Disse dage nævnes Dan Laustsen i forbindelse med nomineringen til Academy Award for bedste fotografering i The Shape of Water selvfølgelig især for samarbejdet med filmens instruktør Guillermo del Toro gennem flere filmproduktioner (The Shape of Water, 2017, Crimson Peak, 2015, Mimic, 1997) og her i landet lige så naturligt for samarbejdet med filminstruktøren Ole Bornedal (1864-Brødre i krig, 2016, Fri os fra det onde, 2009, Kærlighed på film, 2007, Jeg er Dina, 2002, Nightwatch, 1998, Nattevagten,1994)

Her på Filmkommentaren.dk vil vi i dagens anledning som en tilsvarende oplagt erindring tillige nævne samarbejdet med filminstruktøren Anne Wivel (Søren Kierkegaard, 1994, Giselle, 1991, David og Goliath, 1988 og Ansigt til ansigt, 1987)

DOKUMENTARFILMFOTOGRAFI

At lytte efter hvad der sker i rummet… det kan man roligt sige Dan Laustsen gør i Ansigt til ansigt, hvis store styrke er, at billederne af de unge kommende præster tilsammen lukker tilskueren inde i et rum, hvor han bliver i de 166 minutter, som filmen varer. Det er nærbilleder af ansigterne, der udtrykker en kommentar eller en følelse i forhold til, hvad der bliver sagt i netop det øjeblik. Det er ansigter af typer, som vi kommer til at holde af.

Der er den stædige og den glade dreng, den kønne unge kvinde, som altid er den første til at opponere imod den stædige, den skeptiske, den tillukkede. Og lærerne med hver deres pædagogiske stil. Det er uophørligt fascinerende at overvære denne serie af eksistentielle debatter, og det kan kun tilskrives den store sikkerhed og intensitet i fotograferingen, at du ikke slipper taget. Det er hvad der gør en god fotograf – at kunne fornemme at her sker der noget, ikke nu, men om et øjeblik. (Tue Steen Müller, i sit bidrag, Kameraet som pen i Dirk Brüel m.fl.: Fotografens øje, 2009)

http://filmcentralen.dk/grundskolen/film/ansigt-til-ansigt (FILMCENTRALEN, streaming)

FARVER OG SORT-HVID

Farverne er næsten trukket helt ud i scanningen af Fri os fra det onde (2009)? “Det er en rå og voldelig film med meget blod, og jeg har altid kunnet tænke mig at lave en sort-hvid film. Helt uden farver tror jeg måske, at denne flm ville blive for dyster, men vi kom frem til, at det var en god måde at skabe distance til volden på, en visuelt stærk fortællemåde. Jeg brugte meget vidvinkel og arbejdede for, at hvert eneste billede skulle være et setup i sig selv.” (Dan Laustsen i et inteview med Andreas Fischer-Hansen i Dirk Brüel m.fl.: Fotografens øje, 2009)

Giselle, 1991

http://filmcentralen.dk/grundskolen/film/giselle (FILMCENTRALEN, streaming)

Christian Krönes, Olaf S. Müller, Roland Schrotthofer und Florian Weigensamer: Ein deutsches Leben

SYNOPSIS

Brunhilde Pomsel bezeichnet sich selbst als Randfigur. Dabei kam sie einem der größten Verbrecher der Geschichte so nah wie kaum jemand sonst: Von 1942 bis April 1945 arbeitete sie im Reichspropagandaministerium als persönliche Stenographin von Joseph Goebbels. Noch in den letzten Kriegstagen, nach Goebbels Suizid, tippte sie im Bunker Schriftsätze und wurde unmittelbare Zeugin des “Untergangs”. In EIN DEUTSCHES LEBEN spricht sie erstmals umfassend über ihre persönlichen Erfahrungen im engsten Zirkel um Hitlers größten Hetzer und Massenverführer, über ihre Zweifel, Ängste und ihr Schuldbewusstsein. Der Film ist zugleich ihr letztes Zeugnis: Im Januar 2017 verstarb Brunhilde Pomsel im Alter von 106 Jahren.

