Citizen Schein

… har tre instruktører: Maud Nycander, Jannike Åhlund og Kerstil Grunditz Brennan. Førstnævnte stod også bag (sammen med Kristina Lindström) filmen og tv-serien om ”Palme”, som vi roste her på bloggen, link nedenfor, for at være ”en suveræn fortalt fortælling”.

Det samme kan siges om filmen om Harry Schein, kongen af svensk film, manden der skabte den svenske filmavtal og fik bygget Filmhuset i Stockholm, der stod færdigt i 1971. Den kyniske karriere-mand, som én siger i filmen; han havde kontakt til Palme, spillede tennis med ham, ville gifte sig med Sveriges smukkeste kvinde, sagde han, og gjorde han – Ingrid Thulin. Det holdt i 30 år. Og så Ingmar Bergman som vel ikke var blevet Ingmar Bergman

uden Schein som leder af filminstitutet fra 1963-1978. Det bliver ikke nævnt i filmen, men jeg mindes at have hørt at der ét år kun blev givet støtte fra instituttet til to: Bergman og Jan Troell. Bo Widerberg blev holdt udenfor og Scheins ledelse blev kritiseret af unge filmfolk, blandt dem Roy Andersson som kom i konflikt med Schein i forbindelse med filmen ”Den hvide sport” fra 1968. Andersson ser tilbage i filmen og siger ”kunne jeg dog bare sige undskyld til ham”.

Forståeligt når man kender til Anderssons film og hører Schein sige klart og tydeligt at filminstitutet udelukkende skal støtte ”kunstnerisk værdifulde film”.

Filmen går kronologisk til værks og gør meget ud af Scheins jødiske baggrund. Han kom til Sverige fra Østrig uden sin familie som 15-årig i 1939, blev uddannet kemingeniør, fik patent på en vandrensningsmetode, solgte den og grundlagde dermed sin store formue. Og gik derfra til filmen, skrev filmkritik og meget andet i Dagens Nyheter. Store ambitioner og evnen til at komme ind i magtens centrum som svoren socialdemokrat. Det var et hårdt slag for ham, da Palme døde i 1986. Og da Bergman slog hånden af ham, hvorfor vides ikke, det var hårdt at opleve, siger Bergmans søn Daniel kritisk om sin fars opførsel.

Den velfortalte tv-dokumentar blander arkivmateriale med interviews, der giver et billede af ikke blot en charmerende playboy, som han ofte blev kaldt, en hensynsløs og arrogant mand der kunne medierne, men også en mand som få kunne komme tæt på. Der er givetvis meget mere, der kunne fortælles om Schein, der i 1980 udgav sine erindringer, titel ”Schein”! Men her er man underholdt og får god besked.

Sverige, 2017, 100 mins.

Kan ses hele året på svt play – svenske undertekster.

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/2146/

Julén & Alexievich: Luybov Love in Russian

Julén with the first name Staffan, experienced Swedish documentarian, shares the same appreciation for Svetlana Alexievich as I do. Click the link below for a text I wrote about her after reading her beautiful book ”Second-Hand Time” during the summer of 2017. In that text she describes her documentary working method as a writer: … I don’t just record a dry history of events and facts, I’m writing a history of human feelings. What people thought, understood and remembered during the event. What they believed in or mistrusted, what illusions, hopes and fears they experienced… That made her book one of the best if you want to understand the Soviet Man.

Staffan Julén has for years followed Alexievich, when she is

practising her method for a new book on Love, the most difficult one she has been involved in, she says; As we Russians/Belorussians seldom bring up love and happiness in our conversations. And it is conversations that Julén has caught: Alexievich with her small tape recorder on the table, often with chocolate or biscuits brought along to the one, she is talking to and with images from their homes, kitchen after kitchen, it makes you feel at home and welcomed to follow talks, which are down to earth and personal, like we talk to each other. It’s conversations in city appartments – gosh, there are many tall appartment buildings in these countries – or in the countryside. As an example: The woman on the photo talking to Alexievich is full of life, when she talks about her marriage with a KGB man. A marriage that did not last – he had to leave, he could not endure her strong wish for freedom and independence. And there is the young couple with two children, happy they are, having difficulties in finding words for that. Contrary to the woman in the countryside, a widow, who has nothing but beautiful memories of her long life with Him. Love and death.

