Gensyn: Ofelia kommer til byen

Der er langt tilbage til 1985, men det er rejsen værd. På fotografierne fra dengang ser jeg, at Stine Bierlich fik en Bodil (ser det ud til, hun står med den i hånden i en festkjole, som godt kunne være fra filmen) for sin fremstilling af Molly som Ofelia (eller omvendt) i Jon Bang Carlsens modige og fuldstændigt gennemførte film. “En smuk, alvorlig, sjov og skøn film…” skrev Politiken, “..sjælden og fængslende, høj og fin humor.” “En sand glæde” fortsatte Weekendavisen. Og Vestkysten lagde til: “Et folkeligt mesterværk.” 

Ofelia har jo en stor rolle men i kort tid i Shakespeares stykke, hos Bang Carlsen er hun det kostant levende, vibrerende og ærlige centrum. Hele tiden øver hun sig på vandets dybder, back stage, var kun hun alene om filmen, ville hun være filmen værd. Blot at følge hendes nuancer i menneskelig følsomhed er oplevelsen. Hamlet/John følger hende i en forceret smuk udvikling mod emotionel ligeværd – Refn klipper det uden rysten på plads. Og når de to trodser skolelærerdilettantinstruktør Ægidius og hvisker Shakespeares dialog til hinanden, laver Bang Carlsen nutidig Hamlet på film, så man bliver tør i munden. Det er SÅ smukt.

Dansk film har sandelig en fortid, som kan noget. Må den bare bevares. For eksempel på bibliotekerne.. Som den litterære vist nok bliver det.. 

Jon Bang Carlsen: Ofelia kommer til byen, 1985. Fotografi: Alexander Gruszynski. Klip: Anders Refn. Distribution: www.on-air-video.dk VHS kopi set på www.bibliotek.dk og lånt på Randers Bibliotek, som heldigvis ikke har smidt den ud, men gemt den blandt “ungdomsfilm”, ja, den Shakespeare… Litt.: McGuffin 55/56 http://www.macguffin.dk/texts/Lyset_fra_fyret.htm

Ken Burns: The War 3

I går, afsnit 11, tabte fortællingen alligevel højde? Midt i det for tropperne i felten allerværste, vinterkrigen i Ardennerne? Sad vi med hærene fast i et stykke militærhistorie, under evindelig bombelyd og skudsalver fra et lyddesign, netop så monotont som vinterdagene mod slutningen af 44 i skovenes kolde, våde mudder?

Nej, netop ikke. En sikker hånd holdt fokus på den menige kriger i helvederne, på de pårørende i almindelige boliger i sædvanlige amerikanske byer. En kompetent og dæmpet stemme førte fortællingen gennem nødvendige kronologier og topografier hen mod netop denne films overraskende, gribende nyorientering: pludselig en amerikansk krigsforbrydelse, summarisk nedskydning af krigsfanger midt i det hele. Uden ydre dramatik nøgternt, dæmpet vredt, resigneret sørgmodigt fortalt af et af de medvirkende vidner.

VIDNERNE, ja de er i denne film enestående. Ja, netop enestående i denne genres æstetikkonvention. De er castede tror jeg ud fra andet end deres faktuelle erinndring, deres udstråling og deres menneskelige egenskaber har talt med. Det betyder videre, at klippene med dem er lagt på plads efter langt flere, musikalske og emotionelle for eksempel, kriterier end selve indholdet af det, de fortæller.

Jeg tror Ken Burns selv omhyggeligt har instrueret hver enkelt under optagelserne af deres erindringer / statements (jeg har set et fotografi, hvor han intenst sidder over for en medvirkende i interview til hans Mark Twain film. Og tænker: Sådan!) Der er også noget med scenografien i disse scener, den er omhyggeligt ensartet minimal og billedet er tæt. Og så: alt i lydudtrykket er dæmpet og indtrængende.  Man lytter og lytter, og scenerne med vidnerne falder selvfølgeligt på plads i klippets hastighed og rytme. Hvor ofte slår interviewscenerne ikke en filmisk fortælling i stumper og stykker, ellers? Ikke her, der er taget hånd om det.. 

