Se engang på Poul Rudes kommentar til “DR kultur – bredt eller smalt”. Bortset fra den fornærmende bemærkning om at DK4 er tv-kulturens campinghabit – som en kolonihaveejer som jeg naturligvis føler mig ramt af – har han fat i, hvad TV OGSÅ kan og bør være: god og gedigen oplysning som vi kan blive klogere på! Godt gået!

Joh, jeg blev da siddende det meste af tiden i aftes og så den lange film fra BBC med den imponerende rekonstruktion af begivenheder inde i de to tårne disse to morgentimer den dag. Som DR2 bragte. Men jeg havde hele tiden lyst til at gå, til at slukke. Og hvordan kan det nu være?

Jeg tror det er fordi, jeg har set det hele før. Siddet på første række, som det så smagfuldt og tydeligt står i DR2 pressemeddelelsen, på sofarække til reportagerne igen og igen, set flyet ramme, set tårnene brænde og kollapse, men de rekonstruerede scener inde i tårnet har jeg også set før, stikflammen op gennem skakten, den lille gruppe overlevende som ledet af en beslutsom mand finder vej ud gennem en labyrint af klaustrofobiske korridorer. Set det i katastrofefilm efter katastrofefilm fra “Det tårnhøje Helvede” til “Titanic”.

Filmens minutiøse research og uendeligt omfattende rekonstruktion fører for mig at se ikke nogen steder hen. Ikke til nogen egentlig analyse politisk, kriminalteknisk eller psykologisk. Slet ikke psykologisk, personerne bliver aldrig tydelige, de medvirkende vidner heller ikke, iscenesættelsen er så manifest, at den fører til interferens mellem skuespillere og vidner, replikker og statements bliver til sentimentale postulater og jeg lærer ikke noget. Filmen er naturligvis dygtigt lavet, men den er ikke klog, detaljerig, men ikke skarp.

Dens tab af autenticitet både som drama og som dokument skyldes, er jeg sikker på, at den som fortællegreb vælger den alt for velkendte og sædvanetyngede genre, katastrofefilmen. Og den genres konventioner erobrer og kvæler stoffets ægthed, dybde og alvor, og den 11. september 2001 bliver til sentimental underholdning.

Poul Rude skrev denne bemærkning til Tue Steen Müllers kommentar til DR’s kulturprofil:

Jo, hvorfor ikke?Det kan da godt være at DK4 af mange bliver anset som TV-kanalernes campinghabit. At designet nærmest er tarveligt og kulisserne er støvet op på det lokale loppemarked. Ren discount og nok ikke lige førstevalget for intellektuelle og kulturradikale. Bevares, men hvis vi skal tage diskussionen om form og indhold, så er pointen jo netop, at de andre kanaler i deres evige jagt på høje seertal først og fremmest har fokuseret på det første og udsultet det sidste.Nu er vi i primetime søbet ind i populære livsstilsprogrammer, quizzer og tomme kalorier, mens vi må holde os vågne til sent på aftenen og ud på natten, hvis vi vil se et par programmer eller god dokumentar, som kan gøre os klogere på livet, og hvor vi giver os hen.

Vi er ramt af ”vor tids angst for alvor”, som Roy Andersson skrev om for efterhånden mange år siden.Om man kan sammenligne det, ved jeg ikke, men det slår mig trods alt. Da Trier sammen med dogmebrødrene udstak sine begrænsninger for formen, fik vi en række filmperler, hvor indholdet greb mig. Hvor fokus var på den gode historie. Hvor jeg gav mig hen og overgav mig. Lige fra ”Idioterne” over ”Festen” til ”Mifune”. Det ændrede dansk film til det bedre! Det fik folk i biografen. Man kunne jo håbe på at cheferne på DR ( DR2 leve) og TV2 på samme måde troede på at folk vil have kvalitet i primetime ud fra samme princip som dogme, så det blev mere indhold end form, der satte dagsordenen.

Tag for eksempel nyhederne! Det er blevet det rene tivoli med store baggrundskulisser, lyssætninger der skifter, tekster der lever deres eget liv i bunden af skærmen og jingler, der pepper virkeligheden tilstrækkeligt op til at den glider ned sammen med sovs, kartofler og frikadeller. Ligesom journalister med skudsikre veste og hjelm på hovedet (hvem sagde Jeppe Nybroe) i krigszoner bliver skolet og tilskyndet af deres chefer til at bidrage til formen i en grad, så det ofte overskygger budskabet.Jeg længes sgu indimellem efter gode gamle Bent med sit grønlænderslips og et billede i sort og hvid.

