Cinéma réel festivalen har en socialantropologisk pris (Prix réalités de l’immatériel), dens 2500 euro blev givet til en film om den sibiriske rensdyr-nomade- og jægerkultur Evenk, som er ved at forsvinde ind i den russiske agrare kultur, en problemstilling, filmprojektet oprindeligt tog udgangspunkt i, idet Andrzej Dybczak, som er etnograf, lavede filmens research, herunder castingen, som en del af et videnskabeligt feltarbejde.

Jacek Naglowski er filminstruktør og det er skam filmkunst, der er kommet ud af det, ikke en rapport, ikke et kulturpolitisk debatindlæg. Uden svinkeærinder (næsten) gennemfører det observerende kamera sin iagttagelse. Filmscene for filmscene. Vi belæres ikke, vi ser hvad der sker, og vi har god tid til det. Det er frydefuldt og smertefuldt. Der ser jo ud til, at det smukke viger for det grimme, det ægte for det forlorne. Men det er også en usentimental resignation: det er jo sket. Og det er vigtigt, det er bestemt ikke en naiv fremstilling.

En indvending til filmen kunne være, at fokus ikke holdes ganske skarpt. Et folklore afsnit fører på vildspor, skønt det end ikke er fri for pegefingre – det er en skam, filmen kunne være helt ren. Og så er der det, at vi i disse klassiske kollektive skildringer er blevet så vænnet til at have karakterernes udvikling som dynamo skabt i klippet. (Nicolas Philibert, Niels Pagh Andersen, Adam Nielsen). I denne og de to andre af slagsen, jeg så på Cinéma réel findes de forløb ikke. Filmene er som statiske øjebliksbilleder. Affilmet “virkelighed” hedder ideen, grebet og moralen.

Jecek Naglowski og Andrzej Dybzcak: Gugara, Polen 2007. Kamera: Patryk Jordanowicz. Klip: Jacek Nablowski.

Distribution: http://www.deckert-distribution.com/news/new_films.htm.  

Still: Efter de første scener i taigaen og i teltet hos familien er den næstyngste generation i båd ad floden på vej til byen med en indkøbsseddel, man ikke glemmer. En rejse fra en århundredgammel statisk kultur til en helt ung og dymanisk.

Den forrygende oplevelse på Cinéma réel sidste uge var Vardas cinéma vérité om at tage til Hollywood og optage en film med udsøgt casting: Viva (Warhols superstar), Jerome Ragni & James Rado (Hair) og i biroller Shirley Clarke (!) og Eddie Constantine (!!). Han i den mindste.. kun én kort scene, hvor han som Vivas forhenværende bliver afvist i døren.

Alle spiller sig selv og lyver som de plejer. Og det skildres altså som sandfærdig film.. Det kan være der kun smålyves, drillende. I denne overstadige komedie, som jeg tilgiver alt for dens charme, dens tempo i scenerne, dens vilje til det teatralske. Så tydeligt.

Viva er stjernen, jo.. lige fra begyndelsen. Hun er dette americana, som festivalen undersøgte. Hun er, hvad Agnès Varda fandt, da hun med dette filmprojekt undersøgte det amerikanske .

Varda fandt også Shirley Clarke. I en scene bytter de tøj og rolle. Hyldest til Shirley Clarke og hyldest til Agnès Varda. Viva er modellen, Shirley er dokumentaristen og digteren og alter egoet.

Jeg så aldrig filmen dengang og heller ikke senere. Så først nu giver jeg altså dette gamle vildskab fem penne. Finder senere på hvorfor. Det er jo ikke nok at have haft det sjovt og tænksomt..

Agnès Varda: Lions Love, 1969. Still: Vivas bog, forsiden.

Filmen, som i lørdags vandt hovedprisen på Cinéma du Réel i Paris, er en vidunderlig fortælling om en flok børn og deres frie liv sammen uden mange voksne omkring sig. Jo, de går da i skole, men det er uden for filmens fokus. Og det er godt. De har forældre, som arbejder, eller er gået i hundene, det er vel en forudsætning for børnenes situation, men filmen behandler det ikke direkte. Og det er godt. Det er en slags nutidig Alle vi børn i Bulderby, i et nutidigt landsbysamfund som datidens svenske, men uden voksne altså. Og det er også fint..

Men filmen vil alligevel for meget. Den uddyber børneflokkens sammenhæng med landskabet i smukke naturbilleder, men fortaber sig i det. Den vil stedets historie og topografi, men skildringen knækker over på halvvejen. Den vil studiet af samfundsforholdene. Det, at det engang var en tysk by oplyses i filmens voice-over, men det får ikke betydning for vores opfattelse af disse børn, som alle er russiske i tredje generation, og det får ikke betydning for filmen, som er og bliver børnenes. Og i den enestående serie af lange interviews med børnene, hvor denne viden er indlejret, erobrer disse meget levende medvirkende på hver deres måde optagesituationen, så filmen bliver til “Børnene og kameraet”, og det er dens store, store fortjeneste. Koepps faste greb, at lade kameraet køre og køre – fortæller Tue Steen Müller mig – kaster de smukkeste resultater af sig.

Filmen er således en ok vinder. En fremragende casting, en mere end grundig research og en bevægende historie, bundet i en kompetent instruktion af de livlige og nærværende medvirkende og forstået i et bemærkelsesværdigt kameraarbejde, bærer således en film, som trods (efter min opfattelse) slemme svigt i fortællingens konstruktion og klarhed er i høj grad seværdig og et vigtigt bidrag til denne tilsyneladende uudtømmelige tradition af klassiske kollektive historier som Philiberts Étre et avoir, og på årets Cinéma du réel film som Ciuleis Podul de Flori og Naglowskis og Dubczaks Gugara.

Volker Koepp arbejdede som dokumentarist ved DEFA i Berlin fra 1970 til 1992. Siden er han som selvstændig filminstruktør fortsat med at lave talrige film, senest Uckermark, 2001, Kurische Nehrung, 2001, Dieses Jahr in Czernowitz, 2004 og Söhne, 2007.

Volker Koepp: Holunderblüte, 2007. Fotografi: Thomas Plenert, klip: Béatrice Babin, produktion og distribution: Vineta Film.