Alexievich includes herself in a conversation with a fashion designer, ”we have not been succesful with love, she says”. She appears the whole way through as the warm person you can find in her books. She cares. She makes people open up.

A main character is the painter Vladimir, who talks about his complicated love relationship with a woman, he loved but who did not love him, it turned out. They married, she got a child, not his, a child with cerebral palsy. In some moving scenes you see Vladimir and Anyushka together.

I am so happy that Staffan Julén and Svetlana Alexsievich have made this fine balanced film and I am looking forward to the book that is built on the conversations that are transcribed, she, the transcriber, is in the film listening to the tapes and putting the words down on paper via a typewriter of the kind I remember from the 1980’es. Wonderful to see that and her reactions to what she hears.

The film had its premiere in Sweden November last year, Danish premiere in April this year. And many festivals are waiting I guess?

Sweden, 2017, 89 mins.

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3976/

Torben Skjødt Jensen: Væbnet med ord & vinger /2

Biografvisningen i Øst for Paradis mandag aften er meget til stede i mig endnu. Så jeg fortsætter med at skrive mine notater til en anmeldelse af og kun rationalisere ganske lidt. Den der eftertanke kommer nok senere, når jeg læser de fortsatte foromtaler, interviews og anmeldelser… Jeg nåede blot første notat i tirsdags, så nu kommer så de næst følgende:

2

Jeg har næsten altid haft den fikserede idé at en film måtte gøre klart for mig med det samme, faktisk lige fra titelsekvensen, hvilken tid jeg er i. Så jeg spurgte mig selv om det første, hvilken tid er de interviewede medvirkendes tid. Eller hvad med arkivmaterialernes tid? Og hvad er så filmens tid, hvor er fortælleepositionen og vigtigst, hvor kan jeg placere min tid? Det var min overvejelse ganske kort tid til jeg der i biografens overtalelse blev revet hen af Torben Skjødt Jensens filmkunst, var tabt for omverdenen, som engang helt tilbage i en stor biograf i Clairmont-Ferrand så hans Flâneur (1993) første gang og med det samme henrevet forstod at nu var dokumentarfilm ikke mere, hvad det havde været.

3

Jeg havde også den fikserede idé, engang, at digte ikke kunne illustreres, at et oplæst digt i en film som en næsten ufravigelig regel som lyd skulle blive sammen med sit billede. Det skrev jeg engang om i en tv-anmeldelse hvor Jens Okking læste digte så smukt og tilrettelæggeren velmenende havde valgt at billeddække, som det hed dengang, på det sted, med konventionelt smukke, men egentlig tomme landskabsoptagelser. Det skrev jeg om, og nogle dage efter havde Okking en lang kommentar til min anmeldelse, hvor han konkluderede, at for en gangs skyld havde han lært noget af en anmelder. Om teksternes egen billeddannelse, om disse billeders og dækbilledernes interferrens.

Men Torben Skjødt Jensens film væltede og tilintetgjorde altid min stive fordom. Også i den nye film går han skridt videre i sin billeddigtning, ud over vignetterne til digtene, som både er med i grafikken så skønt foran vignetten, bygger han som i Lerfeldtfilmen store tableauer og hele filmscener med skuespillere. Han elsker skuespil og lærer mig konstant lidt yderligere nødvendigt om scenekunsten, som alt hans arbejde tror jeg lige nu, inderst drejer sig om kunstens væsen som det punkt, hvorfra verden bevæges.

4

Hvis jeg vil forstå filmen om Michael Strunge og hans tid må jeg se den i sammenhæng med Skjødt Jensens række af filmbiografier. Hvad er det nu han gør samtidig med, han fortæller mig en historie om et menneske, om dets liv, om dets sind og dets arbejde med at udfylde, omforme tilværelsens vilkår – her for Michael Strunges vedkommende et poetisk arbejde mere end et mimisk arbejde. ”… I vores kunstopfattelse har vi nok lagt meget tryk på det mimetiske og taget det frem, der som det virkelighedsafspejlende var det fine, og måske er det poiesiske blevet sat for langt i baggrunden.” (Henrik Veileborg: Filmfortælling, 2007)

Studiet af Torben Skjødt Jensens arbejde med filmbiografierne, med det felt, som de inderst handler om, er stort. Det må omfatte gennemsyn og læsninger af It’s a blue World (1990) om Hans Henrik Lerfeldt, Carl Th. Dreyer – Min metier (1995) om filminstruktøren og Den talende muse (2003) om Asta Nielsen.