Filmens hjemmeside præsenterer så fint alle vidnerne, her de, som gjorde selve slagene med: http://www.pbs.org/thewar/the_witnesses_warfront.htm 

Ken Burns: The War 1-14, 2006. DR2. De sidste afsnit 12-14 sendes onsdag til fredag denne uge, hver dag 18:15. SE DEM!! DVD-udgave kan købes i Laserdisken og hos iMusic. Filmens hjemmeside: http://www.pbs.org/thewar/ 

Life in Loops – on DVD

This is a pure commercial for one of the most important documentaries from the last years. Timo Novotny’s film has been shown all over the world, it has been awarded for its innovation of the genre, it is a vision of the world we live in, it has a brilliant mind blowing, I would almost call it, montage, it breaks down rules about the unity of place and time, it’s a film for people who love the city and the genre of city films that started with Ruttmann’s film on Berlin, it is about people, citizens of the world, poor people, people with dreams, people who are suffering but survive.

The reason to write about this two year old film, is simply that the film is now available in a dvd version with an excellent bonus material. A booklet with a text from the director, clips from the first concerts by sofa surfers and Novotny to images, Novotny’s own explanation of principles and structure and a real gift – a conversation over 80 minutes between Michael Glawogger and Timo Novotny to the images of the film. Here is an edited intro of what the festival cph:dox wrote about the film:

‘Life in Loops’ is a remix of the award-winning Austrian 1997 documentary ‘Megacities’… where Michael Glawogger depicts the chaos of the world’s metropoles. Novotny complements 30% of material taken straight from the film (and re-edited) with 70 % as yet unseen footage in which he blends original shots unused by Glawogger with his own sequences (shot by Megacities cameraman Wolfgang Thaler) from Tokyo. ‘Life in Loops’ is an alternative interpretation of Glawogger’s footage. Using a loop to depict life in a big city, Novotny takes the viewer to strange, dark and otherwise impenetrable parts of Mexico City, New York, Moscow, Mumbai and Tokyo and presents a cast of characters…

Buy the film: http://www.sofasurfers.net/  More about the film: http://www.lifeinloops.com/

Filmkunst eller journalistik? Dola Bonfils svarer

DFI’s filmkonsulent Dola Bonfils svarer på mit indlæg “Filmkunst eller Journalistik” (link nedenfor). Det gør hun grundigt og klart, samtidig med at hun gør opmærkom på, at hendes tid pt forhindrer hende i at gå ind i skriftlige diskussioner om det vigtige emne. Men det skal ikke forhindre andre i at tage ordet. Her er Dola Bonfils svar:

Der er ingen henvendelser til DFI’s konsulenter og vores støttesystem, der ikke er sig uhyre bevidst, at det vi repræsenterer er krav om kunstnerisk tilgang og fortælling i filmisk forstand, også når vore ansøgere er journalister og kommer fra vore største (i økonomisk forstand) samarbejdspartnere i det nuværende filmforlig, DR og TV2.

Øvelsen i disse år er at finde et fælles grundlag for hvad vi og de (tv-redaktørerne) betragter som støtteværdigt. Det er indlysende nemt med DR2, der er straks sværere med DR1, og det har med TV2 vist sig at være en sjov udfordring at tage den undersøgende journalistik i øjesyn med filmbranchens værdinormer i et udbud, vi har kaldt “Follow the Money”. To film er blevet færdige i det regi, begge film, der er blevet til i et tæt parløb mellem klassiske journalistiske research-former og filmfortællere (Christoffer Boe,Frank Piasecki Poulsen, Laurits Munch Petersen) Samarbejdet mellem DFI og TV2’s redaktør bygger her på en gensidig lyst til at lære af, inspirere og forny hinandens kerneydelser – den dokumentariske fortælling og det undersøgende journalistiske prime-time-format.

De eksempler du nævner som udtryk for en tendens…Gottschau, Guldbrandsen og Anders Riis Hansen…ser ikke fra min konsulentstol ud som en udhulning af vore støtteprincipper. Anders Riis Hansen’s projekt om Blekingegadebanden er en ambitiøs satsning på en dokumentarfilm, der laves til en seriøs biograf-distribution, hvilket jo som bekendt kræver et kunstnerisk niveau, hvis det skal lykkes. Christoffer Guldbrandsen er i en rivende udvikling som journalistisk filmkunstner – eller hvad man skal kalde det – og ser DFI som en naturlig dialogpartner i den udfordrende proces, det hver gang er at finde ind til balancen mellem emnet og det kreative udtryk. Og jeg ser det som en interessant udfordring at indgå i en kunstnerisk diskussion med ham om hvordan den moderne politiske film skal/kan se ud. Jakob Gottschau har fundet en form på sine filmessays, som er det tætteste vi i øjeblikket kommer på undervisningsfilmen i Center for Børn og Unges regi, også et vigtigt format holde i live.

