Channel 4: The First World War

Det gør da ikke så meget, at den her serie er mere end fem år gammel. Og det er bestemt fascinerende at få genopfrisket skoleviden og dertil lagt ny historisk viden og nye vurderinger (lader det til) og Benito Scocozza sørger for, vi ikke bliver bildt noget ind. (Eller gør han?)

Men film er det ikke, det er historielærerens lysbilledforedrag. Og det, som så er at kigge efter, er især billedmaterialet fra arkiverne. Rigtig meget er faktisk filmmateriale, det meste reportageoptagelser, jeg ikke har set før. Så jeg bliver så vidt muligt hængende på ved de følgende afsnit.

Afsnit 2 (8. januar 2008). De skiftende tilrettelæggere/instruktører, vel afsnit for afsnit, griber det ret forskelligt an. 2. afsnit forekommer dels mere udvendigt effektsøgende, dels mere ensidig i sin tendens. Snart bliver det nødvendigt at læse bogen, som er manuskripternes grundlag, Hew Strachen: “The First World War”, Oxford University Press, 2001 og frem. Speakerkommentaren er tilsyneladende nøgtern.. men, de nye vurderinger.. jeg ved ikke rigtig. Til gengæld er arkivmaterialet fortsat imponerende. Jeg prøver at fortsætte nogle afsnit.

Afsnit 7 (15. januar 2008) Afsnittet om u-bådskrigen er ren forelæsning. I orden for så vidt. Men er der nye oplysninger, nye vurderinger? Nej,vist ikke. Men så, litterære kvaliteter? Vist heller ikke. Julie Fabricius danske version er formodentlig loyal mod den originale speak. Men så er den svag, uden en samlet tankes stringens, uden sproglig rytme, men sært hoppende opløst i enkeltoplysninger kombineret med en endeløs, forekommer det, række citater med vildt skiftende vinkler og mærkeligt forskellige niveauer. Det betyder, at min tanke i forløbet afbrydes af spring væk, og forelæsningen, filmfortællingen falder sammen.

Channel 4: The First World War, UK 2002. Producer: Jonathan Lewis for Wark Clements Production m.fl. 1.del set på DR 2, 7. januar 2008. http://www.dr.dk/DR2/F%C3%B8rste+verdenskrig/20080104085651.htm

DR 2: På verdens bund 1-3

Jeg har lige set en dejligt gammeldags (klassisk måske) dokumentarfilm om at være bundløst fattig, men realistisk og værdig på samme tid. De bor på landet, som er tørkeramt, på sultens rand, men rent og ordentligt i smukke traditionelle hytter, disse kvinder. De ser deres mænd tabe stoltheden og give op. Med deres børn på ryggen tager de Addis Abeba for at tigge. Ydmyges, lever i snavs og elendighed – men sender penge hjem hver måned. Vender tilbage, når det går rundt igen derhjemme. Parate til en ny tur til hovedstaden.

Det ser ud som traditionel britisk antropologisk film, er en dansk produktion, men jeg fangede kun klipperens navn, det er den dygtige Jesper Osmund. Jeg leder efter instruktørens navn og andet.. Der kommer ser det ud til to afsnit mere..

DR2 og Jesper Osmund: På verdens bund, tiggerne i Addis Abeba 1-3. 1. del set 7. januar.

TV 2 dok: Pirater om bord

Ikke mange film får en foromtale som denne sag, som kaldes dokumentarprogram, som på hjemmesiden fremtræder som en veritabel multimedieproduktion med kaptejnens blog, med faktabokse og bonusmateriale, “eksklusive videoklip”.

Det er kl. 20:50, vi får se..

Senere: ja,jeg fik se. Og programmet som sådan var en skuffelse. Det kan slet ikke stå alene, men skal måske ses som blot en del af det samlede materiale, TV 2 dok har udsendt. For mig at se, er det en fejl at vinkle de fem søfolks historie kollektivt uden at skildre deres forskellige karakterers udvikling under de mange uger. Derved bliver for eksempel et af de få vigtige plots, modsætningsforholdet mellem de to unge og de tre gamle,underbelyst og i og forsig i det foreliggende materiale postuleret.