Die im konzentrierten Schwarz-Weiß gehaltenen Interview-Passagen werden durch neu erschlossenes Archivmaterial aus dem US Holocaust Memorial Museum und dem Steven Spielberg Film and Video Archive ergänzt. Ausschnitte aus Nachrichten- und “Aufklärungs”- Filmen der verschiedenen kriegsführenden Nationen vermitteln ganz bewusst einseitige und subjektive Informationen und reflektieren so die Wirkung von Propaganda auf einer zeitdokumentarischen Ebene.

Die Erinnerungen Pomsels sind in Zeiten, in denen Populisten in aller Welt immer mehr Zuspruch erhalten und rechtes Gedankengut vor allem in Europa wieder um sich greift, von beklemmender Aktualität. Ihre Lebensgeschichte beleuchtet die Banalität des Schreckens, konfrontiert uns mit der brisanten Frage nach der Verantwortung des Einzelnen für das politische Zeitgeschehen und ist eine eindringliche Warnung aus der Vergangenheit an künftige Generationen. (Filmens hjemmeside)

NOTATER

Filmen som hel og uantastelig fortælling knækker for mig, da der blandt arkivmellemstykkerne skydes disse voldsomme optagelser ind, disse forfærdende billeder, citater fra registreringsfilm optaget af dels tyske, dels tror jeg nok mens jeg ser det, allierede troppeafdelinger, først af de udsultede døde i Warszawas ghetto, så fra åbningerne af koncentrationslejrene, så fra begravelserne i de store fællesgrave. Jeg føler det som for tidlig en indvending mod Brunhilde Pomsels omhyggelige vidneudsagn, filmens absolutte midtsamlende lag så udsøgt fotograferet og så fornemt klippet.

Jeg bliver jo sat i kvindens sted og må opgive at se filmen som essay og hendes omhyggelige overvejelse af hvordan det gik til at hun kunne fortrænge al viden som var ubærlig. Jeg må forlade den redegørelse og begynde et opgør med mig selv om det faktum, at jeg stadig nu som 78-årig, nu i 2018 undgår visse beretninger om ufattelig grusomhed, dengang i Tyskland og Polen, i dag i Syrien og Irak. Jeg springer artiklerne over, læser ikke bøgerne, ser ikke fotografierne, måske heller ikke filmene – kun disse værker der, som jeg ser det og måske selv forsøger, skyder det kunstneriske erkendelsessystem ind foran rædslen.

2

Jeg burde gennemføre en læsning og en skrivning og en tænkning som de store forfattere. Som Hannah Arendt, som W. G. Sebald – på mit niveau forstås! I det mindste læse deres bøger igen og se hvordan det er de gør. Bruger tænkningen. Jeg burde se Joshua Oppenheimers to film igen – og se godt efter – hvad er det han gør? Indbygger distancen ved humor og accentuering, ved overdocering, ved overdrivelse, tror jeg det er. Gør de under fuld kontrol.

3

Men filmen Ein deutsches Leben står enkel og rå for mig. Og det er godt. Den bringer Brunhilde Pomsels sindrige og i sig selv uangribelige fortælling, denne omhyggelige analyse af det at undvige ubekvem viden og alene konkludere: ”Ich könnte keinen Widerstand leisten, ich bin zu feige.”

4

Filmen har en storladen, enkel æstetik. Den skyder dokumentariske arkivstykker ind som ekskurser, som fordybelser, som kollektive erindingsglimt til Brunhilde Pomsels dybt personlige og til fuldstændig ærlig autenticitet litterært finpudset formulerede vidneudsagn. I begyndelsen er det hændelser, vi alle kender, Goebbels taler, også den endelige i Berliner Sportspalast, hvor jeg ved filmens overraskende disposition så indtryksfuldt alene får filmoptagelsernes lydside til sort lærred, hans stemme, som Brunhilde Pomsel opholder sig ved og undrer sig over i sin så besynderligt helt troværdige beskrivelse af denne mand, som alene i sin skuespilkunst viser eller røber sin kyniske modbydelighed i disse så forfærdende sært forførende taler.

Jeg hører alene stemmen og sætningerne, ser ikke billederne. Sådan fornyr dette filmværk disse længst forbrugte historiske optagelser med ny koncentration. Jeg der var immun efter at have set dem for længst og siden alt for mange gange, hører dem nu for første gang, jeg kan ikke lægge dem væk. I denne æstetiserede version er jeg ikke immun, følelsesmæssig. I en nyrenset skønhed tvinger de på ny min opmærksomhed.