Disse ansøgere repræsenterer på linie med dokumentaristerne den nødvendige bredde i det repertoire, en dokumentarkonsulent på DFI må forsøge at dække: Fra Steen Møller Rasmussen til Anders Østergård, fra Jytte Rex til Christoffer Guldbrandsen, fra Marie Louise Lefèvres film om meditativ bøn til Eva Mulvad, fra Pernille Rose Grønkjær, Jon Bang Carlsen, Ole Roos, Annette M.Olsen og Katja Forbert, Michala Krogh, Lars Becker Larsen, Ove Nyholm, Boris Bertram, Anne Wivel, Frank Piasecki Poulsen, Asger Leth til interessante spillefilmsinstruktører, der i disse år også føler sig tiltrukket af dokumentarismen og lader sig udfordre af virkelighedens fortællinger: som Christoffer Boe og Laurits Munch Petersen, to eksempler bare fra min pulje af projekter.

Se hele debatten ved klikke kategorien Polemics. Foto: DFI, aktuelt, pressroom.

Catch the Moment – about Marianne Greenwood

Make extraordinary film about ordinary people, and ordinary films about extraordinary characters! It is very easy to apply this slogan to the film about Marianne Greenwood, a citizen of the world, an adventurer, a writer and photographer. A woman with an enormous Life appetite, a woman who easily fell in love, had children she did not take care of, a woman without an address for decades.

With a straight forward narrative structure the two Swedish filmmakers has put together a film that consists of a long, good interview with the almost 90 year old woman, mixed with a lot of her photos, quotes from her many books (in the Swedish version read by wonderful Bergman actress Gunnel Lindblom) and images from where she went on her Life journey. She took important photos from the jungles of Indian tribes, she lived with the indigenous people, ”I was never a tourist”, she mingled with and photographed Picasso and Jacques Prévert in Antibes, and was said to have been the lover of Evert Taube, the Swedish troubadour.

… one of these documentaries where you are entertained the whole way through. because you first of all have met a charismatic, humorous character. Greenwood died in 2006 and the film ends with her been given a big prize in New York for her pioneer photography work and with the announcement of an exhibition at the Etnographic Museum in Stockholm.

The film was shown on SVT at 8pm in March, and on DR/TV at 00.20 also in March. Prime time and poooost prime time. Is this the current difference between documentary policy in Sweden and Denmark, this Danish person asks?

Catch the Moment,2008. Titti Johnson and Helgi Felixson, 52 mins.

DVD at http://www.felixfilm.se/

Ken Burns: The War 2

Disse dage er oplevelsen Ken Burns storværk, som i en enorm bølge af tænksom følelse kører gennem DR2 hver eftermiddag 18:15. Jeg var tøvende til at begynde med. Var dette trods instruktørens omdømme alligevel tv-serie efter opskriften? Men jo mere jeg har fordybet mig i fortællingen, som er en filmisk fortælling så forbavsende, jo mere er det gået op for mig, hvor rig den er i enhver detalje, man når at reflektere, og hvor meget, den vokser ud over serieformatet og bliver til egentlig storfilm.

For mig at se skyldes det en række generelle forhold: instruktørens status først og fremmest, neddæmpetheden overalt, den dybe alvor med sprækker af lystighed, teksternes litterære kvalitet, værkets uvilje mod at forklare sine billeder, som aldrig er illustrationer, altid integrerede, fortællende elementer organiseret i enten episke eller dramatiske eller lyriske afsnit (sekvenser). Filmen er altså simpelthen ikke billeder af en fortælling, men en fortælling af billeder.

Ken Burns: The War 1-14, 2006. DR2. Der er pause her i weekenden. Afsnit 10-14 sendes mandag til fredag næste uge, hver dag 18:15. DVD-udgave kan købes i Laserdisken og hos iMusic. Filmens hjemmeside: http://www.pbs.org/thewar/ 

Michael Laudrup

I know it is rather subtle but I have to express my boyish entusiasm after a football match tonite where Michael Laudrup, the best football player Denmark has ever had, made his underdog team, Getafe from Madrid play 1-1 in Munich against the Bayern Munich, one of the richest teams in Europe. As a coach Laudrup inspired his team to play the elegant football, that he played himself for Barcelona and Real Madrid: Remember that the ball never gets tired! Everyone expected Bayern to “kill” Getafe but it turned out differently.