Men lige nu og her er det Michael Strunges liv og værk som udfolder sig i biografernes offentlighed, den mulighed for tilstrækkeligt indhold i biografien alene har Skjødt Jensen tilsvarende brugt i lanceringen, og det kunne være alt nok, hvad den begejstrede modtagelse allerede nu kunne tyde på. Men bag det findes også en dybt reflekterende filminstruktørs personlige film, i første gennemsyn en smuk spejling af sin egen biografi i dens tidlige fase med Strunges, da han levede jævnaldrende parallelt med digteren.

Han finder den parallel i Strunges liv og i Strunges værk, men sætter den så i sit eget helt personlige udsyn til den tids musik og nervøse stemning på det digteriske plan og til tidens sociale virkelighed på det kulturhistoriske plan, både boligblokkenes beslutsomme arkitektur, tøjmodens opsætsige signaler, tv-kulturens og dokumentarfilmenes virkelighedsbeskæringer i 3:4, som denne nye film ind i mellem drømmende opholder sig ved… (det her må vist nødvendigvis fortsættes)

Danmark, 2018, 106 min. Produceret af PictureWise Film / PostEdified Film. Distribution ved Another World Entertainment. I biograferne fra I DAG, 11. januar. Filmkommentarens anbefaling og vurdering er fortsat uden mindste tøven: 6/6.

https://www.facebook.com/performrecordshow/videos (trailer)

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/99625.aspx?id=99625 (fakta om filmen)

Arunas Matelis: Wonderful Losers/ Poster

It’s not only because he is Danish… but also because it is such a good poster that reflects, what the film is about, the hard job that Chris Anker Sørensen (nickname in Danish: Oksen fra Hammel) and many others have as road bicycle riders. “Wonderful Losers” yes, who don’t give up easily. Arunas Matelis, the director of this already two times awarded film found a part of the dialogue that Sørensen has in the film with the doctors in the car that follows:

Doctor (in driving doctors car) : Ask him if he hit his head…   Did you hit your head? He’s not even answering! Hold on! – Do you have a problem?  
Sørensen (next to the car) : Just… I don’t remember anything.  
D: You don’t remember?
S: No. 
D: Does your head hurt?  Are you hurt? Stop! No, it doesn’t hurt very seriously, but he doesn’t remember anything.  
Hold on! Do you remember falling?
S: Yes… I fell… I remember…  
D: What? 
S: Only a small part…  
D: Do you remember only a small part? 
S: Yes, yes, yes.  
D: Can you see well or foggy? What about eyes? Can you see well?
S:  Yes, yes, well. I remember my name…
D:  Ok.
S:  I also remember my daughters… 
D: He remembers his daughters names. Good. If anything changes, if you feel sick, tell us! If you feel like vomiting… Well, he says he remembers what his daughters are called.  
… Arunas Matelis: About Chris Anker Sørensen – Although his role in the film is small, it is essential to me. When Mark Olexa captured him with his camera, I was convinced – I can do the film. Paradoxical as it may seem, the man keeps on pedalling even confused, having no recollection of falls, and maybe – the direction to where he’s going. He keeps on moving, never stops even for a little break to clean up the wounds or to reassure the doctors in the medical car that everything’s all right. All he remembers is his children’s names. This could only happen in a documentary!
Photographer Gintas Berzinskas, poster designer Justinas Dadonas.

Torben Skjødt Jensen: Væbnet med ord & vinger

Min første reaktion efter at have set filmen om Michael Strunge og hans tid i Øst for Paradis i Århus i aftes: Så omsider filmen, den er meget, meget smuk, et kærlighedsdigt over en biografi og et værk om det korte korte liv og om døden. Og i alt det om selveste kærligheden skrevet ind i en stor digtning, som jeg ene af alle i biografen ikke havde læst. Allerede dengang var jeg for gammel. Men nu hvor jeg omsider læser unge digtere er jeg herefter helt klar til den samlede Strunge.

