Jamen Tue, han var da ikke, og er, i sine filmpoetikpunkter, da ikke ude efter disse fine folk, du nævner. Slet ikke personligt. Derfor undskyldningen, vil jeg tro. Fordi, han fornemmede eller fik at vide, at de følte sig personligt stødt. Og han har jo naturligvis heller ikke slettet denne pamflet fra sin hjemmeside. For den handler nemlig om noget inden i ham selv. Og tilbydes os andre som udfordring til vores tanke, som Perse siger om havet hver morgen. Hvordan er det med forholdet mellem sandhed og virkelighed på film?

Om lidt sidder vi på festivalen med det provokerende navn: Cinéma du réel.. vi må nu lige tilbage til Herzog, som i filmen om de to, der bliver spist af bjørnen, udreder, hvordan deres filmmateriale er enestående med hensyn til virkelighed, men naivt i analysen, falskt..

Vi må lige tage nogle flere punkter fra Minnesotaerklæringen.. Punkt 5 stiller virkelig krav til dokumentarfilmens selvopfattelse. Herzog finder der under den filmede reportage, samtale, intervieu i filmen er dybere lag med egenskaber som poetisk, ekstatisk sandhed. (fortsættes)

Blot at tage et kamera og så prøve at være ærlig er naivt og både rigtigt og forkert på en måde, som minder Herzog om nattevagten i Supreme Court, som fortørnes over mængden af skrevne love og tilladte procedurer. “Jeg synes, der bare skulle være en eneste lov: De slemme fyre skal puttes i fængsel.” Uheldigvis har han på en måde ret, for de flestes vedkommende, det fleste gange, bemærker Herzog.

Cinéma Vérité forveksler kendsgerninger med sandhed og pløjer derfor kun sten. Og dog, kendsgerninger har somme tider en mærkelig, en sælsom kraft, som gør, at deres nedarvede sandhed forekommer vanskelig at tro på, hedder det i Minnesotaerklæringens tredje afsnit, Herzog fascineres ved visse kendsgerninger, men tordner alligevel i afsnit fire: Kendsgerninger skaber normer, sandhed skaber belysning og viden.

Og netop i filmkunsten er der dybere lag af sandhed… (fortsættes)

Den er fra 1999, denne erklæring om sandhed og kendsgerning i dokumentarfilm, som Herzog kalder Lessons of Darkness. Den er underskrevet 30. april det år på Walker Art Center i Minneapolis, Minnesota. Det er snart ti år siden og Dogme 95 var dengang det filmiske æstetik regelsæt, man talte om. Herzog opfatter von Triers og Vinterbergs regler “som en madopskrift”, fortalte han, da han oktober 2006 holdt master class på filmskolen.

Herzog stiller helt andre og inderligere krav til et kyskhedsløfte. Hans tilværelsessyn er ældre og har i sig en ganske anden grundstemning. Og følgelig en anden etik. Der er 12 punkter i hans Minnesotaerklæring, som kan læses på hans hjemmeside

http://www.wernerherzog.com/main/index.htm 

(vælg “Minnesota Declaration” i indexet), og han begynder med at konstatere, at trods sin sin erklæring om det modsatte er den såkaldte cinéma vérité blottet for verité. Det bliver i dens ortodokse naivitet til en kunstig sandhed, til en bogholdernes sandhed. En fremtrædende repræsentant for kunstretningen erklærede engang offentligt, at sandheden let kan findes ved blot at gribe et kamera og prøve at være ærlig.