Mere kan siges, men det er svært at komme på meget positivt. Det må jeg tænke nærmere over..

TV 2 dok: Pirater om bord, 2008. Set 7. januar 2008. http://programmer.tv2.dk/dok/

 

Pol Pot – Timewatch BBC – and Rithy Panh

A small intro to our foreign readers: The Danish DR/TV has always been the flagship when it comes to documentaries on television in Denmark. It might paradoxically enough continue to be so!

The paradox is that a move to new premises, including the building of a concert house, has resulted in a drastic cut down in staff and money, due to a catastrophic budgetary mismanagement from the public service broadcaster. Less funding for local production gives more foreign purchases and re-runs, and the shelves are full of buys of good documentaries!

One of them is a BBC production from 2005 from the renowned history strand Timewatch, whose editor is John Farren. It is about Pol Pot, the man behind the Cambodian genocide in the late 70’es. The documentary gives us the story of the man behind the genocide – without having more than a couple of sequences with the man himself. The director, Andrew Williams, has therefore chosen to reconstruct some of the scenes as they were told to be by people who worked with Pol Pot in the Khmer Rouge. Very much is based on quotes from interviews with Pol Pot. It is all very nice, the archive is used cleverly, and the research is as we expect from a BBC production, but… it has also this distance and lack of passion of a non-involved producer and director.

For those who want to know more about Cambodia, there is one director to be mentioned: Rithy Panh, Cambodian, born in 1964, escaped the country to settle in Paris making several strong and passionate documentaries and dramas about his own country. The one that comes closest to describing the terror during the Pol Pot regime is “S21” that can be bought on dvd at http://www.editionsmontparnasse.fr/dvd

Watched on DR2 2008-01-04.

Pol Pot, BBC, 2005, Andrew Williams.

Pirjo Honkasalo: Melancholia

DR2 sendte en meget sen aften for nogen tid siden den finske mesters seneste mesterværk. FILMKOMMENTAREN.DK gjorde udtrykkelig opmærksom på, at den film måtte man ikke miste.

Pirjo Honkasalo er ude i filmfestivalverdenen regnet blandt de største, mest uomgængelige. Og den store ener. Hun researcher selv, skriver selv, filmer selv (på film!), klipper selv. Men denne film har den danske mester, filmklipperen Niels Pagh Andersen skabt fortælllingen i. Med rolig hånd i tre store akter, der huskes som tre malerier, tre kæmpelærreder af stor skønhed og derfor endnu større gru.

“Al filmkunstens styrke og skønhed er til stede her… Et enestående og essentielt værk!” Le Nouvel Observateur

Pirjo Honkasalo: Melancholia, 2006. Kan købes hos co-producenten Magic Hour Films http://magichourfilms.webhotel.net/index.php?specLan=da&specPage=filmbasen_quire&specMovie=ok Den kan også lånes på biblioteket og i Randers vises den i FOF Mandagshøjskolen og Onsdagshøjskolen.

Dorte Høeg Brask: Duften af Beirut

Det var et godt gensyn med den film. Jeg havde første gang jeg så den problemer med den medvirkende vi følger på opklaringsrejsen. Det havde jeg også i dag, men så opdagede jeg, at hun vokser i løbet af filmen, vokser i alvor og vedkommenhed.

Og sådan var det måske med hendes liv. Hun bevægede sig fra overfladiskhed til stadig større livsfylde nu, hvor hun sammen med Høeg Brasks så fint tilstedeværende kamera (og mig) konkret oplever, hvordan livet river konstanser væk, huse skydes i stykker, naboer flygter, venner dør, kærligheden er til låns. Og sin elsker finder hun som knogler i en kasse bag en jernlåge i kirkegårdens skelethus.