Jeg har ikke set alle Torbens Skjødt Jensens film, men blandt dem jeg har set, er det måske den bedste… Der er meget at tænke over for mig, jeg har et par fikserede ideer, jeg skal have gjort op med, for det gjorde Torben Skjødt Jensen med sit monument af en film eftertrykkeligt mod mig undervejs, mens den voksede og voksede i konsekvens og dybde. Mere anmeldelse følger nødvendigvis…

Danmark, 2018, 106 min. Produceret af Picturewise Film / PostEdified Film. Distribution ved Another World Entertainment. I biograferne fra 11. januar. Filmkommentarens anbefaling og vurdering uden mindste tøven: 6/6.

https://www.facebook.com/performrecordshow/videos/ (trailer)

Helle Lyster: Daniels sidste chance

Jeg er blevet dybt optaget af en ny dansk tv-dokumentar, hvor Daniel Hvoldal som er sclerosepatient og hans kæreste Nelly Lisby Nielsen gennem otte måneder er fulgt af et filmhold til og fra og med Daniels egne kommentarer til sin mobiltelefons video som diskret deltagende, men så vigtige vignetter. Det er uafbrudt spændende og hele tiden vedkommende og brugbart. Det er smukkeste folkelige oplysning.

Dokumentarens erfarne redaktør Søren Slumstrup skildrede som tilrettelægger år tilbage sider af lægeverdenen og sundhedsvæsenet kompetent og kritisk, jeg skrev dengang: ”Søren Slumstrup er den venlige dræber, jernnæven i fløjlshandsken. Lægerne burde kende ham efterhånden, men de slemme blandt dem – denne lille ubehagelige gruppe, som han rydder op hos – følger vel ikke med i dette heller. De er så optaget af at tjene penge og dække sig ind, da de laver ulykke efter ulykke, ser det ud til. De øver sig ikke, de efteruddanner sig ikke, de lærer end ikke af deres fejl. Men Slumstrup er efter dem, ærligt inde i filmens billede, så venlig og flot – og tilbageholdende…”

Søren Slumstrup lavede altså på den måde i sin tid, da jeg som filmkonsulent for DFI i et midlertidigt samarbejde var i nærheden af ham og dokumentararbejdet i DR huset i Århus: Den hvide magt, 2004, Læger uden fejl, 2003, Helles sidste dage, 2002. Jeg oplevede tv-journalistikken som en forrygende og særdeles kompetent verden. Men jeg har ikke fulgt hans arbejde siden, har helt og holdent åbenbart været andre steder, hvad der også må fremgå af mine blogindlæg siden her på Filmkommentaren

Men nu ser jeg imidlertid at Slumstrup med den modsatte og lige så vigtige holdning som den begrundet kritiske, nemlig den folkelige oplysning på tilsvarende omhyggeligt videngrundlag som redaktør er involveret i en dokumentar, jeg af mange grunde vældig godt kan lide og som optager mig meget disse dage, Helle Lysters Daniels sidste chance. Her er lægerne og de sundhedsfaglige medvirkende i øvrigt de uangribelige, flittige, trænede, konstant uddannende sig og ærligt fejlerkendende, men uendeligt forebyggende disse… med alt dette altså filmens egentlige helte.

Den som Slumstrup på sin måde ligeledes erfarne Helle Lyster skildrede tilbage i 2008 for DR Dokumentar tre hjemvendte militærfolk udsendt til krige i Bosnien, Kosovo og Afghanistan, De hjemvendte, del 1, del 2 og del 3. Jeg hæftede mig dengang ved min optagethed af de tre medvirkende soldater og den enes kæreste, men var også klar over, at Lysters tackling af det sentimentale aspekt slet ikke bragte dette element under kontrol, og at hendes overvejelse ikke rummede selve tvivlen om det hele. Alt havde tilsyneladende i de tre små dokumentarer en forklaring og kun én forklaring. Jeg har som med Søren Slumstrups arbejde ikke fulgt hendes siden, har som nævnt ligesom været andre steder.