5

Jeg tror der er sket det at de fire instruktører er lykkedes med en bearbejdning af de første arkivcitater, men så har givet op – dette kan vi ikke æsteticere, det må vi bare sætte ind, det må vi bringe, det er ukendt materiale, det er enestående… og filmen, deres film, Ein deutsches Leben bliver de steder tavs. Uden bearbejdningen, uden den nye tænkning, uden den poetiske indsats, er det en tavs film, hvor alene Brunhilde Pomsels testamente lever i sin egen litterære højde. På dette sted altså knækker filmen, tror jeg – fejler som filmkunst og bliver anklage. Jura, international retsfølelse, moralfilosofi? Nej, blot tavs anklage, vender sig mod mig: du har en erkendelsesopgave. Du må selv gøre vores film færdig.

6

Brunhilde Promsel selv er derimod færdig med sit arbejde og kan sammenfatte: Jeg var fej. Jeg gjorde for sent noget for at hjælpe Eva Löwenthal – min bedste veninde. Efter mine fem år i russisk fangenskab kunne jeg blot opsøge arkivet i Berlin og spørge efter Eva. Hun var død i 1945, myrdet i en tysk lejr.

De fire filminstruktørers kunstneriske indsats er, oplever jeg, at de så værdifuldt har filmet og ordnet Brunhilde Promsels erindrings- og afklaringsarbejde – men efter at have gjort det så smukt loyalt, lever de kun delvist og usikkert op til hendes fortælleniveau og intellektuelle klarhed, som alligevel gør deres (alle fem) fælles film enestående, uomgængelig, aldeles vigtig og smuk.

Østrig 2016, 113 min. Blackbox Film & Medienproduktion GmbH Dansk distribution: Camera Film, dansk biografpremiere 25. januar. FILMKOMMENTARENS vurdering: 4/6.

http://www.eindeutschesleben.de/ (filmens hjemmeside)

http://www.sueddeutsche.de/muenchen/fimfest-muenchen (anmeldelse)

http://www.eindeutschesleben.de/interview.html (interview om produktionen)

SYNOPSIS

Selv om Brunhilde Pomsel altid beskrev sig selv som en bifigur, der slet ikke var interesseret i politik, kom hun tættere end nogen anden person på en af de største krigsforbrydere, som verden nogensinde har oplevet. Pomsel, der døde sidste år, var sekretær og stenograf for den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels. Hendes liv afspejler nogle af de største historiske rystelser i de 20. århundrede, samt hvordan de påvirkede tilværelsen for almindelige tyskere.

I dag tænker mange, at fascismens farer for længst er blevet overvundet, men Brunhilde Pomsel viser tydeligt, at det på ingen måde er tilfældet. I Et Tysk Liv tvinger hun således tilskuerne til at tage stilling til, hvad de selv ville have gjort, og om de ville have ofret deres moralske principper for at fremme deres egen karriere?

Hendes unikke personlige rejse tilbage til fortiden leder frem til nogle foruroligende, tidløse spørgsmål: Har vi overhovedetudviklet os eller er vi stadig uklare omkring vores egen moral og menneskelighed? Og endnu vigtigere: Hvor står vi selv i forhold til disse spørgsmål i dag? (Pressemeddelelse, Freddy Neumann)

Biografvisningen i Øst for Paradis i mandags rumsterer endnu. Så jeg skriver også de sidste umiddelbare notater fra den aften af. Eftertankerne kommer nok, når jeg omsider læser, hvad andre skriver om filmen i foromtaler, interviews og anmeldelser. Jeg ved, der er skrevet meget.