Jeg så, dette var ægte. Jeg finder “Duften af Beirut” er en af de mest konsekvente og vedkommende i gruppen af film, som med deres medvirkende rejser tilbage i fortiden for at genfinde dennes medvirkende.

Og så: jeg holder meget af Dorte Høeg Brasks kommentar og fortællerstemme. Her er noget vigtigt på færde, det mærker jeg næsten allermest tydeligt.

Dorte Høeg Brask: Duften af Beirut, 2006. Set på DR2 i dag, og genudsendes nok en gang mere mindst. Filmen kan også lånes på biblioteket.

Georg Larsen: Beautiful Beirut

Det var da interessant at få dette ugebladsjournalistiske blik på en yngre, emanciperet libanesisk kultur. Personerne, reportagen fulgte, var vist nok både sympatiske og kloge, men filmen var for ubeslutsom til at finde ud af det. Den holdt ikke fokus, måske fordi, den simpelthen ikke havde noget. Valgte at følge de to kvinder, som medvirkede, i deres springende tanker og foretagender. Helt ukritisk forekom det.

Jeg holdt ud til slut og havde god tid til at gøre mig mine tanker om nutidig overflade og sentimentalitet. Jeg kunne ikke lide leksikonforklaringerne på skiltene. Det vidste jeg stort set altsammen, havde foretrukket Larsens egen, personlige speak med personlige vurderinger, gerne journalistiske eller historiske eller politiske, ganske bestemt.

Georg Larsen: Beautiful Beirut. Set på DR2 for lidt siden.

Todd Haynes: I’m Not There

“Something is happening here, but you don’t know what it is…” Og undertegnede hr. Nielsen fatter i skrivende stund ikke meget af den film. Men jeg er fascineret og provokeret. Og jeg har ikke givet op. (Kunne smutte til Århus og se den en gang mere!)

Årets nok sidste filmoplevelse lader mig ikke stum, jeg kan sagtens snakke om den. Skrive noget, det tøver jeg ved. Men jeg arbejder på sagen.

Det er en stor oplevelse af en imponerende indsats, teknisk og professionelt. Jeg glemmer det ikke. Men hvad er der på færde? Jeg indrømmer at mine musikalske og biografiske forudsætninger er svigtende, men det afholder mig ikke for at se og undres. Jeg kan kun anbefale nysgerrige at prøve at finde ud af det. Og mange har bedre baggrund for at få alle associationerne og citaterne sat i et fatteligt system. Og få styr på karaktererne, især de seks, som fremstiller hver deres side af den BOB DYLAN, som ikke viser sig i filmen, sådan traditionelt dokumentarisk, end ikke omtales ved sit eget navn, men under dæknavne som Woody Guthrie (junior og senior), Jack Rollins/pastor John, Billy the Kid og Arthur Rimbaud.. “I is Someone Else”..

For videre analyse se Anthony Quinns anmeldelse 21. december i The Independent. http://arts.independent.co.uk/film/reviews/article3271352.ece

Jeg havde uden den tekst været på aldeles bar bund. Jeg er imponeret over den film, meget, men ikke én scene bevæger mig..

Tom Haynes: I’m Not There, 2007. Øst for Paradis og en række biografer landet over.

Ingmar Bergman: Sommernattens smil

Per Arnoldi har et aktivt og selekteret forhold til filmhistorien: Det fandt jeg ud af her i juledagene, hvor han i Politikens serie om kunstneres forhold til andres værker, hvilket har betydet mest? Og Arnoldi overraskede mig ved at røbe at han ser “Sommernattens smil” flere gange om året.

Jeg forstår ham så godt. Har foræret mig selv en lille stak Bergman DVD-er. Og har ladet dagene præge af det. Og den film er da frydefuld. Jeg grinede højt igen (efter disse mange år, hvor jeg i modsætning til Arnoldi ikke har set den). Filmen er for mig så skørt det lyder fuldstændig ny og frisk og meget bedre end nogen vedtaget nutidig komedie, jeg kan komme i tanker om.