Jeg opdager så nu, at helt sådan er det nu ikke i programmet om Daniels sclerose og den lovende stamcellekur. Daniel selv og de medvirkende læger og fortællerstemmen undgår enhver sentimentalitet og de rummer faktisk både tvivlen og angsten, men hele forløbet dementerer begge de følelser og lukker selve optimismen ind. De forsigtige læger, måske tydeligst radiologen, da hun analyserer og sammenligner scanningerne før og efter behandlingen, det er en vidunderlig scene, og den forsigtige fysioterapeut på sclerosehospitalet i Ry, formulerer det ens, når de ser på prøvernes tal, at alt i alt går det den rigtige vej. Daniel selv lægger alle sine kræfter og hele sin opmærksomhed i en sikker tro på behandlingens succes. Her skubbes tvivlen til side, det er så godt at se, og det er Helle Lysters vist centrale ærinde med sin film.

Danmark, 2018, 58 min., DR 1. Filmkommentarens vurdering: 4/6

https://www.dr.dk/tv/se/daniels-sidste-chance/-/daniels-sidste-chance#!/ (streaming)

https://www.dr.dk/presse/daniels-sidste-chance-dr-dokumentar (om dokumentaren)

https://journalistforbundet.dk/sites (om Helle Lyster)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/196/ (om Søren Slumstrup)

 

Olavi Linna: Liv och Horace i Europa

Jeg er opslugt i en tv-serie. Jeg har kameraets tilladelse til uset at være den tredje person på de tos moderne dannelsesrejse og jeg oplever at jeg ser det hele, hører alt. Og selv om en diskret fortællestemme følger og kommmenterer rejsen, er alt mellem de to og mellem dem og det, de ser, aldeles indforstået. Tv-publikum findes ikke, jeg findes ikke. De to er helt alene om monumenterne og artefakterne, skulpturerne og malerierne, teksterne og læsningerne af dem. Ingen vil mig noget, jeg er ikke omklamret, er fri for al henvendelse. Men jeg er til stede, opslugt af et plot, som ikke er sindrig konstruktion, men spontant nærvær og tilstedeværelse. Sæson efter sæson, afsnit efter afsnit.

Sverige, 2017, 6 x 28 min. Medvirkende: Liv Strömquist og Horace Engdahl. Filmkommentarens vurdering: 6/6.

https://www.svtplay.se/video/15866727/liv-och-horace-i-europa

https://www.svt.se/liv-och-horace-i-europa/

Danske Dokumentarfilm 2017

Jeg har som for et år siden udvalgt de 6 danske dokumentarfilm fra 2017 som jeg i årets løb har været gladest for og fundet vigtigst (som Tue Steen Müller nedenfor på samme måde har gjort med udenlandske og valgt 16 / I have chosen 6 Danish documentaries from 2017), de 6 vigtigste film blandt dem jeg har set. De listes her op i omvendt kronologi med et citat fra anmeldelsen og med et link til anmeldelsens fulde tekst.

Jeg spurgte herefter mig selv, hvilken film af de 6 der fyldte mest i min erindring. Og jeg svarede mig selv: … when you look away af Phie Ambo.

Men læs nedenfor om min glæde ved alle seks film, for hvis jeg skal stole på mine tekster, ser det efter min opfattelse stadigvæk godt ud for dansk dokumentarfilm. 

 

Adam Schmedes: Edderkoppernes hus

… Schmedes har iscenesat de medvirkende edderkopper på den ganske særlige måde, han har udviklet gennem mange år, gennem mange produktioner. Og det er fremragende. Og det er noget ganske særligt. Og så har han iscenesat de medvirkende mennesker, en lille familie som deler titlens hus med de små dyr. Og det er i min oplevelse ikke fremragende, men jeg medgiver, at det er et uundværligt, ja, et afgørende lag. For i det lag er filmens samfundsmoralske diskussion bundet, faderen og børnene i familien bliver faktisk, ja, det er sandt, mine forbilleder i min fremtidige naturligt accepterende omgang med mine egne edderkopper.