5

Jeg tænkte også da jeg der i Øst for Paradis som et vigtigt eksempel på Torben Skjødt Jensens stilsikre brug af den skildrede tids tv- og dokumentarfilmbeskæringer chokeret så det første af de vidunderlige interviews i en stiliseret sort/hvid, rolig, rolig optagelse, beslutsomt ændret fra den tids 4:3 beskæring til nutidens 16:9, så rent qog flot fotograferet af Henrik Ørslev og Steen Linde næsten som Henning Carlsens og Henning Christiansens dokumentarfilm fra engang, og hensynsfuldt og følsomt klippet af Steen Schapiro. (FOTO: Inge Guldal, Michael Strunges første kæreste. Nu, under interviewoptagelsen)

6

Forklaringen på det med tid er jo, går det op for mig, at den ikke er Michael Strunges tid, hans samtid – den er Torben Skjødt Jensens films nu. Alle de medvirkende sidder i deres sort-hvide velordnede ramme og erindrer den tid, mindes Michael Strunge og digtene og musikerne og musikken dengang. Væbnet med ord og vinger foregår lige nu, i denne jævnaldrende gruppes sind, – som filmen lader tegne sin generation, jeg tror på en så generøs måde, at den ikke alene er et værk for den generations retrospektive selvforståelse, men tillige for dens nu voksne børns forbavselse og anerkendelse: så nu forstår vi! Måske tager de ikke filmen lige så inderligt til sig, men de tager Michael Strunges korte liv og skæbne og digte til sig, den samlede Strunge er også deres.

7

Interviewfilm bekymrer mig ellers. Jeg får et besvær med filmens nu. Der er studiets nu, hvor det interviewede vidne fortæller, der er klipperummets nu, og der er biografens og mit nu, hvor jeg henrevet for mig selv etablerer fortællingens virkelighed. De film som bliver i studiets nu, er rene i sig selv og de sætter mig fri med det samme. Men er der så bearbejdet arkivstof inddraget, kan det dels skubbe min egen billeddannelse til side og i stedet levere sin egen tid i filmen, som så ofte, for mig at se, kommer i modfase til billedet, altså til portrættet af den medvirkende der i studiet.

Torben Skjødt Jensen administrerer det her problem med tiden ved hurtigt at klippe de nødvendige lag ind i fremstillingen, så jeg med det samme i en overenskomst med hans film skiller dem ud og anerkender dem som hans fortællings dynamik, der roligt bringer dem sammen, så jeg trygt accepterer de to eller flere lag som én tid, den tid som undertitlen taler om, som er filmens undersøgelse ved siden skildringen af Michael Strunges personlige tid, biografien. Filmen bliver således helt enkelt biografi og tid, og de to billeder balanceres på milligramvægt fra øjeblik til øjeblik gennem alle filmens 108 minutter.

8

Og tid bliver noget man ligesom kan komme for sent til. Nøglescenen er en arkivoptagelse fra et litterært tv-program fra 1984, hvor litteraturhistoriens regel om årtier, som oprindelig var et ordnende princip, sådan tilbageskuende, bliver nutid, bliver tiår, hvori nogle digtere fra første dag forældes på en nat. Lola Baidel og Kristen Bjørnkjær er i programmets studie sat over for Pia Tafdrup og Michael Strunge, og Strunge blæser fanfaren i det møde foran studiekameraerne ved at beskrive og afgrænse den gamle æstetik som er forbi som periode, som 70-erne, som er Baidel og Bjørnkjær, forstår jeg, og den nye æstetik, som er 80-erne, som er Pia Tafdrup og ham.

Det er lidt vildt og uforsonligt i tv-programmets nu. Men så klipper Skjødt Jensen til sit interview med Søren Ulrik Thomsen, dengang jo således ny og altså fra årtiets begyndelse 80’er digter, som i optagelsens moderne format 16:9 og rigtige, virkelige og afklarede nutid, på sin måde til stede der mandag aften i Øst for Paradis’ store sal, giver den skarpt og højlydt skelsættende Michael Strunge ret og påtager sig at demonstrere, at selv om Strunge og Tafdrup og han selv var låst som 80’ere, lever imidlertid deres digtning i nye tiår efter tiår. Michael Strunges indlæg den tv-aften var så radikalt, som alene han selv i det filmiske nu profetisk var klar over: Der måtte i digtningen et indre udtryk til som var meget stærkere.

 

Michael Strunge og hans anden kæreste, Cecilie Brask, fotografier fra dengang. De to var sammen til hans død.

Danmark, 2018, 106 min. Produceret af PictureWise Film / PostEdified Film. Distribution ved Another World Entertainment. I biograferne NU disse dage. Filmkommentarens anbefaling og vurdering er jo 6/6, seks af seks mulige penne.

https://www.facebook.com/performrecordshow/videos/ (trailer)

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/99625.aspx?id=99625 (fakta om filmen)