Men kritikerne og kommentatorerne har gennem filmens levetid bestemt ikke været enige om det:

“… personerne er talerør for et aforistisk visdomsmageri, som giver sig ud for at være let og letsindigt, vittigt, dristigt, frækt og klogt, men i virkeligheden er tungt og klægt og uvittigt i al sin fingerpegende tydelighed.” (Werner Pedersen i Kosmorama, 20, 1956)

“”Sommernattens smil” er en ægte komedie, hvor surt og sødt blandes, hvor kærligheden betragtes med kynisme, men samtidig anerkendes som en alle besejrende magt.” (Svend Kragh- Jacobsen i Berlingske Tidende 13. september 1956)

“… så man altid går til hans film med en forventning om, at man skal til at opleve noget, der i eminent forstand er spændende. Det ville være synd at sige, at han skuffer os. Hvad han her har præsteret er et stykke stilkomedie af rang og placerer ham som filmens og Sveriges ækvivalent til Karen Blixen..” (Erik Ulrichsen i Information 13. september 1956)

“Det er en komedie af en kunstner, der af en eller mange grunde ikke kan lave komedier. Det har Ingmar Bergman vel også selv indset, eftersom han ikke har lavet komedier siden. Det er verden ikke blevet fattigere af…” (Ib Monty i Kosmorama, 137, 1978)

“… Lad filmen være blændværk på blændværk påblændværk, et artisteri uden mage i sin moderne leg med hele romantikkens klunkeverden, legen vil fortrylle både det store og det lille publikum ved spillets intensitet og situationernes dristighed. Sådan kan det gøres, når man kan.” (Harald Engberg i Politiken 13. september 1956)

“Der er en afslørende målestok, man kan anlægge over for så generøse kunstværker som denne helt helstøbte film. Hvornår rammer den? Hvornår bevæges man rigtigt og dybt? Hver gang.” (Per Arnoldi i Politiken 26. december 2007)

Og altså for Arnoldis vedkommende flere gange om året.. Man kunne jo prøve disse Bergmanværker af de mange fridage, som slutter dette år, hvor vi måtte tage afsked med mesteren.

*

“På ét niveau findes alle disse filminstruktører, som år efter år forsyner publikum med god og pålidelig underholdning. På næste niveau findes kunstnere, som gør filmene dybere, er personligere, mere originale og mere spændende. Og til sidst, oven over dem alle, findes Ingmar Bergman, som formodentlig er den største filmkunstner siden opfindelsen af filmkameraet.” (Woody Allen i Chaplin 2/3 1988)

Ingmar Bergman: Sommernattens smil, 1955. Bergmans film kan købes mange steder. Jeg fik mine i Classico, Nørregade 53, København peter.olufsen@ejby.mail.telia.com

Greetings from Saigon

Been away from Danish December weather and xmas for a long time! 30degrees here in wild Saigon where everyone seems to have a motorbike or to ride on one with the girl- or boyfriend. A lot of energy, but where is it going, Ho Chi Minh, would you like to know, you the official role model of a country that experiences an enormous economic growth right now including consumerism, tourism (yes, we benefit) and total Western life style, at least here in the center, where we feel at home at Hotel Continental – Graham Greenes place, you know, where “The Quiet American” is said to have been written. The book that is sold just around the corner in a cheap photocopied version by one of the street sellers!

I had the idea to write a bit about hotel room zapping for documentaries but has actually nothing to report, other than the Vietnamese official channels seem to broadcast documentary films from the war time every single evening – I can see the pictures but dont understand what is being said. The rest is CNN small reality clips, Discovery and Nat Geo and all that s…

What is much more easy to understand is the War Crime Museum that we visited. A documentation in photos mostly, magnificent photos taken by courageous photographers who risked and for many lost their lives in giving a documentation about what was going on when the Americans were here. It is unbelievable what is to be seen from My Lai, from victims of Agent Orange, from consequences of bombing Hanoi and Haiphong in xmas 1972… a bit more than 30 years ago. Nothing new but good to be reminded about what happened politically when you were young.

Today its Iraq.