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4124/

 

Eva Mulvad: A Modern Man

… Det nye moderne filmklip er langsomhed og fravær af angst for pause og tomhed, den nye moderne cinematografi er optagethed af øjeblikket, er ønsket om at vide det ud. Hvor det lige før var afviklingen af øjeblikket, opløsningen af nuet i en hurtig strøm af meget korte klip, som dominerede det moderne. Den røde Porsche er en hurtig bil, den kører hurtigt i potente gearskift med helten, eller er det fotomodellen? ved rattet. Hurtigt i det stort tegnede dramatiske landskab. Men i optagelsen oppefra er scenen langsom og lang og fascinationen gælder den lille smukke bil i landskabet, gælder det hurtige i det langsomme, altså detaljen som for eksempel hos Tom Ford, mere end overfladen som for eksempel hos Jørgen Leth. Kunst laves ikke på virkeligheden, sagde Per Højholt, kunst laves på kunst.

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4042/ 

 

Phie Ambo: … when you look away

Jeg kastes ind i Holger Bech Nielsens energiske rullen mangeverdens teorien op, vi skifter verden hver gang noget bliver målt! Og hvad er bevidsthed egentlig? Han lever i sit arbejdsværelses tavle og kridt verden, i en verden af fascinerende teorier. Jeg er med på besøget og ser med en lille sorg ham slutte sin forklaring før jeg er færdig med at indprente den, med en svamp fjerner han for mine øjne de noterede alternativer. Hos Phie Ambo fæstner sig imidlertid spørgsmålet, hvad er bevidsthed? Kan sindet være flere steder på én gang? Hun reflekterer mildt autoritativ i sin fint underfundige, blødt præcise fortællestemme (ja, filmen er speakbåret i sit afgørende lag ved siden af scenernes samvær i bevægelser og dialoger) og invier mig i Thomas Youngs dobbeltspalte eksperiment fra 1801…

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4032/

 

Nicole N. Horanyi: En fremmed flytter ind

Jeg kan rigtig godt lide Amanda, jeg kan lide hende i hver eneste replik, bevægelse, stemning, i alle scener fra først til sidst. Amanda Kastrup bygger sit eget kunstværk opmuntret og ved hjælp af Esben Dalgaard, Henrik Bohn Ipsen, Rasmus Steensgård og åbenlyst styret af Nicole Horanyi (det ses af og til i billedet som planlagt element), bygger det og bygger det ind midt imellem Horanyis arrangerede/iscenesatte dokumentarfilm rekonstruktion og hendes andet lag i sin filmkonstruktion, en omhyggelig journalistisk afdækning i tabloidpresse stil. Præcist derimellem ligger Amandas fortælling, hendes vidneforklaring. På det sted fastholder hun urokkelig denne sin helt egen fortællings suverænt litterære værkhøjde…

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4026/

 

Nicolás Nørgaard Staffolano: Danmark ved Ganges

… Over denne virkelighed og disse indgribende begivenheder har Nicolás Nørgaard Staffolano sammen med Andreas Dalsgaard skrevet et fint og klogt og aldeles omhyggeligt ordnet filmessay med mange – alle afgørende præcise – detaljer og adskillige underfundigt berettende fortællelag, som nøje beregnet berører hinanden på punkter, hvor modsætninger burde kunne forvirre udsagnene, men roligt bøjes ind under værkets afklaring af denne skrøbelige skønheds samlede kraft og vigtighed og sidste øjebliks kendsgerning.

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3910/

 

Lise Birk Pedersen: Tutti a Casa

… Vil Lise Birk Pedersen med sine værker skildre og fatte den filmiske undersøgelses emne og objekt gennem sine medvirkendes sind, umiddelbart og direkte og ikke ved deres replikker, ikke ved det de siger som jo mest er spontane almindeligheder, som hun her beskriver Luis klassiske, besindige mådehold i gammel anstændig borgerlighed, Marios faglighed i juraens skønhed og retfærdighed som den viser sig i barokmusikkens orden, Albertos uforsonlige robespierreske kynisme i en vrede over undertrykkelsen af sin fattige baggrund af ødelæggelsen af sin smukke by Torino med den vidunderlige FIAT fabrik og Paolas betagne forelskelse i Grillo, hendes skønne naive naturlige kraft når hun taler i bilen, i senatet, på tribunen ved valgmødet, taler med sin krops sprog, sine hænders gestik og sit ansigts lynsnare mimik? Er det det hun vil? Kernen i Tutti a Casa er nemlig ikke Grillos blog, ikke Italiens historie siden oldtiden, ikke den venlige udgave af populisme (hvad det så er). Den er disse fire menneskers spæde voksne liv med den politiske handling.