Yes my boys, jeg anbefaler at tjekke DK4´s programmer. Det er frygtelig gammeldags og kedelig i sin form. Men indholdet når Johannes Møllehave fortæller om Shakespeare eller Kierkegaard, Mette Winge om Herman Bang, Per Bøge om Børn og Sorg eller Peter Schepelern om Dogmefilm fejler ikke noget. Det er folk med noget på hjerte. Undervisere af Guds Nåde, der stiller op foran kridttavlen i noget der ligner en gammeldags landsbyskole og beriger os med deres viden. Det er formmæssigt endimensionalt, men i høj grad gedigen oplysning fyldt med vitaminer og kalorier.

Det er Folkeuniversitetet i bredformat. Det er ånd i pixel pr. tomme. ”For lidt og for meget”, som min gamle mor fra Herning siger. Men skal jeg vælge, sådan en almindelig hverdagsaften, så tager jeg indholdet og stryger staffagen.

PS. For bare 199 kroner om året kan man blive medlem af DK4´s klub, hvor du kan se flere end 7000 programmer på din computer. Sådan en pris er discount på den fede måde.

… og mens proppen er af flasken: DR’s programstrategi for 2008 er publiceret og diskussionen om dækningen af kulturstoffet er i gang igen igen. Bredt eller smalt, spredt ud på flere programmer, eller i én samlet ramme?

En triviel diskussion for det er åbenbart af Lars Grarup, DR’s programchef, slået fast at programmer med fokus på f.eks. film og alene film (som Bogart), eller litteraturprogrammer med litteratur alene, eller kunstprogrammer med kunst alene er YT: det er for kedeligt at se på mennesker, der præsenterer et kunstværk og taler med ophavsmanden/kvinden eller én, der har forstand på netop dét værk.

Det mener Grarup, selvom de fleste andre public service stationer i Europa har den modsatte opfattelse.

Jeg havde besøg af kloge mennesker fra Jylland forleden, der fortalte at de var begyndt at se DK4, fordi denne “gammeldags” kanal netop tog sig tid, lod folk med forstand tale om det de har forstand på, om kunst og kultur og videnskab.

Ja, hvorfor ikke zappe til nogle “talking faces”, til billigt kvalitetsTV?

Det er pinagtigt at følge debatten, der har fulgt i hælene på afskedigelsen af tv-værten Jeppe Nybroe for manipulation af nogle indslag fra Afghanistan og Irak. Nu var der f.eks. Deadline forleden, hvor DR’s nyhedschef Ulrik Haagerup på grundskoleniveau holdt et lile foredrag for de andre gæster om, at hvis man f.eks. skulle vise, hvordan en mand går hen og putter et brev i postkassen, så filmede man først manden, der går, hvor man måske også hører hans skridt. Og så filmer man postkassen, og lægger lyden på bagefter, lidt fuglekvidder, eller hvad han nu sagde.

Jamen, jamen, højtlæsning for dværge i det elementære, at TV er et billedmedium, hvor optagelser redigeres/klippes, og hvor der skabes en sammenhæng mellem lyd og billede med et bestemt formål.

Jeg skal ikke tage stilling til i hvor høj grad, Nybroe er gået over stregen, men blot konstatere at der åbenbart sjældent undervises i/tales om filmmediets grundlæggende regler i DR. Ellers ville nyhedschefen ikke tumle sådan rundt i manegen.

TV-avisen er bundet op på valg – valg af hvilke historier, der skal prioriteres, det forstår journalisterne, valg af hvordan historierne skal fortælles eller vinkles, som det hedder på journalistsprog – og det er så her at redigeringen/klipningen kommer og manipulationen sættes i gang.

Jamen, tal dog med alle de fine (film)klippere og (film)fotografer og (film)lydmænd, som DR har ansat, og få dem til at fortælle jer, hvordan det hænger sammen og hvordan man kan tale om det. Eller ER de alle sammen hældt ud af virksomheden?