he calls the cinéma vérité. Allan writes in Danish, the declaration is in English.

Fun to read it is and inspiring, but also nonsense from the side of Herzog to denounce – let´s call it that – the observational documentary cinema. Is there no truth in what Sergey Dvortsevoy does, or what about Herz Frank, Pennebaker, Leacock, Wiseman? Is it reasonable to reduce observational documentary to mere search of facts…

Of course not, and Herzog knows that, and that is why he publicly excused his provocative Minnesota statement at a meeting where all the old boys – Maysles included, he is probably the one that Herzog refers to when he says that he has heard a filmmaker say that he can find the truth by observation, by being there – were present.

But fun reading. The documentary genre is alive and kicking. The diversity is a sign of good health for the genre.

http://www.wernerherzog.com/main/index.htm

Jeremy Isaacs: Cold War

Måske er den historiske serie, som lige nu kører sit 14. afsnit ud fra DR2 stationens valg og smag for oplysning, et eksempel på, hvad Herzog mener, når han siger, at kendsgerninger skaber normer, men sandheder skaber indsigt.

Afsnittet handler om Krusjtjovs og Dubceks periode, og der er fascinerende arkivmateriale at gense og en imponerende række vidner i interviews fotograferet i den sædvanlige skrå vinkel i det den sædvanlige teatralske lyssætning. Fint nok, kendsgerninger at se og høre, og alt, jeg til nu har sammenfattet om de folk og den tid, bliver bekræftet. Kendsgerningerne normaliserer.

Det er sandhederne, afsnittet mangler. Jeg havde måske ventet, Havel kunne levere dem. Det skete ikke, det lykkedes ham ikke at trænge gennem konceptet. Han, der nok ellers har kunnet undgå at forveksle kendsgerning og sandhed..

Jeremy Isaacs: Cold War 1-24, 1996, afsnit 14: Prags korte forår, DR2 i dag, 18:15. Isaacs skabte i 1973 med The World at War denne særlige model for det storpolitiske tv-epos. www.dr.dk/dr2/Den+kolde+krig  http://www.cnn.com/SPECIALS/cold.war/guides/debate/chats/isaacs/ 

Werner Herzogs poetik 2

Blot at tage et kamera og så prøve at være ærlig er naivt og både rigtigt og forkert på en måde, som minder Herzog om nattevagten i Supreme Court, som fortørnes over mængden af skrevne love og tilladte procedurer. “Jeg synes, der bare skulle være en eneste lov: De slemme fyre skal puttes i fængsel.” Uheldigvis har han på en måde ret, for de flestes vedkommende, det fleste gange, bemærker Herzog.

Cinéma Vérité forveksler kendsgerninger med sandhed og pløjer derfor kun sten. Og dog, kendsgerninger har somme tider en mærkelig, en sælsom kraft, som gør, at deres nedarvede sandhed forekommer vanskelig at tro på, hedder det i Minnesotaerklæringens tredje afsnit, Herzog fascineres ved visse kendsgerninger, men tordner alligevel i afsnit fire: Kendsgerninger skaber normer, sandhed skaber belysning og viden.

Og netop i filmkunsten er der dybere lag af sandhed… (fortsættes)