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3793/ 

Kristoffer Hegnsvad: Werner Herzog

DEN ANDEN USKYLD

Den trænede læsers (filmlæsers / filmpublikums) læseproces (filmtilegnelse) bør se således ud: 1) at opleve teksten (filmen) umiddelbart og uhildet, 2) at nærme sig teksten (filmen) fra så mange sider som man kan overkomme og med så megen viden og indsigt som muligt – Erik Lunding: ‘den eneste gyldige metode er den pluralistiske’  – dvs. at forstå og vurdere alle detaljer og deres sammenhænge og helheder: tekstens (filmens) udseende og lyd, dens ord, dens billeder og figurer, vers og sætninger (optagelser og scener), dens motiv og holdning og genre, dens helhed – og tekstens (filmens) placering midt i sine kontekster, trådene ud til psykologiske, sociale, historiske og litterære (cinematografiske) sammenhænge, alt det tidsbetingede i den tidløse enestående tekst (film). 3) Når dette er nok, da: at glemme det hele og opleve teksten (filmen) igen, i den anden uskyld som er både forståelse og oplevelse, som er kunstværkets mening og hensigt. (Poul Borum, 1966, frit modificeret ved parenteser af abn, idet Borum jo skrev om litterære tekster)

1

Kristoffer Hegnsvad tager i sin bog Werner Herzog – Ekstatisk sandhed og andre ubrugelige erobringer udgangspunkt i sit møde foråret 2016 med Werner Herzog på The Rogue Film School i München og bruger herefter sin viden om ham og sine læsninger af hans film som illustrationer, billedliggørelser og eksempler i en skildring af Herzogs filosofi om tilværelsen og æstetikken, virkeligheden og den kunstneriske bearbejdelse af den, skriver en Herzogs poetik så at sige ved siden af Aristoteles’ oldtidige essay.

Måske er det formidling mere end undersøgelse, altså mere akademisk undervisning og folkelig oplysning end det er nye læsninger af filmværkerne. Men hvis formidling og fortælling er bogens ambition – ja, så er den velskabt og lykkedes – og jeg tror bestemt det er fortællelysten som driver Hegnsvads tekst så lydefrit og letlæselig. Vil jeg nyere og mere komplicerede læsninger af filmene skal jeg jo blot købe en bog mere og lægge den ved siden af eller i forlængelse af Hegnsvads inden for sin ambition så fine tekst. (5. december)

Werner Herzog

2

Hegnsvads tekst forudsætter – opdager jeg nu – alligevel dejligt indforstået (jeg holder rigtig meget af indforståethed jeg ikke er berettiget til) at jeg har set alle Herzogs film, hvad jeg ikke har, og er fortrolig med dem, hvad jeg følgelig heller ikke er. Han anfører smukt originaltitlerne i kursiv. (Jeg har nu alle mine dvd-kopier af filmene – langt fra en komplet samling – fremme på bordet ved afspilleren plus mine udklip og Cronins Herzog on Herzog og jeg indser at det her kommer til at tage lang tid…)

Jeg noterer som et løfte til mig selv og mit blogindlæg, at jeg bør nævne og kommentere hans læsninger, som jeg er begyndt at standse ved, som jeg efterhånden på vej ind i bogen ser at der i det også er en systematik. Så jeg må engang opregne dem forfra fra først i bogen til sidst. Skelne mellem de søgende læsninger og de påståelige. (9. december)

3

Titlen – uden den for mig endnu kryptiske undertitel – er præcis. Bogen handler om instruktøren, ikke som biografisk person, men som tænkende og iagttagende og handlende menneske, som filosof, som antropolog, som kunstner. Bogen er ikke en række filmlæsninger som konkluderes, den er snarere en konklusion på et studium af Herzog som offentlig person, hvor filmværkerne hentes ind som belæg for fremstillingen, sammenfatningerne.