Subtle, because there is a link to the documentary “Michael Laudrup” that Jørgen Leth directed in 1993. In that film Leth and his cinematographer Dan Holmberg set out to describe the artistic qualities of Laudrup, a diplomat outside the pitch, and one of those few players, who were able to “read” the play as noone else.

And now as a coach, he is able to convey his football philosophy to a young team performing in front of around 60000 spectators. Bravo!

This film will be part of the Jørgen Leth Collection under portraits, to be released in November 2008, read more about the box series at www.dfi.dk/shop

Still: Jørgen Leth: Michael Laudrup, 1993.

The Jørgen Leth Collection

It is a fairy tale. Could only happen in the country of Hans Christian Andersen! Danish film director, poet and journalist Jørgen Leth meets a Danish millionaire and expresses how much he would like his films to be published on dvd in the best possible technical edition. The millionaire offers his support and there you go – Jørgen Leth’s films will be available with competent booklets and English subtitles in all films in 6 dvd boxes. Thanks to the financial help of Møllehegnet Holding A/S.

2 of them have come out so far, “The Anthropological Films” and “The Sports Films”, and the third one, the travelogues, the films where Leth travels the world, will be out in a week.  In the first box you will find “The Perfect Human” from 1968, in the second “Motion Picture” from 1970, and in the third “66 Scenes from America” from 1982. Just to mention 3 of his great films. 

Jørgen Leth is rightfully, and not only in our small (rotten) kingdom of Denmark, considered to be one of the true masters of documentary, therefore this commercial and reason to direct you to know more about this initiative at:

www.dfi.dk/shop

Boxes 1 and 2 are Region 2, Box 3 will be Region 0. 

DFI: Film Art or Journalism?

The letter below, written to film consultant Dola Bonfils from DFI (Danish Film Institute) reacts to the fact that more and more of the support from the DFI is allocated to journalists with current affairs issued to be made into films. And not to further the Danish documentary film as an art form.

I suppose this is a discussion that could be taken in many other countries as well? Is this a trend, and will it damage the innovation of the creative documentary? Is the public funding supposed to take over the role of good journalistic tv documentary?

Still: Profession Reporter.

DFI: Filmkunst eller Journalistik?

Kære Dola (Bonfils).

Jeg skriver til dig, fordi jeg i lang tid har undret mig over DFI’s støttepolitik.

Jeg ser det ene gode journalistiske navn efter det andet dukke op på jeres lister: Anders Riis-Hansen med Blekingegadebanden, Jakob Gottschau med terrorismens historie, Jørgen Flindt Petersen om tortur… og nu i går meddeles det, at Christoffer Guldbrandsen skal have 1,3 millioner kroner til en film med titlen ”Dagbog fra Midten” om Ny Alliance.

Det er mange penge til journalistik ud af et DFI-budget, som vel først og fremmest skal bruges til at fremme filmkunsten i Danmark?

Guldbrandsen er en fin journalist, men er han filmkunstner? Det er der ingen af hans hidtidige film, der vidner om. Han kan rydde forsiden med ”Den hemmelige Krig”, som vakler mellem at være journalistik og personlig fortælling – og så er der filmene om Fogh og Lykketoft. Pænt tv-arbejde, men filmkunst er det ikke, det flytter intet i dansk dokumentarfilm, som andre af de instruktører, du har støttet: Pernille Rose, Asger Leth, Eva Mulvad.

Jeg er ikke ”ude efter” Guldbrandsen med dette lille oplæg til en debat, jeg bruger ham som eksempel og citerer lige Filmlovens to første paragraffer:

§ 1. Lovens formål er at fremme filmkunst, filmkultur og biografkultur i Danmark.

Stk. 2. Ved film forstås i denne lov levende billeder af enhver art uanset optagelses- og forevisningsform, herunder fotografiske film og videogrammer, bortset fra tv-udsendelser.

Håber du vil svare på dette. Er I gået over til journalistikken?

Varme hilsener Tue (Steen Müller)

Still: Den hemmelige krig.