Hegnsvads undersøgelse gælder således ikke Herzogs film, men hans tænkning, Hegnsvads bog er ikke en filmbog (en undersøgelse af et samlet filmværk), den er en filosofisk monografi over en tænkers tankesystem (hedder det sådan?), en gennemført formidling af egne studier (samtaler, forelæsningsnotater, primær og sekundær litteratur) af dette system, som her eksemplificeres i denne tænkers enkeltværker, i hans film og tekster og andre formuleringer. (9. december)

4

Hegnsvads undersøgelse udvikler sig til at omfatte Herzogs professionelle moral, hans interviewteknik, hans metode for manuskript, for treatment. Jeg er kommet til side 152, et afsnit, som begynder her, hedder ”Formen under pres”, her er undertitlens begreber ”ekstatisk sandhed” og det ”ubrugelige” under behandling: ”Den gådefulde realisme i Werner Herzogs dokumentarfilm forsøger gennem sin form at identificere sig med det ikke-identiske og derved åbne for en mere rummelig ekstatisk sandhed end bogholdersandheden, der forsøger at identificere alting.” Senere i afsnittets fremstilling indkredses det andet begreb. Herzog opererer, skriver Hegnsvad ”med to forskellige karaktertyper. De er enten små ubrugelige som hittebarnet Kaspar Hauser i Jeder für sich und Gott gegen alle og den psykiatriske patient Bruno S. i Stroszek eller store erobrere af det ubrugelige, som Klaus Kinski i hovedrollerne i Aguirre – der Zorn Gottes og Fitzcarraldo.” Jeg er ved at forstå undertitlen, sådan mere middelbart… (10. december)

Werner Herzog under optagelserne til Fitzcarraldo, 1982 

5

Det er en stor og imponerende bog. Jeg burde skrive en rigtig anmeldelse. Indledning, læsning, vendepunkt, konklusion. Det har jeg ikke kræfter til, ikke viden nok til. Her er i stedet for mine notater fra læsningen, lidt læsning ad gangen, nogle af disse decemberdage. Det må være tilladt i bloggenrens løsere format, tæt som den er på dagbogens. Dagene med bogen har været og er rige, hvad jeg har af Herzogs film konsulteres ind imellem, som Cronins store interview og så mine egne notater, især fra to seminarer med Herzog på filmskolen, er ved hånden. Jeg prøver og prøver at få det til at hjælpe til en forståelse af Hegnsvads arbejde i dets litterære sammenhæng. Gentagelser eller nybrud? (15. december)

6

Jeg vil læse Hegnsvads bog færdig. I dag og i morgen. Ikke lave andet. Så skrive om den læsning – ind imellem jeg skriver meget forsinkede julekort…

Først på eftermiddagen, i dag allerede, er jeg pludselig færdig med selve teksten. Jeg har læst hele fremstillingen, nu de sidste fascinerende sider i én uafbrudt optagethed som var det en plotbåret roman. Endnu står tilbage de stringent klare og fornemme afsnit med noter, filmografi, bibliografi, liste over andre Herzogværker, litteraturhenvisninger, billedliste. Det hele, både disse afsnit og den nu helt uomgængelige tekstdel, vil jeg i fremtiden vende tilbage til hver gang Herzog er på tale omkring mig, i mig. Kristoffer Hegnsvad har skrevet en fantastisk bog. (25. december)

Kristoffer Hegnsvad: Werner Herzog – Ekstatisk sandhed og andre ubrugelige erobringer, 2017, 285 sider. Forlaget Jensen & Dalgaard. Filmkommentarens vurdering: 6/6 

Kristoffer Hegnsvad 

Kissinger and Giedre Zickyte

“It was the last shooting for our upcoming documentary THE JUMP, starring former United States Secretary of State and National Security Advisor Dr. Henry Kissinger. It was a huge honour to have the opportunity to conduct this interview for our film.

THE JUMP is a retelling of a famous Cold War incident in which a Lithuanian sailor jumped from the Soviet onto the US ship and sought political asylum, only to be refused sanctuary and handed back to the Soviets. This incredible story, full of twists and turns, reverberated throughout the world in the 70’s and is still relevant today.”